Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
Hop til opskriften
()
Marokkanske pandebrød - krydrede madbrød med kikærter

Jeg har fået et crush på pandebrød! Så hvad gør jeg, når jeg står med en marokkansk gryderet – jeg laver selvfølgelig marokkanske pandebrød! Superbløde og saftige indeni, sprøde udenpå og med det der lidt ristede pandelook, jeg elsker.

Pandebrød er også et hit for dig, der måske ikke er så gode venner med din ovn :-)

Madbrød med nordisk hvad-for-noget?

Det marokkanske pandebrød er et supergodt madbrød, lidt som naanbrød, bare tungere og mere mættende. Og det er her, det nordiske kommer ind i billedet. Spelt. Og fuldkorn. Plus – og så er vi tilbage sydpå – en dåse kikærter. Protein i dit madbrød, det viste sig at være en fremragende ide!

Du kan også bruge fx butter beans.

Begynd i god tid …

Lad dejen hæve køligt og længe. Mindst 12 timer, gerne længere. Det giver brødene en god smag – og dejlig, let syrlig duft.

Hvor glad er du for opskriften?

Giv 1-5 hjerter

Marokkanske pandebrød med kikærter

Aftensmad, Brød og boller

Rækker til: 12 stk.

Forberedelse: 12 timer

Tilberedning: 45 minutter

Du skal bruge:

  • 5 g gær

  • 3,5 dl koldt vand

  • 1 dåse kikærter, drænede

  • 2 tsk salt

  • 1,5 tsk korianderfrø

  • 1/2 tsk hel spidskommen

  • 1 tsk sukker

  • 150 g fuldkornshvedemel

  • 100 g sigtet speltmel (eller durum)

  • 150 g hvedemel

  • Evt. sesamfrø udenpå

  • Ekstra mel, når du ruller brødene ud

Mindst 12 timer før du bager:

  1. Opløs gæren i vandet.

  2. Mos kikærterne med en gaffel.

  3. Knus korianderfrø og spidskommenfrø i en morter.

  4. Bland alle ingredienser sammen. Dejen skal ikke æltes, bare blandes godt. Dæk den med et fugtigt viskestykke, og lad den stå – gerne lidt køligt – mindst 12 timer. Gerne længere – jeg lod min stå 17-18 timer.

Før spisetid:

  1. Ælt dejen igennem på køkkenbordet, og del den op i 12 lige store stykker.

  2. Rul hvert stykke til en lille bolle, og vend den i sesamfrø, inden du ruller (eller trykker) den ud, til den er 9-10 cm i diameter. Du skal også bruge lidt mel på bordet.

  3. Varm en stor pande op – jeg satte min på trin 7 ud af 9. Når panden er varm, læg så mange brød på panden, som der er plads til. Fedtstof er ikke nødvendigt. Steg brødene i ca. 3 minutter på hver side, til de lige har fået en mørk skorpe her og der. Køl dem af på en bagerist.

Fik du prøvet opskriften?

Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Marokkansk pandebrødTip: Madbrød til meget mere

Jeg bagte (eller stegte?) brødene til en marokkansk lammegryde, men jeg er helt sikker på, de også kommer frem, næste gang jeg laver hummus.

De vil også være fremragende at flække og fylde med alverdens gode sager til en sandwich eller en madpakke. Lidt á la et godt, solidt pitabrød – bare med mindre luft og mere mad i. Og så smager det …

Måske også noget for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.