Følg med her:
Tyttebærsyltetøj – til vildt og kålsalater
Tyttebærsyltetøj er nok det nemmeste syltetøj at lave – hvis du har tyttebær. Det smager skønt til vildt, som de fleste nok ved – og jeg bruger det glad i mine kålsalater og på en havregrød hen over vinteren.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
- 500 g skyllede tyttebær (evt. fra frost)
- ½ dl vand (eller rødvin!)
- 225 g sukker
- Evt. krydderier (fx 1 stjerneanis 4 kryddernelliker og 1 kanelstang)
- 1 tsk konserveringsmiddel
- 1 dl vand (kogt)
Sådan gør du:
- Kog tyttebærrene op med vand (eller rødvin) og evt. krydderier. Rør sukkeret i, og rør, til det er opløst. Kog i 3-4 minutter.
- Skold patentglas. Skyl glas og låg indvendigt i en blanding af 1 tsk konserveringsmiddel og 1 dl kogt vand, hæld syltetøjet i glassene, og luk.
- Du kan opbevare tyttebærsyltetøjet ved stuetemperatur uden problemer.
Minder om barndom – og Sverige
Tyttebærsyltetøj var en fast ingrediens i min mors husholdningskælder, hvor syltetøjet stod i store glas. Hun brugte det især til rå hvidkålssalat, hvor vi unger ihærdigt fiskede efter de bedste dele af salaten med flest tyttebær. Da jeg var helt lille, gik de under navnet ‘dybbeda’ 🙂
De fleste andre kender sikkert tyttebærsyltetøj som tilbehør til vildt. Eller fra Sverige, hvor tyttebærsyltetøj (på svensk ‘lingonsylt’) fx hører til, når IKEA serverer det til deres ikoniske kødboller. Og! Man kan faktisk købe tyttebærsyltetøj på glas i IKEA!
Alle os, der har læst Emil fra Lønneberg, husker sikkert også Tyttebærmaja. Jo, der står helt klart Sverige på tyttebærrene.
Hvor finder du tyttebær?
Mit indtryk er, at tyttebærrene er nemmere at finde i Sverige end i Danmark, selvom de ifølge Miljøstyrelsen skulle være ret almindelige i Jylland og Nordsjælland. I mange år har jeg ledt forgæves, men nu er det faktisk lykkedes at lokalisere et sted i Nordjylland. Og det passer, som de kloge siger, at de findes i lyngheder- og moser – eller lyse nåletræsplantager.
Mit held er, at jeg i stedet faldt over dem helt centralt i København – i Incos fryseafdeling. Da havde jeg næsten glemt tyttebærsyltetøjet, men i ugen efter faldt jeg over indtil flere opskrifter med det på Instagram – så kunne jeg ikke vente længere.
Naturlige fordele i tyttebær
Tyttebær er lidt bitre bær, der indeholder en del syre, så du skal ikke prøve at spise dem rå. Men you know, sukker. Det hjælper. Og takket være både æblesyre og benzoesyre kan bærrene faktisk konservere sig selv, når du sylter dem.
Jeg anbefaler dog, at du alligevel skyller dine glas – og lågene – i en blanding af 1 dl vand og 1 tsk konserveringsmiddel. Men du behøver ikke at tilsætte konserveringsmiddel i selve syltetøjet.
Her kan du fx bruge tyttebærsyltetøj:
- På din morgenmad – fx grød eller skyr.
- I hvidkålssalat – bare snit hvidkål fint og bland med syltetøjet.
- I en tyttebærdressing. Den bruger jeg til denne rødkålssalat med appelsin og nødder.
- Som tilbehør til fx and og vildt – eller til en nøddepostej med svampesauce.
Eller til andre retter, du gerne vil give et ‘vildt’ twist (som svenskerne gør det med deres elskede kötbullar).