Følg med her:

Vil du ha' flere opskrifter i samme stil?
Du kan vælge mellem to nyhedsbreve - direkte i din indbakke. Vil du se?
Du kan vælge mellem to nyhedsbreve - direkte i din indbakke. Vil du se?
Rødbedebøffer er de lækreste vegetarfrikadeller. Saftige indeni, sprøde udenpå, superflotte og krydret, så de næsten minder om falafel. Uhm!
Rødbedebøffer med feta er bare en af efterårets største fornøjelser i mit køkken. Her får rødbederne salt modspil med feta, de får fylde fra quinoa, de får en herlig krydret smag. Og farven, den kan man heldigvis ikke ta’ fra dem.
Når jeg skriver efterår, så kan jeg også med det samme gå til bekendelse og sige, at jeg faktisk laver dem hele året. Jeg bliver bare så glad af at finde en rest i fryseren til en hurtig aftensmad. Eller et par overskydende deller i køleskabet til madpakken.
Egentlig er jeg slet ikke rødbedetypen. Jeg har aldrig brudt mig om syltede rødbeder, og jeg er kun lige ved at lære det med rødbeder i salater, tærter osv. Men så kom rødbedebøfferne min vej – og nu skal det nok komme!
Sagen er, at rødbeder godt kan blive lidt – hm, jordagtige, hvis du spørger mig. Så de skal have noget syre, noget salt eller noget skarpt. Derfor er det selvfølgelig oplagt med de syltede rødbeder.
Det er nu slet ikke der, vi skal hen her. I stedet har rødbederne fået selskab af en god salt feta i farsen. Og en frisk myntedip med yoghurt og hvidløg ved siden af.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Så snart rødbederne er på hylderne i eftersommeren, er det sæson. Og den varer heldigvis længe, helt hen omkring april.
Når du har købt rødbederne, skal de bare opbevares i en plasticpose i køleskabet.
Det er egentlig ikke fordi, jeg savner en bøf, og det er lidt fjollet, at vegetarmad skal opkaldes efter kød. Why?
Nå, måske bare fordi vi er vanedyr og bedst kan forstå mad i de der faste kategorier. Rødbedebøffer, rødbedefrikadeller – eller måske bedre på engelsk: Fritters. Det siger jo bare, de er stegt.
Burger er en af de kategorier, jeg – to be honest – aldrig har elsket. Mayo er heller ikke på min hitliste, men det skal jeg nok ikke sige for højt. Og pyt, her betyder det bare, at jeg ikke spiser min rødbedebøf i en burgerbolle med mayo. Men hallo, du skal endelig ikke holde dig tilbage!
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad jeg så vil foreslå som tilbehør til rødbedebøfferne?
Rødbedebøffer kan – lige som andre vegetarfrikadeller eller deller i det hele taget – serveres med lidt af hvert. Her får du et par forslag:
(Eller som sagt: Gå totalt burgerclassic med rødbedebøf i bolle med mayo, tomat, salat, syltede rødløg, smeltet cheddar og hvad ved jeg … Det skal du ikke høre for.)
Kan jeg bruge noget andet end quinoa?
Ja da! Quinoa giver en god tekstur og lidt ekstra protein, men du kan sagtens forsøge fx bulgur, ris eller perlespelt i stedet. Det fungerer, men farsen hænger måske knap så godt sammen.
Skal rødbederne skrælles først?
Det plejer jeg kun at gøre, hvis skrællen er lidt sej eller jordet. Men har du nogle helt friske og fine rødbeder, kan du sagtens nøjes med at skrubbe dem. Det giver også mindre farve på hænderne (tip: Brug handsker, hvis du er træt af farven). Det vigtigste er, at rødbederne er rene og fri for jord.
Kan rødbedebøfferne fryses?
Oh yes! Jeg fryser dem ned i små portioner, så de er nemme at hive op til en hurtig aftensmad eller en luksusmadpakke. De skal bare lunes i ovn eller på pande igen. Eller brug brødristeren!
Hvordan undgår jeg, at de falder fra hinanden?
Det er et klassisk bøfproblem – især med vegetariske bøffer. Sørg for, din fars er nogenlunde fast (du kan evt. tilsætte lidt ekstra mel, hvis den er for våd). Og steg dem roligt ved middel varme – ikke noget med høj varme og vend for tidligt. De skal lige have tid til at sætte sig.
Hvad kan jeg servere til?
Min favorit er ovnbagte kartofler og den friske myntedip, som står i opskriften. Og en salat, altid en salat. Men du kan også smide dem i en bowl med hummus og sprød kål, eller bruge dem som veggie-bøf i en burger. De er superalsidige.
Hvor længe kan de holde sig i køleskabet?
Jeg gemmer dem gerne 3-4 dage i en lufttæt beholder. Og nogle gange bliver de næsten bedre dagen efter – du ved, ligesom lasagne, hvor smagen og konsistensen lige får lov at sætte sig.
Få mine nyhedsbreve med - mest grønne - tips og opskrifter i din indbakke. Ganske gratis!
(Du kan altid afmelde igen)
Så fik jeg endelig lavet disse rødbedebøffer og hold nu op hvor der de bare gode. Det bliver bestemt ikke sidste gang de kommer på menuen.
Jeg lavede dobbelt portion og bruge alm. mel og en del mere spidskommen. Da jeg stod med dejen var jeg faktisk lidt spændt på hvordan det lige kunne blive til bøffer, men jeg fik dem formet og det gik jo så fint når først de kom på panden.
Tak for en dejlig opskrift
Hej Kirstine, tusind tak for din kommentar – den varmer! Faktisk har jeg også selv lavet dem i sidste uge, og jeg kører også dobbelt portion. Haps, haps, gode til alt muligt 🙂
Kh Bodil
Så fik jeg endelig lavet dem! Nøj, de er lækre!
Skønt at høre – tak! De står også på min madplan meget snart 🙂 Kh Bodil
Kan jeg forberede “farsen” i dag og stege dellerne i morgen aften? :-)))
Tak for mange lækre opskrifter!
Kh
Hej Kathrine – selv tak 🙂 Dejligt du kan bruge dem.
Jeg tror, jeg ville gøre tingene klar hver for sig – når rødbederne kommer i kontakt med saltet (og dermed også fetaen), begynder de at afgive væde, og jeg kan ikke helt regne ud, om det er godt, det står til i morgen. Men riv og kog og hak og mål af – så kan du lynhurtigt blande farsen i morgen. Det er nok det sikreste. Håber det lykkes! Og godt nytår! Kh Bodil
Mums – de er gode! Her laves de igen og igen. Enten til veggieburgere eller sammen med smashed potatoes og en lækker salat.
Tak for en god opskrift på nem vegetarmad 🙂
Hej Brita, tusind tak for en sød kommentar! Jeg bliver så glad, når opskriften kan bruges 🙂 Og jo, det er også en af mine egne favoritter. Kh Bodil
Den her var rigtig god. Jeg var lidt betænkt ved “koriander-teskeen”, men det gik over all forventning.
Måske jeg er ved at ændre smag? Du ved, koriander skiller tit vandene og jeg vil så gerne over på “den anden side af vandet”
Jeg lavede kød-frikadeller OG de her, kartoffelsalat og hvad forsvant først?
1-0 til rødbedefrikadellerne.
1000 tak.
Jeg var en populær mor..(.indtil opvasken sku taes.)
KH Stine
Hej Stine, jeg smiler – tak for din underholdende kommentar! Du kan lige tro, jeg har været der med koriander. Jeg har prøvet at opgive et helt måltid, fordi det havde fået for meget. Meeeen, smagsløgene er åbenbart ikke så konservative. Det allerbedste at høre er, at rødbededellerne slog de tratitionelle – så er din familie åbenbart også til at rykke med! Skønt. Og opvasken, den er forhåbentlig væk nu 😉 Kh Bodil
Jeg var ikke hurtig nok med at få dem på panden, så salten begyndte at virke og dermed trække væsken ud af rødbederne. MEN VIPTI … lidt havregryn i farsen rådede bod på denne udfordring, og det blev de bestemt ikke dårligere af. Virkelig lækker smag.
Hej Carina, tak for din kommentar! Og for en hurtig redning, som andre nok kan få glæde af. Det gør mig glad at høre, de smager – jeg elsker dem også 🙂 Kh Bodil
Hej. Mutti. Jeg havde ikke noget quinoa så jeg brugte amarant, det blev lidt for vådt så det fik mere kikærte mel.
Men super lækre blev de alligevel. Kh. Ole
Hej Ole, reddet af den gode kok! Dejligt at høre, tak for at skrive. Kh Bodil/mutti 🙂
De var helt igennem fantastiske – det bliver en klassiker hos mig🤗
Tusind tak, Lone! De har også lige været på menuen herhjemme. Sødt af dig at skrive. Kh Bodil
Rigtig gode bøffer😊
Jeg valgte at bruge fintrevet rødbede, jeg var bange for at det ikke ville hænge sammen. Det gik helt fint.
Jeg stegte dem færdig i ovnen.
Hej Dorthe, tak for din søde kommentar 😊 jeg bruger næsten altid groft revne rødbeder, så det kan du roligt teste en anden gang. Og en god idé med ovnen, hvis man alligevel har den tændt.
Kh Bodil
Kan de mon fryses? Evt forsegte. Har ikke frosset noget med feta i før.
Hej Louise
hvis du steger dem først, kan rødbedebøfferne sagtens fryses. Det gør jeg ofte. Og de holder sig fint i nogle måneder.
God fornøjelse ◡̈
kh Bodil
Elsker denne opskrift og rødbeder, lille fif jeg kommer også feta ost i
Hej Trine,
dejligt du kan bruge opskriften. Der står faktisk også feta i 😉 for jeg er helt enig med dig!
Tak for at skrive.
Kh Bodil
Rigtig gode.
Det tog mig en time + oprydning 😉
Hej Annett, åh-åh – jeg er nok blevet lidt hurtigere med træningen. Godt, de smagte! Og tak for at skrive.
Kh Bodil