Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
Hop til opskriften
()

Ristede kantareller i fløde – det er skovens guld i den mest lækre forklædning. Kantarellerne står og glimter i skovbunden fra de varme sommermåneder til langt hen i efteråret – og her står de og venter på fløde og en god grov toast.

Faktisk er det min mand, der har lært mig at finde kantareller, og han er også kokken, når de skal serveres. Men jeg har fået lov at lure hans opskrift.

Kunsten at rense kantareller …

Hvis du har kantareller i nærheden (eller bare i supermarkedet), er din lykke gjort. Næsten. De skal jo lige renses først … og det er lidt af en religionskrig. Børste eller vand? Med de mængder, vi finder, er børste simpelthen ude af billedet, og du kan se vores grundigt gennemprøvede fremgangsmåde til store mængder kantareller her.

Hvis du bare lige har fundet til en kantareltoast eller to, kan du gøre dem rene således:

  • Fjern først større urenheder og skær eventuelle rodstumper af.
  • Brug så en lille børste til at fjerne jord og andre småting fra skovbunden. Jeg bruger ofte bare en bagepensel.

Det er nemmest at gøre kantarellerne rene, mens de stadig er fugtige af skovbund.

Hurtig opskrift på kantareller i fløde

Når du har fikset rensningen, er du næsten klar. Bare find en pande, fløde, citron, salt og peber – og en sjat cognac. Så har du en kantareller i fløde på ganske få øjeblikke. En sand himmerigsmundfuld!

Du kan selvfølgelig også give dem godt selskab af lidt timian eller ristede rødløg, hvis du synes. Rødløgene kan du riste i lidt olivenolie først. Frisk timian kan du riste sammen med kantarellerne eller bare drysse over.

Om sommeren pynter jeg også med blomster fra kornblomster. Et lille trick jeg lærte af kokken på Hotel Nor.

Hvad kan du ellers bruge kantareller til?

Hvis du har mange kantareller, kan du selvfølgelig også putte dem i risotto. Luksusrisotto.

Eller bruge dem i en omelet om morgenen. På en pizza. I en galette. I en tærte. Med fisk. Her får du tre andre opskrifter, hvor kantarellerne får englene til at synge.

Som sagt er kantareller faktisk ikke mit eget speciale, men jeg har luret Jespers opskrift på kantareller over skulderen. Og sådan går det for sig …

Gem

Hvor glad er du for opskriften?

Giv 1-5 hjerter

Ristede kantareller i fløde (og cognac)

Aftensmad, Forretter

Rækker til: 4 personer

Forberedelse: 30 minutter

Tilberedning: 10 minutter

Du skal bruge:

  • 300 g kantareller

  • 1-2 spsk cognac (kan undlades)

  • 2 dl fløde

  • ca. 2 spsk citronsaft

  • salt, peber

  • citronbåde til servering

  • evt. frisk timian til drys

  • Godt, groft brød (du kan også bruge flækkede boller)

  • Olivenolie

Sådan gør du:

  1. Rens kantarellerne. Det tager tid, men kan gøres i god tid, inden sulten melder sig. Du finder min grundige guide til det her. Hvis du kun har en lille portion – følg instruktionen i teksten ovenfor (pensel uden vand).

  2. Gør brødet klar. Skær 4 gode skiver, eller flæk bollerne – dryp dem med lidt olivenolie.

  3. Tag en god stor pande, og sæt fuldt blus på den. Hvis du bruger købte kantareller, er de sikkert mere tørre i det og tåler ikke så høj varme. Start med medium og se.

  4. Find også de øvrige ingredienser frem, så de er klar.

  5. Smid nu kantarellerne på panden. Friske kantareller begynder ret hurtigt at afgive væde – de købte er mere tørre i det og skal have knap så høj varme. Vend kantarellerne rundt, til de er faldet sammen. Hvis de afgiver meget væde: Ta’ kantarellerne fra nu, og damp væden ind. Så skåner du de fine svampe.

  6. Når kantarellernes væde er dampet af, er du hurtig med cognacen – hæld den over, og vend rundt igen, til panden er næsten tør.

  7. Tilsæt så fløden, og lad den dampe lidt ind også. Kantarelsaucen smager af mest, hvis den bliver koncentreret. Hvis der er meget væde fra svampene – tag dem op, når de er faldet sammen, og damp saucen ind.

  8. Rist brødet på begge sider – enten på brødrister, under grillen i ovnen eller på en grillpande.

  9. Hvis du har taget kantarellerne op – tilsæt dem til saucen igen. Smag til med salt, peber og citron.

  10. Vupti – fordel kantarellerne på brødet, drys evt. med lidt frisk timian (og kornblomstblomster, hvis du har). Læg en citronbåd ved. Server!

Fik du prøvet opskriften?

Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Og et PS.

Hvis du selv samler dine svampe, så husk at bruge en lille kniv til at skære dem fri. Så efterlader du en rodstump, der bliver til flere kantareller næste år :-)

Ristede kantareller i fløde

Måske også noget for dig?

2 kommentarer til Ristede kantareller i fløde (og cognac) – de bedste!

  1. Hej!
    Mine indkøbte kantareller afgav ingen væde, så jeg lod dem være på panden, mens saucen blev til. Skal man virkelig ikke bruge smør? Eller er det bare på på den varme pande?? Min sovs er lidt tyk, men det smager pragtfuldt!
    Tak!

  2. Hej Thomas,
    tak for spørgsmål og kommentar.
    Jeg har lige forhørt mig en ekstra gang hos min kantarelekspert :-) Han er ikke helt entydig – nogle gange eksperimenterer vi nemlig lidt med smør. Men min konklusion er: Selv om mange bruger (til tider meget) smør, er det i min optik unødvendigt – undtagen hvis kantarellerne sætter sig fast på panden.
    Når du siger, du får en lidt tyk sovs, der smager pragtfuldt – så ville jeg være lykkelig!
    Håber det giver mening.
    Kh Bodil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.