Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
Hop til opskriften
()
Blommesalsa og grøntsagssaute - lækkert grøntsagstilbehør

Jeg elsker grønsagstilbehør til min mad, og der går stort set ikke en dag uden en salat. Men ind imellem får jeg pludselig salat nok, og her kommer de varme grønne typer tilbehør ind i billedet.

Ikke så svært, når det er sæson for både blommer og squash!

Blommesalsa og grøntsagssaute - lækkert grøntsagstilbehør

Blommesalsa med tomater – sød og aromatisk

Har du et blommetræ – eller kender du nogen, der har? Min søster har mange blommer ca. hvert andet år, og det nyder jeg godt af. Før det har jeg også hapset blommer hos min svigermor og hos min far, og det har inspireret til at opfinde flere gode ting med blommer.

Her kommer blommerne i selskab med tomater – hvor jeg fik ideen fra, husker jeg ikke – men det giver en virkelig aromatisk sauce, der både er lidt sød og lidt syrlig. Timian svinger med både blommer og tomater, så det er oplagt.

Og så er blommesalsaen altså nem!

Blommesalsa og grøntsagssaute - lækkert grøntsagstilbehør

Grøntsagssaute med squash og chilisvirp

Sammen med den lidt søde blommesalsa blev det en mere kæk grøntsagssaute, der har fået et strejf chili – hvor meget, det er op til dig.

Grøntsagstilbehør – til fisk, kylling, grill, pasta eller?

Der er sikkert uendeligt mange muligheder, men her er, hvad jeg tænker umiddelbart:

  • Vi fik tilbehøret til et stykke kyllingebryst marineret i citron, paprika og estragon.
  • Siden har jeg brugt begge dele som tilbehør til fisk. Sikkert også godt tilbehør til fiskefrikadeller.
  • Og hvorfor ikke som tilbehør til grillmad? Det behøver vel ikke altid at være salat …
  • Du kan også betragte sautéen som en vegetarisk pastaret uden pasta. Altså: Tilsæt velkogt pasta, hvis du vil ha’ en nem vegetarret. Suppler evt. med en dåse hvide bønner i grønsagssautéen for ekstra protein. Eller steg noget halloumi i tern og tilsæt. Eller nemmere: Smuldret feta over.

Gem

Hvor glad er du for opskriften?

Giv 1-5 hjerter

Blommesalsa og grøntsagssauté

Aftensmad

Rækker til: Tilbehør til 4

Forberedelse: 30 minutter

Tilberedning: 15 minutter

Til blommesalsaen skal du bruge:

  • 10 blommer

  • 225 g friske tomater

  • frisk timian efter smag

  • 1,5 tsk rørsukker

  • salt

  • friskkværnet peber

Til grøntsagssautéen skal du bruge:

  • 1 rødløg i både

  • 1-2 squash i tern (efter størrelse)

  • 250 g champignons i kvarte

  • 1/2 rød chili i små, fine tern (tjek styrken og justér)

  • 1 tsk tørret rosmarin (eller lidt mere frisk)

  • salt

  • friskkværnet peber

  • olivenolie

Sådan laver du blommesalsaen:

  1. Skyl blommerne, udsten dem og skær dem i både.

  2. Skyl tomaterne, halver dem, og fjern det hvide, stilken har siddet fast i. Skær resten i grove tern.

  3. Varm alle ingredienser igennem i en gryde, og lad blommesalsaen simre i 15 minutter. Smag til. Klar!

Sådan laver du grøntsagssautéen:

  1. Pil løget, og skær det i smalle både.

  2. Skyl squashen, og skær den i kvarte på langs og dernæst i skiver.

  3. Rens champignons, og skær dem i kvarte.

  4. Fjern frøstanden fra chilien, og hak den så fint, du orker. Tjek, hvor stærk den er, så du kan dosere.

  5. Sæt god varme på en pande, og smid champignons på. Steg dem, til de har afgivet en del væde og fået lidt stegeskorpe (farve). Sæt til side.

  6. Skru nu ned til lidt under middelvarme, og svits rødløgene, til de er næsten klare. Tilsæt squash, chili og rosmarin, og vend rundt, til squashen er næsten mør.

  7. Smag til med salt og peber.

Fik du prøvet opskriften?

Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Måske også noget for dig?

4 kommentarer til Blommesalsa og grøntsagssauté – lækkert grønsagstilbehør

  1. Begge dele smager helt vidunderligt til grillet laks – det er ikke sidste gang vi får dette som tilbehør, næste gang bliver til kylling.

    1. Hej Lis, det er da skønt at høre! Tak fordi du læser med på bloggen – og varmer med en kommentar :-) Kh Bodil (som nu glæder sig ekstra til blommesæsonen i DK)

  2. Super lækre retter – brugte dem til kylling som også foreslået …. dog ingen blommer men nye nektariner – lækkert

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.