
Elsker du en mør aubergine og smagen af Mellemøsten, er aubergine med chermoula lige noget for dig. Inspirationen har jeg fundet hos Ottolenghi, men nok rettet lidt til gennem årene.

Auberginer med chermoula – og lækker bulgursalat
Chermoula er en spicy krydderblanding, du selv kan lave (og lav gerne rigeligt – så har du til næste gang). Hvidløg, chili, koriander, paprika og revet citronskal, alt det gode.
Tilbehøret smager også af Mellemøsten. En bulgursalat med masser af persille og mynte, søde abrikoser og knasende agurk og granatæble. Dertil en skefuld yoghurt eller myntedip, hvis du synes.
Auberginen er faktisk nem at lave, og det meste af tiden passer den sig selv i ovnen. Det giver dig god tid til at lave bulgursalaten ved siden af.
Hvis du udelukkende spiser dette til aftensmad, er der nok til to. Hvis man supplerer med lidt andre lækre sager, rækker det til 4.
Kære Bodil. Tusind tak fordi du deler dine lækre opskrifter. Især dine vegetariske retter er populære her i huset. Og når vi serverer en af dem som gæstemad bliver der ALTID spurgt ind til opskriften. Bedste hilsner Karen
Kære Karen, sikke en dejlig kommentar! Det er afgjort også de vegetariske retter, jeg selv spiser oftest – og jeg elsker at lege i det grønne køkken. Så jeg bliver ekstra glad for, de kan bruges!
Fortsat god fornøjelse på bloggen :-)
Kh Bodil