Tærte med kylling, soltørrede tomater og parmesan

Her får du den lækreste kyllingetærte, fyldt med parmesan, soltørrede tomater og oliven - kort sagt masser af smag. Server den til aftensmad, frokost eller buffet - og giv en god, grøn salat til.

Kyllingetærte er en klassiker i mit køkken, og bare lige tjek listen her – så tror jeg, du kan se hvorfor: Kylling. Parmesan. Soltørrede tomater. Oliven. Tærte. Umami med umami på, og svært at se, hvorfor man ikke skal elske en tærte med kylling, når det er på den måde. Jeg skulle også skynde mig med kameraet, før den blev spist.

Madtærte med kylling

For det meste bager jeg faktisk mine madtærter vegetarisk, men der er et par undtagelser: Kyllingetærten og laksetærten. Tærten med kylling har den ekstra fordel, at du kan bruge kyllingerester i tærten – faktisk er den allerbedst med nogle af de mere ukurante stykker på en kylling. Det, der er nemt at pille af med fingrene, når det er kølet af – fx fra overlårene.

Hvis du ikke har en rest kylling, kan du nemt koge nogle overlår. Bare fjern skindet, hæld vand, urtebouillon og evt. en suppevisk ved. Kog dem ved svag varme i ca. 30 minutter. Lad dem køle af, og pil kødet fra benene.

Og så bliver der også kyllingefond til en herlig suppe 🙂

Kyllingetærte med soltørrede tomater og parmesan

Kyllingetærte med soltørrede tomater

Forb. tid 45 minutter
Tilb. tid 35 minutter
Samlet 1 time 20 minutter
Giv de første stjerner!
En superlækker kyllingetærte med intense smage af Italien: Parmesan, soltørret tomat og oliven.
Antal: 6 personer

Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.

Du skal bruge:

Tærtebund:

  • 75 g smør
  • 150 g hvedemel (heraf op til halvdelen grahamsmel)
  • 75 g ricottaost (alternativt hytteost)
  • smør (til tærtefadet)

Tærtefyld:

  • 300 g stegt kylling uden skind og ben
  • 50 g soltørrede tomater (bløde)
  • 75 g oliven (uden sten)
  • 1 fed hvidløg
  • 1 tsk tørret rosmarin
  • 100 g parmesan
  • 3 æg
  • 175 g ricottaen (eller hytteosten)
  • 1,5 dl piskefløde
  • friskkværnet peber

Tilbehør fx

  • en salat

Sådan gør du: 

Tærtebunden:

  • Smør tærtefadet godt. Smuldr smørret i melet, saml dejen med ricotta. Rul dejen ud, og læg den i bunden af tærtefadet.
  • Prik bunden med en gaffel, og sæt den i ovnen (gerne kold ovn) ved 175 grader varmluft. Den skal have ca. 15 minutter.

Lav fyldet imens:

  • Skær kyllingen og de soltørrede tomater i mindre stykker. Udsten oliven, og halver dem. Pil og pres hvidløg. Riv parmesanost. Rør så alle fyldets ingredienser godt sammen.
  • Tag bunden ud af ovnen, og hæld fyldet i. Ind med den igen, og bag videre i ca. 35 minutter. Den skal være lysebrun.
  • Mens den bager, så snup lige en snack, så du kan lade tærten hvile 15 minutter, inden du kaster dig over den. Så har den sat sig og er nemmere at skære pænt ud. Server evt. en salat til.
Kunne du lide opskriften?Giv 1-5 stjerner ved at klikke på dem, eller efterlad en kommentar.
Giv de første stjerner!
Pin Del Udskriv
Fik du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar her, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Vent lidt med at skære din kyllingetærte …

Husk en ting med tærter: De dufter helt fantastisk, når de kommer ud af ovnen, og hvis maven knurrer, er det ret svært ikke bare at kaste sig over dem. Men det gælder med kyllingetærte som med alle andre madtærter: De er bedst, hvis man lige lader dem hvile i et kvarters tid. Og hvis der bliver en rest, er den endnu nemmere at skære i morgen.

Nå, men sådan skulle det ikke gå. Se, hvor længe, du kan holde fingrene fra denne her …

Tærte med kylling – madtærte på italiensk, næsten

Når kyllingetærten forsvinder så hurtigt, er det nok fordi, de en propfuld af umami. Umami fra det italienske køkken. Ud over kyllingekødet skal du bruge:

  • Soltørrede tomater – giver den koncentrerede smag af tomater. Du kan også bruge langtidsbagte tomater.
  • Oliven. Igen: Koncentreret umami.
  • Parmesanost. Hvis en ret mangler smag, skal den bare ha’ parmesanost … Og hvis den har smag i forvejen, bliver den bare endnu bedre!
  • Hvidløg. Bare en smule hvidløg, så smager tærten som slik. Sundt slik 🙂
  • Og rosmarin, som passer virkelig godt til alle de andre italienske smage.
  • Æg og ricotta – binder tærten sammen og giver den ekstra fylde.

Tip om tilbehør

Server med en god grøn salat. Eller din yndlingssalat …

Tip om frysning

Hvis der bliver en rest, kan den sagtens fryses, og den holder sig fint ved -18 grader i 3 måneder.

Når den skal spises: Tag den ud af fryseren dagen før, og lad den tø op i køleskabet. Varm den ved 180 grader 15-20 minutter.

Andre gode madtærter

Elsker du madtærter, kan du måske også få lyst til for eksempel:

Magisk laksetærte med hytteost og spinat
Tærten med laks og hytteost har også fået lidt røget laks, der giver smagen en ny dimension. En rigtig familiefavorit. God til både aftensmad, frokost og buffet.
Gå til opskrift
Laksetærte med hytteost og spinat
Løgtærte med karamelliserede løg
De karamelliserede løg gør underværker sammen med emmenthaler i denne løgtærte. Server den til aftensmad, frokost eller – natmad!
Gå til opskrift
Løgtærte med karamelliserede løg
Champignontærte med hytteost og parmesan
I denne champignontærte får du virkelig fuldt smæk på smagen. Server tærten med en god salat. Og kryds fingre for en rest i morgen.
Gå til opskrift
Champignontærte med hytteost og parmesan
Bodil

Bodil

Hej! Jeg hedder Bodil, og det er mig, der er mutti. Her får du opskrifter, der gør dit køkken lidt grønnere, lidt nemmere - og du får smæk på smagen.

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Din bedømmelse: