Følg med her:
Julesnurrer med appelsin og marcipanremonce
Julesnurrer til både før, under og efter jul …
Jeg bagte oprindeligt julesnurrerne til den første weekend i december, hvor der står julebagning på programmet med mine (voksne) børn. Men jeg vidste, at det altid ender med mere snak og sofahygge end egentlig bagning. Så det er godt at ha’ noget i baghånden. Julesnurrer, for eksempel. Det holdt stik.
Men julesnurrerne er siden også testet til både gløgg og julebrunch. Og får du et par stykker til overs, kan du fint gemme dem i fryseren op til 3 måneder. De smager ikke spor ringere i januar.
Skal dine julesnurrer smage af safran også?
Inspireret af mine svenske luciabrød foreslår jeg, at du også giver dejen lidt safran. Så får du luciabrød og julesnurrer i ét.
Hvis du ikke har safran ved hånden, bager du dem selvfølgelig uden, og de får stadig en fin gul farve fra appelsinerne.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
Til dejen skal du bruge:
- 1 g safran (evt.)
- 2 appelsiner (økologiske, skal og 4 spsk saft)
- 2,5 dl mælk
- 25 g gær
- 1 æg
- 500 g hvedemel (mindst 11 % protein)
- 50 g sukker
- 1,5 tsk kardemomme
- 8 g salt
- 75 g smør
Til marcipanremoncen skal du bruge:
- 125 g marcipan
- 125 g sukker
- 125 g smør
- 1 appelsin (økologisk, skallen)
Pynt:
- 1 æg at pensle med
- 12 mandler
- tesukker (til drys, evt. svensk perlesukker)
Sådan gør du:
Sådan laver du dejen klar:
- Hvis du bruger safran: Bland safran med lidt af sukkeret, og stød det i en morter.
- Riv appelsinerne fint – husk også til remoncen – og pres 4 spsk saft af dem. Der skal være 4 spsk.
- Hæld mælken op i skålen til din røremaskine. Opløs gæren i mælken, og tilsæt appelsinskal, appelsinsaft, æg, hvedemel, sukker (evt. med safran), salt og kardemomme. Vent med smørret. Ælt dejen godt sammen, og lad din maskine køre på lav hastighed, til dejen er helt blank og slipper skålen. Nok 7-8 minutter. Dejen er ret fast.
- Hak smørret i fine tern, og tilsæt ternene til dejen. Lad nu maskinen køre, til dejen igen er blank og slipper skålen. Det tager ca. 5 minutter. Dejen er nu blevet blødere. Dæk dejen med et klæde, og lad den hvile lunt i skålen 1,5 til 2 timer, til den er synligt hævet.
- Kør dejen, til luften er slået ud af den, pak den i plastfolie, og læg den på køl 1-2 timer. (Jeg satte min ud på altanen – koldt, men uden frostvejr). Imens kan du lave marcipanremoncen.
Sådan laver du marcipanremoncen:
- Riv marcipanen groft, og rør den sammen med sukker, smør og appelsinskal, til du har en jævn remonce. Brug evt. maskine.
Sådan laver du julesnurrerne – instruktionen passer til én portion:
- Gør 2 bageplader klar med bagepapir. Og følg anvisningen herunder – eller søg efter ‘kanelsnurrer’ på youtube. Der er masser af videoguides.
- Rul den kolde dej ud til en firkant på 30 x 60 cm, vend den lange side ind mod dig selv. Smør remoncen jævnt ud på 2/3 af fladen fra venstre, og fold den højre tredjedel af dejen ind over (nu er dejen 30 x 40). Fold den venstre side ind over de to lag, så dejen nu er i 3 lag med 2 lag remonce imellem, ca. 30 x 20 cm. Roter dejen, så du igen har den lange side ind mod dig selv. Rul de 3 lag ud til ca. 15 x 40 cm.
- Skær dejen op i ca. 18 strimler, der er 15 cm lange. Tag en strimmel ad gangen: Hold den ene ende fast mod bordet med venstre hånd, og rul den anden ende ind mod dig selv, så strimlen bliver snoet.
- Hold fast i venstre ende med venstre hånds pege- og langefinger, og sno dejen rundt om de to fingre to gange. Luk snurren ved at hive den sidste snip gennem det hul, du har fingrene i.
- Tip: Du kan også bare rulle den snoede strimmel sammen til en snegl. Stik den yderste snip lidt ind under sneglen på pladen, så den ikke ruller sig ud, når den bliver bagt.
- Læg snurrerne på bagepapir med snippen nedad, dæk dem med et fugtigt viskestykke, og lad dem hæve til dobbelt størrelse (en time eller to, afhængigt af temperaturen).
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Pensl snurrerne med æg, drys med hakkede mandler og sukker til sidst. Når ovnen er varm: Bag dem i ca. 10-12 minutter, til de er gyldne. Lad dem køle af på en bagerist.
Julesnurrer – dem får vi ikke for mange af
Min opskrift på julesnurrer startede med en opskrift på kæmpe-julesnurrer. Virkelig kæmpe. Nu har jeg justeret opskriften til halv størrelse, og det får jeg 15-18 julesnurrer ud af. Hvis du skal bage til mange, kan du bare fordoble portionen. Som sagt – der er sjældent nogen, der bliver kede af at finde en julesnurre i fryseren – heller ikke på den anden side af jul 🙂
Hvilke dufte forbinder du med jul?
Da jeg var lille, fik jeg et år en helt særlig julegave fra min faster i England. En bog med scratch’n’sniff, og det havde jeg aldrig set (eller duftet) før. Den bedste side var den, hvor man kunne skrabe lidt på appelsinen og blive belønnet af den salige duft af appelsinskal. Uhm. Det er den duft, jeg har taget med i mine julesnurrer.
De fleste vil nok ellers sige, at duften af jul er kanel, kardemomme, nelliker – og det gælder også mig. Det får vi masser af i fx vores traditionsrige brosten med romglasur. I mine nyfortolkede kanelsmåkager. Og i gløgg! Men jeg har også en særlig kærlighed for appelsin og appelsinskal.
De er fantastiske! Jeg tilføjede sukat og syltet appelsinskal i dej og remonce OG dryssede chokoladeknapper ud over remoncen inden de blev foldet, skåret og vredet i facon. Det blev de ikke dårligere af 😂
Tusind tak Marianne – også for dine tilføjelser, som jeg da fuldstændig vil tilslutte mig! Uhm uhm uhm 🙂 Kh Bodil