Følg med her:
Jordbærsalat med hyldeblomst-dressing
.
Salat med jordbær – perfekt til sommermaden
Jordbærsalaten er allerbedst i juni og lidt ind i juli, hvor der både er danske jordbær, asparges og ærter. Men du kan selvfølgelig også strække sæsonen lidt og bruge udenlandske råvarer – især slipper de danske asparges hurtigt op.
Og så er der ellers salat til alle sommerens retter – fra grillmad til tærter, fiskeretter og meget andet.
Dressing til jordbærsalat
Til langt de fleste salater bruger jeg min olie-eddikedressing, men jeg synes, den er for kraftig til jordbærrene, så i stedet har jeg lavet en hyldeblomstdressing. Den er sød og mild og giver salaten en helt vidunderlig sommersmag.
Og den er også god til en vandmelonsalat, hvis du skulle få lyst til det.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
Til salaten skal du bruge:
- 50 g mandler
- 200 g grønne asparges
- 300 g spidskål
- 50 g rucola
- 200 g friske jordbær
- 50 g ærter (bælgede)
- Evt. lidt friske hyldeblomster til pynt
Til hyldeblomstdressingen skal du bruge (til mere end én gang):
- 1 dl hyldeblomstdrik (koncentreret (købt eller hjemmelavet))
- 1 tsk dijonsennep
- 1 dl hvidvinseddike (eller æblecidereddike)
- 1 dl olie (fx mild olivenolie)
- ¼ tsk salt
Sådan gør du:
- Rist mandlerne i ovnen ved 140 grader varmluft i ca. 25 minutter. (Hvorfor ikke på pande? Læs her)
- Knæk bunden af dine asparges, og snit dem i skrå stykker på 3-4 cm. Giv dem et hurtigt opkog i let saltet vand. Ét minut! Hæld det kogende vand fra, hæld koldt vand over, og dræn det fra også.
- Ryst dressingen sammen i en beholder med låg.
- Snit spidskålen fint, gerne på mandolinjern. Bland den med rucola, og bred det ud på et fad.
- Fordel asparges over.
- Skyl og nip jordbærrene, og skær dem i halve eller kvarte. Fordel dem over salaten, og top så op med ærter.
- Hæld dressingen over, og drys med hakkede, ristede mandler. Og hyldeblomster, hvis du har. Server!
Muttis tips
Andre sommersalater
Sommeren inspirerer til masser af smagfulde, læskende, friske salater. Du kan for eksempel også prøve:
Jordbærsalat, der mætter lidt ekstra
Du kan sagtens give jordbærsalaten lidt ekstra fylde. Prøv med fx:
- Kogt quinoa. Tilsæt et par dl tilberedt quinoa – det passer rigtig godt til salaten. Du kan også bruge kogte kerner, fx speltkerner, bygkerner eller hvedekerner.
- Halloumi. 200 g halloumi (eller grillost) giver ekstra mæthed, og det salte går supergodt i spænd med de søde jordbær og hyldeblomsten. Steg halloumi på panden eller på grillen.
- Edamamebønner. Bare optøet fra frost.
- Eller giv salaten lidt smuldret feta på toppen. Det er nemt og hurtigt, og hvis du elsker feta …
Sådan kan du variere salaten
Med udgangspunkt i hyldeblomstdressingen kan du sagtens skifte lidt ud i ingredienserne. Prøv fx:
- Skift halvdelen af spidskålen til grønkål.
- Suppler jordbær med vandmelon
- Tilsæt smuldret feta
- Skift mandler til pinjekerner
- Tilsæt tynde ringe af salatløg