Følg med her:
Bulgursalat med avocado, feta og grillet majs
En lækker og mættende bulgursalat med avocado, grillet majs, feta og frisk limedressing. Perfekt sommersalat – nem at forberede og fuld af smag og farve.

Jeg har fået et crush på kombinationen af avocado, grillet majs og en frisk limedressing. Her blev det til en mættende bulgursalat med avocado.
Bulgursalaten er mexicansk inspireret – med både majs, avocado lime og lidt chili. Men den er god til meget andet end mexicanske retter.
En sommersalat, der mætter
Bulgursalaten er som sagt en oplagt afløser for kartoffelsalaten, når du trænger til lidt variation i løbet af sommeren. Bulguren gør, at den mætter, avocado og feta gør den cremet, majs og de ristede græskarkerner tilføjer crunch, og den syrlige lime-dressing binder det hele sammen. Og så er det jo ikke nogen hemmelighed, at jeg har et blødt punkt for alt med koriander og mynte – især når det er varmt udenfor. Er du ikke til koriander, kan du bruge bredbladet persille eller basilikum i stedet. Basilikum går i en helt anden retning, men den er også god!
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
- 1,5 dl bulgur
- 3 dl vand
- salt
- 3 majskolbe
- 1 spsk olivenolie
- ½ dl græskarkerner
- ½ bundt frisk koriander (alternativt persille)
- 2 spsk frisk mynte
- ½ bananskalotteløg
- 2 avocado
- ¼ tsk chiliflager
- 50 g feta
Limedressing:
- 1 dl olie (fx en mix af rapsolie og olivenolie)
- 2 spsk limesaft
- ½ bananskalotteløg (ca. 25 g)
- 1 fed hvidløg (i tynde skiver)
- 1 tsk stødt sumak (eller sød paprika)
- ¼ tsk salt
- 1 tsk honning
- friskkværnet peber
Sådan gør du:
- Start med at sætte bulgur over. Kog den i letsaltet vand i ca. 20 minutter. Køl af.
- Imens: Pil bladene af to af majskolberne. Opvarm 1 spsk olivenolie på en pande, der er stor nok til to majskolber. Sæt den til medium-høj varme. Læg de to majskolber i den varme olie, og lad dem tage farve. Vend dem rundt undervejs – det tager i alt ca. 12 minutter. Sæt dem til side og lad dem køle af.
- Imens, tilbered den sidste majskolbe i mikroovnen: Læg den ind med bladene på, og giv den fuld effekt i 3,5 minut. Lad den køle lidt af.
- Dressingen: Kør alle ingredienser i en minihakker. Smag til.
- Rist græskarkernerne på en pande. Hak koriander og mynte groft. Skær det sidste halve skalotteløg i tynde ringe. Skær de to avocados i tern.
- Når de ristede majskolber er kølet nok af, til du kan håndtere dem: Skær kernerne af, og put dem i en skål. Læg den sidste kolbe på et skærebræt, skær bunden af (så alle blade bliver skåret over). Hold så fast i toppen af bladene, og vrik kolben ud. Skær også kernerne af den. Op i skålen sammen med bulgur, avocados i tern, chiliflager, koriander, mynte, græskarkerner og smuldret fetaost.Tip: Gem lidt majskerner, feta og græskarkerner til pynt, hvis du synes.
- Vend dressingen i salaten, pynt og server!
Muttis tips
Hvorfor skal majsen steges (eller grilles)?
Hvis du ikke har prøvet at stege eller grille majs før til salat, så får du en varm anbefaling her. Forskellen på kogt og grillet majs er lidt som forskellen på smør og brunet smør. Du får så meget smag forærende – det, der hedder maillard-effekten.
Så jeg bruger to metoder i salaten her: To kolber får en tur på panden i lidt olie, til de bliver gyldne og let sprøde (her kan du også bruge grill). Den tredje får en hurtig dampning i mikroovnen – et af de der små tricks, jeg virkelig er blevet glad for. Den bliver saftig og nem at håndtere, og mikroovnen er både hurtigere og nemmere end at sætte en gryde i kog.
Når kolberne er kølet lidt af, skærer jeg kernerne af med en skarp kniv. Hvis du gerne vil undgå, at kernerne springer hid og did i køkkenet, så stil kolberne enten i en skål eller på et viskestykke, mens du skærer dem af. Ellers flyver de nemt om ørerne på én. Og på gulvet.
Kan du godt lide, at kernerne hænger mere sammen – i stedet for at være enkeltvis – så vent med at skære dem, til kolberne er lune eller kolde.

Limedressing – det syrlige modspil til majs og avocado
Både majs og avocado er milde spiser med en lidt fed fornemmelse i munden. Derfor har jeg lavet en ekstra syrlig dressing til – en limedressing. I sig selv er den virkelig – syrlig! Men kombineret med bulgur, avocado og majs skaber den balance i regnskabet.
Hvis du synes, dressingen er for syrlig, kan du mildne den med ekstra olie og honning.
Kan bulgursalaten laves klar i forvejen?
Alle salater med avocado er bedst frisklavede, og det gælder også en bulgursalat med avocado. Men der er noget af salaten, du sagtens kan lave klar i forvejen:
- Kog bulguren.
- Rist græskarkernerne.
- Tilbered og skær majskernerne af kolberne.
- Du kan også lave dressingen dagen før og opbevare den i et glas med låg i køleskabet.
Så skal du bare skære avocadoen og vende dressingen sammen, før du serverer.
Salaten smager skønt både kold og ved stuetemperatur.
Bulgursalat med variationer, der virker
Essensen i salaten er faktisk ikke bulguren – det er kombinationen af de ristede majs, avocadoen og den syrlige limedressing. Og med det udgangspunkt kan du sagtens variere din salat:
- Mere mæthed: Tilsæt en dåse sorte bønner (drænede) for ekstra protein og mæthed = en måltidssalat. Du kan også bruge 200 g pillede edamamebønner.
- Lettere salat: Udskift bulgur med et halvt, fintsnittet spidskål. Så har du en lettere sommersalat.
- Mere farve og saftighed: Tilsæt et par håndfulde cherrytomater i halve. Også godt, hvis du bytter koriander ud med basilikum.
- Uden koriander: I stedet for koriander kan du bruge bredbladet persille.
- Uden bulgur: I stedet for bulgur kan du vælge quinoa, der også giver lidt ekstra protein.
En ny salat til grill
Salaten smager virkelig godt i sig selv, men den passer faktisk til mange af sommerens måltider:
- Den er en virkelig lækker salat til grill. Når du har grillen tændt, kan du også vælge at grille majskolberne.
- Den er en oplagt afveksling til kartoffelsalaten.
- Jeg napper også gerne salaten fx til frokost bare med et stykke godt brød til.
Hvad vil du ellers servere bulgursalaten til?
Så længe, du kan få hele majskolber, er bulgursalaten i sæson – og den er faktisk god til meget andet en sommermad. Her får du et par ekstra forslag:













