
Müsliboller med surdej er de nemmeste boller at bage, hvis du har en pose usødet müsli i skabet. Müslien gør, at du får lidt søde boller med rosiner, måske også anden tørret frugt og lidt knas af nødder.
Havregrynene suger godt med væske til sig, så du får nogle skønne, fugtige boller. Det gælder selvfølgelig også, hvis der er speltflager, rugflager eller andre kornsorter i din müsli.
Spis dem med koldt smør – eller med hjemmelavet nutella eller marmelade. Snup dem til morgenmad, til te, kaffe eller måske kakao? Eller skal de bare med på tur som en snack?

Müsliboller med rosiner, müsliboller uden rosiner?
Jeg ved godt, hvad jeg vil svare. Jeg ved også godt, hvad nogle af mine piger vil svare. Og jeg ved, at vi ikke er enige ;-)
Jeg bager dem med, men du kan selvfølgelig også pille rosinerne fra, hvis boller med rosiner ikke lige er din kop te.