Belgiske vafler med svensk perlesukker
Vil du ha' flere opskrifter i samme stil?

Du kan vælge mellem to nyhedsbreve - direkte i din indbakke. Vil du se?

Belgiske vafler med svensk perlesukker

Ægte belgiske vafler – tykke, søde og karamelliserede. Få opskriften, og bag dine egne belgiske vafler med perlesukker.

Opskrift på ægte belgiske vafler

De bedste belgiske vafler med karamelliseret overflade – tykke, seje og søde, præcis som de skal være. Og du kan twiste dem med topping, så de passer til lidt af hvert.

Her serverede jeg dem som dessert med friske hindbær, vaniljeis og chokoladesauce.

Hvad er belgiske vafler?

Faktisk findes der to slags belgiske vafler, og begge er bagt med gær. Hvis du spørger mig, er det den helt store vinderformel og det, der for alvor adskiller belgiske vafler fra de almindelige danske vafler. Og så formen, selvfølgelig – de belgiske er tykke og jo nærmest et måltid i sig selv. Nå, men de to typer belgiske vafler er:

  • Gaufres de Liège, en rigtig heavy vaffel med perlesukker og sprød, karamelliseret overflade. Jeg spiser den, som den er – men når du køber den på gaden i Liége og omegn (jeg fik dem senest i Maastricht), så bliver der ikke sparet på hverken chokoladesauce, nutella, is, flødeskum eller syltetøj. Og de findes bogstaveligt talt på ethvert gadehjørne.
  • Gaufres de Bruxelles, der er en lidt lettere vaffel, druknet i uendelige mængder ahornsirup. Dem fik vi mange af, min yngste datter og jeg, da vi besøgte min moster i Bruxelles for mange år siden.

Men nu er det altså Gaufre de Liège, menuen står på.

Vil du lave vaflerne i dag?

Jeg har koldhævet min dej, men du kan også lave dem i dag. Så gør du således:

  • Brug 30 g gær.
  • Lad dejen hæve på køkkenbordet en time eller to.
  • Fortsæt fra punkt 4 i opskriften nedenfor.
Belgiske vafler med svensk perlesukker

Belgiske vafler med perlesukker

Forb. tid 20 minutter
Tilb. tid 20 minutter
Hævetid 9 timer
Samlet 9 timer 40 minutter
Giv de første stjerner!
Antal: 10 stk.

Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.

Du skal bruge:

Du skal bruge:

  • 2 dl mælk
  • 10 g gær
  • 1 æg
  • 300 g mel
  • 2 spsk sukker (almindeligt eller rørsukker)
  • 1 tsk vaniljesukker
  • ¼ tsk salt
  • 100 g smør
  • 75 g svensk perlesukker

Sådan gør du: 

  • Brug din røremaskine: Opløs gæren i mælken, og rør ægget i. Tilsæt så mel, sukker, vaniljesukker og salt, og rør dejen, til den er blank (5-8 minutter på lav hastighed). Tilsæt så smørret i tern, og rør videre i 7-8 minutter. Nu er dejen stadig blank og lidt blødere. Vent med perlesukkeret.
  • Dæk dejen, og lad den hæve på køkkenbordet en times tid. Sæt den derefter til at hæve i køleskabet ca. 8-12 timer.
  • Tag dejen ud af køl, ælt perlesukkeret i, og del dejen i 10 lige store stykker. Tril dem til kugler, og lad dem hvile på et stykke bagepapir i en halv times tid. Dæk med et fugtigt viskestykke. Du kan selvfølgelig dele dejen op i flere eller færre stykker efter lyst.
  • Tænd så vaffeljernet, og smør det med smør på begge flader. Læg en dejkugle på til hver vaffel, pres låget godt ned, og bag dem i 3-4 minutter. Server straks.

Muttis tips

Hvis du vil lave de helt store belgiske vafler, rækker portionen til 6 stk. Jeg laver mine lidt mindre og synes, de er rigelige 😉
Kunne du lide opskriften?Giv 1-5 stjerner ved at klikke på dem, eller efterlad en kommentar.
Giv de første stjerner!
Pin Del Print
Fik du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar her, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Tilbehør til belgiske vafler

De søde vafler kan twistes i mange retninger alt efter hvor sød eller syrlig, du laver din topping. Her får du nogle forslag, og du kan sikkert selv supplere med det, du har på lager:

Til morgenmad, brunch eller eftermiddagssnack:

  • Fed græsk yoghurt, evt. rørt med lidt vaniljesukker
  • Frisk frugt og bær, fx banan, hindbær, blåbær, frugtsalat eller hvad der er i sæson
  • Kanelstegte æbler
  • Søde råsyltede rabarber
  • Ahornsirup eller flydende honning
  • Hjemmelavet syltetøj

Til dessert:

Et par tips til dine vafler:

  • Begynd med dejen i god tid. Jeg koldhæver dejen, og det giver fantastiske vafler – der er nemme, når det er tid til at bage. Men det kræver også lidt planlægning 🙂 Du kan også lave opskriften med 30 g gær, lade dejen hæve en time eller to på køkkenbordet og gå derfra til punkt 3 i instruktionen.
  • Brug svensk perlesukker, ikke dansk. Det svenske perlesukker har større krystaller, og det giver den karakteristiske karamelliserede overflade, når du bager dem i vaffeljernet.
  • Tag evt. vaffeljernet med til bords. Hvis der ikke skal steges alt for mange vafler, kan du gøre det ved bordet, så de bliver serveret helt friske. Læg noget fedtsugende eller fedttæt under vaffeljernet – det kan godt finde på at dryppe.
  • Bliver der en rest, kan de fryses. Lad dem tø op og varm dem på brødristeren. Bare tjek, at de ikke bliver sorte.
  • Bag ved høj temperatur. Hvis du kan regulere temperaturen på dit belgiske vaffeljern, så gi’ den gas! Det kan være, du skal justere bagetiden lidt – hold godt øje med, hvornår de får fave.

Kan belgiske vafler fryses?

Lige som andet sødt bagværk kan du sagtens fryse belgiske vafler ned og lune dem en anden dag. Det praktiske er, at det er nemt at tage dem op enkeltvis, lune dem hurtigt i mikroovnen (eller bare lade dem tø op på køkkenbordet) – og så give dem en tur på brødristeren, når de skal spises. Så er de næsten som nybagte.

De belgiske vafler kan holde sig 4-6 måneder ved -18 grader. Det er fedtstoffet, der er den mest sårbare ingrediens, fordi den kan harskne. Så en god huskeregel er, at jo mere fedtstof, der er i dit bagværk, jo kortere er holdbarheden i fryseren.

Historien bag de belgiske vafler

Belgiske vafler har rødder helt tilbage til middelalderens Europa, men det var først i 1800-tallet, de tog form, som vi kender dem i dag. Gaufres de Liège stammer (sjovt nok …) fra Liège-regionen i det østlige Belgien og blev oprindeligt lavet som en luksus-snack med masser af smør og perlesukker – en knasende, karamelliseret version, der skilte sig ud fra de lettere vafler fra Bruxelles.

Vaflerne blev for alvor kendt internationalt, da de blev præsenteret for verden på verdensudstillingen i Bruxelles i 1958 – og senere til New York World’s Fair i 1964, hvor de fik navnet “Belgian waffles”. I dag er de elsket over hele verden – og opskriften her minder mig hurtigt om hvorfor.

Bodil

Bodil

Hej! Jeg hedder Bodil, og det er mig, der er mutti. Her får du opskrifter, der gør dit køkken lidt grønnere, lidt nemmere - og du får smæk på smagen.

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Din bedømmelse: