Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
Hop til opskriften
()

Klatkager af risengrød er en klassiker ved juletid. Men klatkagerne gør lige så meget lykke på alle mulige andre tidspunkter. Måske til en brunch? Eller som dessert efter suppe?

Spiser I risengrød i din familie?

Som barn elskede jeg risengrød – som mange børn vist gør. Jeg er nok lidt mere beklemt ved at fortælle, at jeg stadig elsker risengrød. For nu om stunder synes jeg ikke, det sådan rigtigt tæller som et måltid. Okay, jeg bliver mæt, og der er næringsstoffer i både mælk og ris, men min hjerne savner fibre, noget mere at tygge på, 6 om dagen, plantemineraler og vitaminer og hvad der ellers hører til et fuldgyldigt måltid.

Men altså, en gang imellem skader det vel ikke. Især ikke, hvis risengrød lige er det, der skal til for at glæde den indre forkælelsestrang. Og jeg kan jo bare lave det en dag, hvor min bedre halvdel ikke er hjemme. Han synes, det er børnemad.

Risengrød til jul?

I min barndoms familie spiste vi ikke risalamande til dessert juleaften. I stedet fik vi først risengrød (så var maverne mætte), og derefter kalkun. Risengrøden var et godt trick til at spare på de dyrere råvarer til måltidet, og det er jeg ret sikker på, både min mor og far har lært i deres nøjsomme, børnerige familier.

Nu om stunder koger vi risengrød den 23., så den er kold til risalamanden den 24. Og hvorfor så ikke koge lidt ekstra, så vi kan få klatkager af risengrød?

Klatkager der smager

Som basisopskrift kan du lave klatkager af en rest risengrød, æg, mel og lidt sukker. Men du kan også give dem lidt ekstra smag og knas – med citronskal, mandler og vanilje.

Server klatkagerne med syltetøj, flydende honning og måske nogle kanelstegte æbler, som du også for opskriften på her.

Andre søde sager, der også smager lidt af jul (eller er gode efter vinterens supper):

Hvor glad er du for opskriften?

Giv 1-5 hjerter

Klatkager af risengrød

Desserter og kager

Rækker til: 12-14 stk.

Forberedelse: 5 minutter

Tilberedning: 20 minutter

Til klatkagerne skal du bruge:

  • 5 dl risengrød (se evt. nedenfor)

  • 3-4 spsk mel

  • 2 æg

  • 1 spsk sukker

  • 25 smuttede, grofthakkede mandler

  • evt. fintrevet skal af 1/2 øko citron

  • evt. 1/2 tsk vaniljesukker

Husk også:

  • smør at stege i

Andet tilbehør?

  • Rødt syltetøj, fx solbær eller tyttebær

  • Flydende honning

  • Farin

Til de kanelstegte æbler skal du bruge:

  • 2 æbler

  • 30 g smør

  • 2 spsk sukker

  • 2 tsk kanel

Sådan laver du klatkagerne:

  1. Rør risengrøden op med mel, æg og sukker, og tilsæt evt. mandler, citronskal og vaniljesukker.

  2. Steg klatkagerne i smør. Start med en enkelt og se (og smag), om den er, som den skal være. Måske lidt mere mel, salt, sukker …

    På en skala fra 1-9 starter jeg på 7 og skruer lidt ned, så klatkagerne bliver gennemstegte uden at blive for mørke.

Sådan laver du kanelstegte æbler:

  1. Skær æblerne i kvarte, fjern kernehusene og skær æblerne i tynde både.

  2. Smelt smørret på en stor pande ved middelvarme, drys sukker og kanel over. Sluk for panden, mens du fordeler æblerne på panden, skru så lidt op igen, og steg ved svag varme, til sukkeret er karamelliseret, og æblerne er møre. Vend dem rundt en gang undervejs. Det tager 5-10 minutter.

  3. Servér!

Fik du prøvet opskriften?

Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Sådan laver du risengrød

Husk – hvis du ikke skal spise grøden med det samme, behøver du ikke koge den helt færdig. Den sætter sig, når den køler af.

​Du skal bruge (giver godt en liter risengrød):

  • 2 dl grødris
  • 2 dl vand
  • 1 l mælk (gerne sødmælk)
  • lidt salt

Sådan gør du:

  • Kog først grødrisene op med vand et minut eller to.
  • Tilsæt så mælken, og kog op. Lad så grøden simre under omrøring i 45-60 minutter.
  • Rør saltet i til sidst (smag til).

I mikroovn:

Brug en stor (for stor!) skål.

  • Kog ris og vand op ved fuld effekt. Rør lidt rundt.
  • Tilsæt mælken, og kog op ved fuld effekt.
  • Skru så ned på 30-40 % effekt og giv grøden 20 minutter. Hold øje, rør lidt rundt.
  • Giv grøden ca. 15 minutter mere ved den lave effekt.
  • Rør saltet i.

Klatkager af risengrød med kanelstegte æbler

Måske også noget for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.