Bagt salat med aubergine, tomat og kerner

En lun bagt salat med bagte auberginer og tomater, friske krydderurter og kerner der mætter. Lækkert tilbehør!

En bagt salat er dejligt tilbehør til alverdens varme retter – og som en frokost i sig selv. For mig er den også en smart måde at få mere aubergine på menuen – jeg elsker aubergine!

Bagt salat med aubergine, tomat og kerner

Bagt salat med aubergine, tomat og kerner

Forb. tid 20 minutter
Tilb. tid 30 minutter
Samlet 50 minutter
Giv de første stjerner!
En bagt salat koncentrerer smagen – så der er masser af smag og lækkerhed i denne salat, der også mætter godt med kogte kerner.
Antal: 4 personer

Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.

Du skal bruge:

Til salaten skal du bruge:

  • 500 g aubergine
  • 500 g små tomater (fx cherry eller daterino)
  • 2 dl perlebyg
  • olivenolie
  • tørret timian
  • salt
  • friskkværnet peber
  • 1 bundt frisk basilikum
  • 1 bundt bredbladet persille
  • 1 dl sorte oliven
  • evt. 2 spsk ristede pinjekerner

Til dressingen skal du bruge:

  • ½ citron (saften)
  • 4 spsk olivenolie
  • salt og friskkværnet peber (smag til)

Sådan gør du: 

Sådan gør du:

  • Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
  • Skær auberginerne i kvarte på langs og dernæst i i 1,5 cm tykke skiver. Jeg brugte japanske aubergine, en lang tynd fætter, der bare skal skæres i skiver. Men almindelige auberginer går lige så fint. Vend auberginerne i 3 spsk olivenolie, drys med salt og peber, og sæt dem i ovnen. De skal have en halv times tid (skru gerne op for varmen til sidst, hvis de er blege – op til 220 grader).
  • Skyl og halver tomaterne, og vend dem i 2 spsk olivenolie. Bred dem ud på et stykke bagepapir med skærefladen opad, drys med timian, salt og friskkværnet peber. Sæt dem i ovnen med det samme. De skal have ca. 25 minutter.
  • Skyl perlebygkernerne, og kog dem i rigeligt let saltet vand i 20 minutter. Dræn dem og lad dem køle lidt af.
  • Skyl krydderurterne og dup dem lidt tørre. Pluk dem, og hak dem groft.
  • Når tomater, auberginer og kerner er klar og kølet lidt af: Bland salaten (og husk endelig olien fra den plade med tomaterne – den smager himmelsk!). Drys med pinjekerner. Ryst dressingen sammen, og fordel den over. Server!

Muttis tips

Du kan også bruge min olie-eddikedressing – den tager 5 minutter at lave, og der er til mange salater.
Kunne du lide opskriften?Giv 1-5 stjerner ved at klikke på dem, eller efterlad en kommentar.
Giv de første stjerner!
Pin Del Udskriv
Fik du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar her, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Du kan nemt lave en bagt salat i forvejen

Fordelene ved en bagt salat er der flere af:

  • En bagt salat er mere intens i smagen. Grønsagerne damper noget væde af i ovnen, så smagen forandrer sig og bliver mere koncentreret. Det gør sig godt, når du bruger salaten som tilbehør, for eksempel til kraftige sager som lam, til en mild fisk eller måske til grønne deller.
  • Jeg har tilsat nogle kogte kerner, så du behøver ikke at tænke på kartofler, ris eller brød også.
  • Du kan bruge grønsager, der ellers ikke egner sig til salat, fx aubergine.
  • Du kan bruge grønsager, der har set deres bedste dage. Det gør ikke noget, de er lidt slatne – en tur i ovnen giver dem nyt liv! Til kamp mod madspild, ikk’.
  • Du kan forberede ingredienserne i forvejen og bare vende salaten med friske krydderurter til spisetid. Et squeez citron eller lime, lidt god olie – så er der serveret.
  • Og får du en rest, har du en smagfuld madpakke dagen derpå.
Lun salat med aubergine, tomat og kerner

Denne salat er faktisk udviklet specielt til en middag, hvor vi skal have fisk i ovnen, og der skal noget grønt til. Her foretrækker jeg tilberedte grønsager frem for en frisk salat – og når der ikke er plads i ovnen samtidig, kan det klares med en bagt salat, lavet i forvejen.

Bagt salat med aubergine, tomat og kerner

En anden aubergine-salat?

Bloggen har også to andre salater med aubergine:

I den ene får du quinoa i stedet for kogte kerner, tomaterne er friske, og salaten har fået feta. Så den er lidt mere græsk i det.

Auberginesalat med feta
En skøn mættende salat for dig, der elsker auberginer og smagen af det græske køkken. Nem at tilberede og fuld af friske krydderurter.
Gå til opskrift
Auberginesalat med feta

Den anden er med grillede (eller ovnbagte) aubergineskiver, friske tomater og tahindressing. Et hit fra det mere libanesisk inspirerede køkken.

Grillet auberginesalat med tomat
En rigtig salatklassiker fra middelhavskøkkenet – med grillet aubergine, tomater, krydderurter og en skøn tahincreme. Den er umagen værd!
Gå til opskrift
Grillet auberginesalat med tomat og tahincreme

Bodil

Bodil

Hej! Jeg hedder Bodil, og det er mig, der er mutti. Her får du opskrifter, der gør dit køkken lidt grønnere, lidt nemmere - og du får smæk på smagen.

Ingen kommentarer endnu

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Din bedømmelse:




    • Hej Lisa, du kan sagtens lave alt klar i forvejen. Det eneste, der bliver lidt trist ved at stå, er de friske krydderurter. Så dem vil jeg anbefale, du venter med til lige før servering. Håber det giver mening 🙂 Og god fornøjelse. Kh Bodil