Følg med her:
Tzatziki – tilbehør til græsk mad
En lækker, cremet tzatziki er det bedste tilbehør til græsk mad. Snup opskriften her – plus forslag til græsk mad og 4 gode tzatziki-tips under opskriften.
Tzatziki – helt klassisk
Græsk yoghurt, agurk, hvidløg, sådan kort sagt. Smagen af Grækenland og græsk mad – og endda virkelig nem at lave.
Og jeg kan jo ikke påstå, det er en opskrift, jeg har opfundet. Så jeg takker grækerne for at få den geniale idé – og for at lære os nordboer, at yoghurt ikke behøver at være noget tyndt pjask.
Jeg har lavet min tzatziki helt klassisk i udgangspunktet, men du får også et par tricks:
- Hvordan du undgår en våd tzatziki
- Hvordan du kan spice op med krydderurter
- Og lidt uden for den græske skive: Hvordan du kan udskifte agurk med squash – for en kraftigere smag – eller rødbede – for en fantastisk kulør.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
- 1 agurk (stor, øko smager af mest)
- 1 tsk salt
- 5 dl græsk yoghurt (gerne 10 %)
- 2 fed hvidløg
- 2 tsk citronsaft (smag til)
- friskkværnet peber
Du kan twiste din tzatziki med finthakkede friske krydderurter, fx
- dild
- mynte
- persille
Til servering fx:
- olivenolie
- oliven (dine yndlings)
- fladbrød (opskrift)
Sådan gør du:
- Riv agurken groft, bland den med salt, og lad den trække.
- Imens: Riv eller pres hvidløg så fint som muligt (jeg bruger et ultrafint rivejern fra Microplane). Rør det godt sammen med yoghurt og citronsaft. Vil du ha’ krydderurter i, så hak dem fint og tilsæt.
- Pres så væden fra agurken, bare med hænderne så godt du kan. Bland agurken i yoghurten, bland godt, og smag til, evt. også med lidt ekstra salt. Stil tzatzikien koldt, til den skal serveres.
- Server fx med en sjat olivenolie, dine yndlingsoliven og lidt godt brød. Jeg bruger mine græske fladbrød.
Græsk mad med tzatziki som tilbehør
Der findes tusindvis af opskrifter på tzatziki ude på det her store internet. Men lige som enhver græker sikkert har sine egne præferencer, har jeg også mine, og dem orker jeg ikke genopfinde hver gang, jeg får lyst til tzatziki. Så her får du min bedste opskrift, og den bruger jeg som tilbehør til alverdens ting. For du ved, retter med tzatziki som tilbehør, dem kan man næsten ikke få for mange af. Prøv for eksempel:
- Vegetarfrikadeller, helt oplagt til rødbedebøffer eller græske squashfrikadeller
- Stegt fisk
- Grillmad
- En græsk lammegryde
Og man kan jo også vende det om og sige: Jeg har lyst til tzatziki. Hvad skal der til?
- Græske kartofler – bare som en snack
- Et stykke godt brød, fx et græsk fladbrød med oliven og feta. Eller pitabrød, selvfølgelig.
- En tomatsalat!
- Og selvfølgelig gode oliven.
4 tips til den bedste tzatziki – min version!
Vi har nok alle vores tzatziki-præferencer, og det er ikke fordi, jeg følger alle mine egne råd hver gang. Men altså, nok er det enkelt med yoghurt, agurk og hvidløg, men i hvilket forhold, og hvordan undgår man, at tzatzikien bliver for våd og sjasket?
Tip #1: Brug græsk yoghurt, og spar ikke på fedtprocenten. Når det skal være helt rigtigt, bruger jeg den med 10 % fedt, og kender jeg grækerne ret, så er de enige. Dermed ikke sagt, jeg ikke kan finde på at lave den med 2 % eller endda med skyr (og ekstra citron, så). Men brug yoghurt 10 %, hvis det skal smage af en tur til Grækenland.
Tip #2: Få vredet væden godt ud af agurken. Det gør du ved at rive agurken først, vende den med lidt salt og lade den stå 10 minutter. Den kemiske proces hedder osmose (og det er faktisk græsk!) – pointen er, at saltet trækker væden ud af agurken, så du hurtigt kan vride den af. Jeg gør det bare med rene hænder – men du kan også bruge et nyvasket viskestykke.
Tip #3: Riv eller pres hvidløget virkelig fint. Du har sikkert prøvet en tzatziki, hvor nogle mundfulde var mere ‘hvidløgede’ end andre. Eller oplevet, at tzatzikien smagte mere af hvidløg på dag 2. Jeg bruger et helt fint rivejern fra microplane, og det gør faktisk en forskel.
Tip #4: Brug økologisk agurk. Det er ikke bare en religiøs indstilling – typisk er der mere tørstof og væsentlig mere smag i økologiske – især danske – agurker end i de konventionelle.
I Grækenland er agurkerne typisk tykkere og har også en tyk skræl. Derfor anbefaler de at skrælle agurken og fjerne kernerne. Det er helt unødvendigt med en dansk, økologisk agurk.
Hvor længe kan dippen holde sig?
Jeg har ikke videnskabeligt belæg for at sige præcis, hvor længe din tzatziki kan holde sig. Min erfaring er, at den bestemt ikke er ringere efter en dag eller to, og den kan sagtens være på toppen 3 dage. Begrænsningen er agurken – hvor længe vil du lade revet agurk stå? Nok ikke en hel uge.
Men der er et par ting, du kan gøre for at forlænge holdbarheden:
- Hvis du laver en stor portion: Tag kun den mængde ud af køleskabet, du vil bruge. Tzatzikien holder bedst, hvis den står ved køleskabstemperatur.
- Sørg for god hygiejne, og opbevar tzatzikien i en ren bøtte med låg.