Thai-inspireret svamperet med peanutsauce
Vil du ha' flere opskrifter i samme stil?

Du kan vælge mellem to nyhedsbreve - direkte i din indbakke. Vil du se?

Thai-inspireret svamperet med peanutsauce

Nem og smagfuld vegetarisk svamperet med cremet peanutsauce – thai-inspireret comfort food med masser af grøntsager og umami.

Vegetarisk svamperet med asiatisk magi

Gode svampe er ofte en genvej til masser af smag i det vegetariske køkken, og her får du en opskrift, der læner sig opad netop det faktum: En svamperet fuld af umami, både fra svampene og fra det asiatiske køkken. Elsker det!

Inspiration fra Nordjylland – smag af Thailand

Det hele begyndte med et sensommerbesøg på Svinkløv Badehotel, hvor de altid har en grøn menu (og hurra for det!). Denne aften var den med kejserhatte, og nøj – jeg havde glemt, hvor forrygende lækre sådan nogle store svampe kan være, når de bliver stegt lidt hårdt og får en marinade med masser af smag.

Hjemme i mit eget køkken drømte jeg lidt videre om kombinationen af svampe og asiatiske smage, så da jeg faldt over nogle virkelig flotte østershatte, blev de anledningen til en ny opskrift.

Og selvom den her ret er stærkt inspireret af Thailand (og ikke Nordjylland), er det altså en dansk sommeroplevelse, der satte det hele i gang. Jeg håber, du får lige så meget glæde af den som jeg!

Thai-inspireret svamperet med peanutsauce

Thai-inspireret svamperet med peanutsauce

Forb. tid 35 minutter
Giv de første stjerner!
En herlig svamperet med spicy thai-peanutsauce, du nærmest kan drikke direkte fra gryden.
Antal: 4 personer

Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.

Du skal bruge:

Thai-smagsbomben:

  • 1,5 frisk rød chili
  • 20 g frisk ingefær
  • 4 fed hvidløg
  • 1 spsk honning
  • 1 spsk soya sauce
  • 1 spsk miso
  • 1 lime (saften)

I øvrigt:

  • 3 dl grønsagsbouillon (vand + terning)
  • 400 g østershatte
  • 2 spsk sesamolie
  • 2 spsk peanutbutter
  • 3 bok choi
  • 240 g kikærter (tilberedte, fx fra 1 dåse)
  • 200 g cherrytomater
  • ½ dåse kokosmælk
  • 2 forårsløg (eller frisk thai-basilikum)

Til servering

  • 2 spsk sesamfrø
  • ris (eller nudler)
  • frisk koriander

Sådan gør du: 

  • Start med at sætte ris over, hvis du vil servere retten med ris.
  • Rist sesamfrøene på en tør pande et par minutter, til de begynder at springe.
  • Bland thai-smagsbomben: Fjern frøstanden fra chili, og kør så chili, ingefær, hvidløg, honning, soya sauce, miso og saft af lime i en minihakker. Sæt til side.
  • Del svampene, evt. skær de største igennem på langs.
  • Varm en pande eller sauterpande med sesamolie til god varme, og steg dine østershatte, til de har taget farve på begge sider. Læg svampene til side.
  • Tip: Vil du servere nudler til svamperetten, så sæt nudlerne over nu.
  • I sauterpande eller gryde: Varm peanutbutter op sammen med lidt af grøntsagsbouillonen – pisk i hånden, og tilsæt bouillon lidt ad gangen, til du har en cremet sauce. Hold gerne noget af bouillonen tilbage. Tilsæt så DET MESTE AF smagsbomben – hold ca. 1/4 tilbage. Skru ned, og lad det simre, så smagene blander sig godt.
  • Imens, skær bok choi i grove stykker på langs, halver cherrytomaterne, og dræn kikærterne.
  • Tilsæt kokosmælk, og varm saucen op igen. Kom så cherrytomater, bok choi, østershatte og kikærter i gryden, læg låg på, og varm op, til bok choi falder let sammen. Smag til med resten af smagsbomben og tilsæt evt. den sidste bouillon (eller ekstra kokosmælk, hvis retten er blevet for stærk).
  • Imens, skær forårsløg i tynde skiver.
  • Server svamperetten med ris, forårsløg, koriander, ristede sesamfrø og limebåde.
Kunne du lide opskriften?Giv 1-5 stjerner ved at klikke på dem, eller efterlad en kommentar.
Giv de første stjerner!
Pin Del Print
Fik du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar her, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

En svamperet med tryk på smag og tekstur

Den her vegetariske svamperet er en kulørt smagsbombe med saftige østershatte, grøn bok choi og røde cherrytomater, vendt i en varm, cremet peanutsauce med lime, ingefær og et lille chili-kick.

Bok choy (eller om du vil: Pak choi – det er det samme) elsker jeg for dens crunch og milde kålsmag. Og det er jo nærmest indbegrebet af thaimad.

Det er en ret, der både mætter og varmer – og som du kan servere med ris eller nudler alt efter, hvad du er i humør til. Jeg går oftest med ris, men er du til nudler, bliver det jo ikke mindre thai af det. Hvis du vælger nudler, så vend dem gerne i saucen til sidst.

En peanutsauce, der gør hele forskellen

Peanutsaucen her er ikke helt klassisk som den, du måske kender fra satay. Den er lidt mildere, rundere – og med både lime, soja og honning balancerer den sødt, salt og syrligt på den måde, jeg synes, asiatisk mad kan være så genial til. Og hvis du sku’ få lyst, så kan saucen sagtens bruges til meget andet end denne ret. Prøv den også til grillede grøntsager eller som dip til friske forårsruller. Ja, eller bare med en ske direkte fra panden, hvis du er alene hjemme.

Gør det nemt – og gør det dit

Noget af det bedste ved vegetariske retter som denne er, at de er til at lege med. Har du ikke østershatte? Brug fx portobello (eller om muligt: Kejserhatte). Ingen bok choy? Brug spinat eller måske palmekål. Andre gode bud på grøntsager kunne være sugar snaps, aspargesbroccoli, blomkål, rød peberfrugt eller grønne bønner. Det hele handler om tekstur, farver og grøntsager med smag og power.

Tip: Vælger du fx broccoli, blomkål, aspargesbroccoli eller bønner, så sørg for at dele dem i ensartede stykker, og giv dem et opkog i grøntsagsbouillonen – bare et par minutter.

Der er ingen, der siger, at du absolut skal servere med sesan på toppen – tag det som forslag, og brug hvad du har. Peanuts vil også være godt.

Jeg serverer den også med friske forårsløg og gerne en limebåd eller to, så man selv kan justere syren.

Skal svamperetten ikke være vegetarisk?

Det er i høj grad saucen, der sætter retningen her, og den kan enes med meget andet også. Hvis du gerne vil have lidt animalsk protein med i retten, kan det fx være rejer eller fast fisk (som du kan tilberede direkte i gryden til sidst – læg det øverst, og lad det dampe under låg, mens retten simrer nogle minutter). Eller kylling, som jeg nok ville tilberede på samme måde som svampene.

Forberedelse og rester – gør hverdagen nemmere

Hvis du vil gøre det nemt for dig selv på en travl hverdag, kan du sagtens forberede dele af retten i god tid. Du kan enten forberede det, jeg kalder Thai-smagsbomben – eller lave saucen klar. Den holder sig fint et par dage i køleskabet.

Du kan også snitte grøntsager og stege svampene på forhånd, så de bare skal varmes med i retten, når sulten melder sig.

Og så er der resterne – hvis der altså er nogen. Svamperetten er en af de retter, der smager mindst lige så dagen efter, når smagene har fået lov til at sætte sig. Det grønne bliver måske lidt for – tja, kogt? – så tilsæt evt. ekstra frisk bok choi eller spinat, når du varmer retten op igen.

Gem resterne i en lufttæt beholder i køleskabet (de holder sig fint i 2-3 dage), og varm dem forsigtigt op i en gryde. Måske med en sjat ekstra bouillon eller vand, hvis saucen er blevet lidt tyk.

Når jeg savner sommeren …

Svamperetten rammer rigtig godt i overgangen til efteråret. Den er varm og fyldig, men stadig frisk og fuld af grønt. Jeg kunne sagtens spise den en kølig hverdagsaften med en stor skål dampende ris og stearinlys i vinduet – og drømme mig lidt tilbage til sommeren. Eller som jeg sagde til min bedre halvdel, da jeg lavede opskriften klar til bloggen: Den kan jeg spise flere gange om dagen! Anytime.

Bodil

Bodil

Hej! Jeg hedder Bodil, og det er mig, der er mutti. Her får du opskrifter, der gør dit køkken lidt grønnere, lidt nemmere - og du får smæk på smagen.

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Din bedømmelse: