Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page

Indisk mad kan jeg altid få lyst til – det er rigtig comfort food, der kommer hele vejen rundt fra en pivstærk curry til en mild og sødlig tikka masala. Fælles for de fleste indiske retter er, at det hele handler om den krydrede sauce, og den kan du variere i det uendelige.

Indisk mad – krydrede opskrifter med smag af Indien

Når maden skal være mere autentisk indisk, skal du bruge hele krydderier, som du varmer op på en tør pande først og støder i en morter. Men, jeg ved det, de fleste af os skyder genvej og bruger stødte krydderier. Og mellem os sagt: Det kan altså også smage ganske fortryllende.

I nogle af opskrifterne gør jeg lidt både-og – bruger frisk chili og ingefær, hel kanel og hel kardemomme. Og supplerer med stødte krydderier.

De fleste indere er hinduer, og det betyder, at de generelt spiser mindre kød end de fleste andre. Som religion.dk skriver: Man må spise det man har lyst til, men hindusamfundet praktiserer og anbefaler vegetarisk spisning, idet man mener, at kød fremmer visse aggressive egenskaber hos mennesker, mens vegetarmad passiviserer menneskers aggressioner.

Så værsgo’, her får du alle mine indiske opskrifter. De fleste er fredelige vegetarretter, men mange af dem giver alligevel dine smagsløg et kækt, krydret smæld at vågne på!

Jeg håber, du finder noget, du får lyst til at prøve.

Velbekomme!

At spise på indisk

Når jeg tænker på indisk mad, kommer der altid et bestemt billede op i mit hoved: Et besøg på en indisk restaurant i Kuala Lumpur for mange år siden. Her sad vi på gulvet ved lave borde og fik maden serveret på bananpalmeblade. Kvinderne omkring os var klædt i de smukkeste indiske sarier og lette slør, og de sad helt afslappet og spiste med højre hånd, mens den venstre hånd viftede synligt – med albuen på bordet.

Fordi: Man bruger højre hånd til at spise med – venstre hånd bruger man i den anden ende … Og det er åbenbart vigtigt, at man signalerer, der er styr på det.

Det var vi heldigvis blevet instrueret om af vores danske værter, så vi ikke faldt igennem mere end højst nødvendigt. Der gik dog lidt, før vi fik styr på teknikken med at skrabe sovsen op med brødet eller med de klistrede ris uden at bruge to hænder eller andre redskaber.

Herhjemme spiser jeg de fleste indiske gryder enten med kniv og gaffel – eller med ske. Og med brød eller ris til at suge sovsen, for det er der, hele smagen findes.

Tip! Husk at bestille curry

Hvis du nogensinde kommer til Indien – eller Sri Lanka – så husk at bestille curry. Nogle gange står den lidt anonymt på spisekortet mellem mere vestlige retter (hvis der da er et spisekort), og man tænker, det måske ikke er så spændende. Men det er det! For en indisk curry består ikke bare af én ret. Den kommer typisk i 5-7 skåle, hvor én er ris, og resten er de mest vidunderlige grønsagscurries – med grønne bønner, aubergine, kartofler, søde kartofler og alt muligt andet godt. Plus selvfølgelig selve ‘hovedcurry’en’, som måske er med fisk, kød eller skaldyr. Den fest må du ikke snyde dig selv for!