Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page

Hjemmelavet pesto med basilikum - Maries fænomenale!Afhængighedsskabende pesto fra en ægte pasta-pesto-lover. Den er fuld af de bedste ingredienser, så du kan godt glemme alt om de efterligninger, du finder i supermarkedet. Hvad laver fx kartoffelflager og solsikkeolie i en god pesto? Nej tak siger jeg – og tak til Marie for denne nemme, fremragende opskrift.

Opskrift på hjemmelavet pesto med basilikum

Du tager:

25 g pinjekerner
10 g soltørrede tomater
60 g parmesanost
2 fed hvidløg
1 potte/1 bundt frisk basilikum – fjern stilkene (de er gode at koge suppe på, men lidt for bitre i pestoen)
1/2 spsk sød chilisauce (kan udelades, hvis du vil undgå sukker)
1 dl olivenolie
evt. lidt salt
friskkværnet peber

Håndholdt eller blendet pesto? Sådan:

Håndholdt pesto:

  1. Hak pinjekerner, soltørrede tomater og basilikum fint i hånden.
  2. Pres eller riv hvidløget fint.
  3. Bland det hele godt sammen. Brug gerne en morter, der virkelig får smagen frem.

Blendet pesto:

  1. Skær parmesanen i pænt tynde skiver først.
  2. Chop det hele i en blender, foodprocessor, minihakker eller med en stavblender.

Tip om pesto til alt

Pestoen gør underværker i alle sammenhænge: Med salater, på brød, som dip, til røget laks, til stegt kylling, til omelet, på fisk i ovnen, i italiensk parmigiana, i minestrone og selvfølgelig til pasta. Og sikkert også mange andre ting.

Tip om pesto i fryseren

Du kan sagtens fryse din pesto ned i mindre portioner, så du altid har en god pesto ved hånden. Jeg vil ikke afvise, at en ægte pestoafficionado kan smage en smule forskel på frisk og optøet pesto. Men den slår stadig købepestoen med mange, lange længder.

Tip om pesto og holdbarhed

Din hjemmelavede pesto holder en uges tid i køleskabet. Der er dog et par tricks, der kan forlænge holdbarheden:

  • Skold dine opbevaringsglas, og skyl dem evt. med atamon.
  • Top op med lidt ekstra olivenolie, når du hælder pestoen på glas.
  • Eller – ta’ tippet ovenfor og opbevar din pesto i små portioner i fryseren.

Gem

Måske også noget for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.