Følg med her:
Vegetarisk cæsarsalat med halloumi
Ingen kylling. Hvad så?
Jeg har altid elsket cæsarsalat, men efterhånden som jeg spiser mindre og mindre kød, har jeg savnet et alternativ til den sprøde kylling. Jeg ville også gerne have et vegetarisk alternativ til dressingen, der jo normalt er med ansjoser.
Så cæsar salaten skulle genopfindes. Og det lykkedes rigtig godt, hvis jeg selv skal sige det. I stedet for kyllingen har jeg valgt at bruge halloumi (eller grillost, som det ofte hedder i supermarkedet). Halloumi bliver kun endnu bedre af at blive paneret – sprødt udenpå, osteblødt indeni …
Ingen klassisk cæsardressing. Hvad så?
Cæsar dressingen har jeg også arbejdet på. Den har fået et quick fix, der – ifølge mig! – smager helt forrygende.
Og bare rolig, én ting har jeg bevaret helt klassisk: Cæsarsalaten har selvfølgelig stadig de knasende hvidløgscroutoner …
Er det så en cæsarsalat? Well, det afgør du. Men jeg er nærmest lykkelig, fordi har genfundet min gamle favorit, nu bare i vegetariske klæder.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
Til cæsarsalaten skal du bruge:
- 300 g halloumi (grillost)
- 3 spsk hvedemel
- 1 æggehvide
- 150 g rasp (helst panko)
- 4 skiver lyst brød (fx surdejsbrød eller hvad du har)
- 2 fed hvidløg
- 3 spsk olivenolie (til croutonerne)
- salt (til croutonerne)
- olie (til stegning af halloumi)
- 6 små romainesalat
- parmesan (til servering)
Til en hurtig cæsarsalat dressing skal du bruge:
- 3 spsk æblecidereddike
- ¾ dl smagsneutral olie (fx raps)
- 1 tsk dijonsennep
- 1 æggeblomme
- 25 g parmesan
- salt og peber
Sådan gør du:
- Croutoner: Skær brødet i croutonstykker. Pres hvidløget. Bland 3 spsk olie, hvidløg og salt sammen – vend brødstykkerne i olien. Rist dem i ovnen eller på panden:
- I ovnen: Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Fordel croutonerne på et stykke bagepapir, og giv dem ca. 10 minutter i ovnen, til de er gyldne og sprøde. Vend dem et par gange undervejs.
- På panden: Rist croutonerne på en pande, hvor du hyppigt vender rundt – til de er gyldne og sprøde. Pas på, du ikke steger for varmt. Det er nemmere at styre, hvis panden kun er godt middelvarm.
- Dressing: Riv parmesanen fint, og blend alle ingredienser til en tyk, cremet dressing.
- Halloumi: Skær osten i skiver, og vend dem i mel. Pisk æggehviden let i en tallerken, og hæld rasp op i en anden tallerken. Vend så halloumistykkerne først i æg, så i rasp. Steg dem på en pande i rigeligt olie i 5-6 minutter, til de er gyldne og sprøde på begge sider. Læg dem på fedtsugende papir.
- Pluk salaten, og vend den med halvdelen af dressingen. Bred den ud på et fad. Skær halloumiskiverne over diagonalt i trekanter, og fordel dem over salaten sammen med croutonerne. Hæld den sidste dressing over, eller server ved siden af. Riv den sidste parmesan over. Spis!
Muttis tips
- 1 æggeblomme
- 1 dl olie-eddikedressing
- 25 g revet parmesan
Vegetarisk cæsarsalat med halloumi og sprøde hvidløgscroutoner
Elsker du også kombinationen af sprødt og blødt? Så er der ingen vej uden om: Så skal din halloumi paneres – og hvidløgscroutonerne skal ristes med olie. Grøn mad behøver jo ikke at være fedtfattig.
Cæsardressing – vegetarisk og nem
Mayonnaise er en af de ting, jeg aldrig har i mit køleskab, og det er jo umiddelbart et handicap, når man gerne vil lave cæsarsalat. Men så er det jo heller ikke værre. I stedet for at tage udgangspunkt i mayo, har jeg taget udgangspunkt i noget, jeg ALTID har i køleskabet, og som jeg elsker: Min olie-eddikedressing.
Jo, det kan man godt. Den får lige en æggeblomme til at skabe den cremede konsistens – og et skud parmesan til at geare smagen op på cæsarmåden. Voilá. (Så er det jo næsten mayo, kan du indvende. Og måske har du ret).
Jeg savner ikke ansjoserne, men hvis du gør – og din dressing ikke skal være stramt vegetarisk – så kan du jo blende et par stykker med.
Tips til at variere en vegetarisk cæsarsalat
En cæsarsalat er en helt enkel salat, og for sådan en som mig kræver det, at jeg virkelig holder mig på måtten, for jeg får lyst til at tilsætte alle mulige andre ting.
Men! Det smager fantastisk i sig selv.
Hvis du alligevel er lidt som mig, eller gerne vil give salaten noget ekstra grønt eller skifte halloumi ud med andre vegetariske alternativer, så får du et par tips her.
Cæsarsalat med kål
Hvis du synes, der er lidt for lidt mad i romainesalat, kan du sagtens udskifte eller supplere den med enten grønkål eller spidskål. Eller en blanding. Bare husk at give grønkålen lidt kærlighed først, så den bliver blød og behagelig i salaten. Det tager kun lige 30 sekunder ekstra.
Cæsarsalat med avocado, æg eller sprøde kikærter?
Jeg synes, avocado klæder cæsarsalaten rigtig godt. Skær den i tern eller både – og gi’ dem et dryp citronsaft.
I stedet for halloumiosten kan du koge et par smilende æg. Halver dem, og læg dem øverst i salaten.
Du kan også skifte croutonerne ud med sprøde, ristede kikærter. De mætter og knaser!