Følg med her:
Rødbedetærte med feta, hytteost og grov tærtebund
Kombinationen af rødbede og feta er eminent i denne rødbedetærte med feta og hytteost. En smuk vegetarisk tærte i en grov, sprød tærtebund.

Rødbedetærte har længe stået på min ønskeseddel, men jeg har diskuteret en del med mig selv, hvordan den skulle være. Faktisk har jeg først lært at sætte pris på rødbeder rent sent i livet – jeg har ikke været så vild med den lidt fade smag af jord, og syltede rødbeder er bare ikke min ting.
Jeg har dog fundet ud af, at rødbeder har godt af et modspil – noget salt, stærkt eller syrligt. Så jeg har øvet mig med en salat med rødbeder og asiatisk ingefær-chili-soya-dressing kan noget. Bagte rødbeder med peberrodscreme, uhm. Krydrede rødbedefritter i en blanding af rodfrugter i ovnen, det er guf! Rødbedebøffer med feta smager fantastisk. Og når jeg nu elsker grøntsagstærter, er en tærte med rødbede vel næste logiske skridt.
Derfor valgte jeg at lave min rødbedetærte med feta, og samtidig har det fået lidt smag af mellemøsten med både koriander og spidskommen.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
Til tærtebunden skal du bruge:
- 100 g fuldkornshvedemel Reklamelink (eller grahamsmel)
- 100 g hvedemel
- 1 dl græsk yoghurt (eller andet surmælksprodukt)
- ½ dl olivenolie
- ¼ tsk salt
- 2,5 spsk vand
Til fyldet skal du bruge:
- 400 g rødbede (ordnet vægt)
- 1 rødløg
- 3 æg
- 200 g hytteost
- 1 tsk stødt spidskommen Reklamelink
- 2 tsk stødt koriander Reklamelink
- ½ tsk salt
- 150 g feta
- 25 g hasselnødder
Sådan gør du:
Tærtebunden:
- Bland alle ingredienser sammen, og rul dejen ud, så den passer til din tærteform (den bliver sprødest i en metalform). Beklæd formen med bagepapir (eller smør den med olie), læg dejen i, og prik den med en gaffel. Bag den ved 175 grader i ca. 15 minutter. (Sæt gerne ind i kold ovn, og giv den så 20 minutter).Tip: Du kan også lave dejen i røremaskine.
Sådan laver du fyldet:
- Skur eller skræl rødbederne, og riv dem groft. Pil løget, og hak det fint, evt. med minihakker.
- Bland rødbeder og løg med æg, hytteost, spidskommen, koriander og salt – og rør, til fyldet er jævnt. Vend 100 g af den smuldrede feta i. Gem de sidste 50 g.
- Når bunden er forbagt: Hæld fyldet i og bred det ud. Drys feta og nødder over, og glat overfladen lidt med bagsiden af en stor ske. Bag tærten færdig ved 175 grader varmluft i ca. 60 minutter. Læg folie over den sidste halve time, hvis nødderne ellers bliver for mørke.
- Lad gerne tærten hvile 10 minutter, før du skærer den ud.
To tricks til en nem grøntsagstærte med rødbede
Jeg ELSKER grøntsagstærter, men der er to ting, der kan få mig til at overveje dem en ekstra gang: Det er lidt bøvlet at lave bunden. Og hvis fyldet skal være mørt uden at være for vådt, kræver det tit en tur i ovnen først.
Men ikke her.
I stedet for en tærtebund med smør har jeg lavet en lidt mere fedtfattig grov tærtebund med yoghurt og olie. Den er nem. Ikke noget med at smuldre smørret først – dejen skal bare samles og rulles ud.
Og når jeg river rødbederne, behøver jeg ikke forbage dem. Det vinder noget tid, for mens bunden bliver forbagt i ovnen, kan jeg snildt lave fyldet klar. Voilá, fyldet hælder jeg i bunden – og jeg får en time med benene op i sofaen, mens min madtærte bager færdigt.
Andre grøntsagstærter?
Hvis du kan li’ rødbedetærte med feta, har jeg flere vegetartærter, du måske også er interesseret i:












