Minestrone er en mættende suppe, der smager skønt og intenst af både tomat, basilikum og grønsager.
Masser af smag i vegetarisk minestrone
Jeg kommer godt med bønner i min minestrone, så du også får protein, der mætter. I mange år har jeg også lavet min minestrone med lidt røget kalkulbacon (og den anvisning kommer nedenfor). Men jeg øver mig i at få umami fra andet end kød – lidt grønnere, jo. En helt vegetarisk minestrone skal jo smage mindst lige så godt som den med bacon, og der kom jeg i tanker om miso. Miso er (kort fortalt) fermenteret soya, og det tilføjer masser af god umami til mange ting. Nu også til min vegetariske minestrone!
Og som prikken over det italienske i: Pesto. Jo bedre pesto, jo bedre smag i suppen. Jeg laver min selv og gemmer den i fryseren i små portioner, så det kun tager et øjeblik, når den skal i suppen. Opskriften på en fænomenal pesto finder du lige her.
Tilbehør til minestrone
Jeg synes, der skal brød til suppe. Helst godt hjemmebagt brød, fx foccacia eller nogle gode boller.
Har du noget rugbrød i skabet, bliver det også fantastisk, når det bliver skåret i stænger og ristet lidt i olivenolie på en pande. Eller du kan riste det til rugbrødscroutoner. Er det allerede skåret i skiver, så rister du bare skiverne og skærer dem over diagonalt, så du får ristede rugbrødstrekanter.