Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
Hop til opskriften
()

Min græskartærte er en enkel madtærte, der smager skønt af eftersommerens græskar, svampe og rødløg.

Mild, krydret græskartærte

Okay, i min kalender tæller august ikke som efterår, men vi har fundet masser af svampe i skoven allerede – og jeg fandt græskar i Netto. Så det blev til en enkel tærte af efterårets milde smage:

  • Græskar – du kan både bruge butternut squash og hokkaido, bare husk, at butternut skal skrælles, det skal hokkaido ikke
  • Svampe – jeg havde kantareller, men du kan også sagtens bruge andre typer svampe. Se forslag i opskriften.
  • Rødløg – de giver den skønneste smag i tærten, når de får lov at karamellisere lidt
  • Og hvis du har frisk salvie – så får du en lækker sprød snack, når du rister bladene i olivenolie og giver dem lidt flagesalt!

Jeg har vendt græskar og rødløg i lidt varme krydderier, der giver dybde i smagen uden at tage magten.

Tærte uden æg

De fleste madtærter bager jeg med æg i fyldet for at give lidt fylde og holde sammen på tærten. Denne gang lod jeg mig inspirere af min tomatgalette – en slags tærte helt uden æggemasse. Jeg synes, græskarret giver en skøn smag og fugtighed i sig selv, og i stedet for at holde på fugten med æg, har jeg vendt de bagte græskarstykker i lidt majsstivelse.

Det hele fik så mozarella på toppen – for lidt cheasy må en tærte vel gerne være …

Rustik græskartærte med galette-look

Normalt, når jeg bager madtærter, bager jeg direkte i tærteformen og skærer jeg kanten pænt af. Denne gang lagde jeg bagepapir indeni tærteformen (af metal! Forklaring følger) og foldede tærtedejen ind som på en galette. Lidt mere rustik (og lidt mindre opvask).

Du kan selvfølgelig også tærten som galette, helt uden tærteform. Bare husk, at galetter (og tærter) bliver sprødest, når du bager dem i eller på metal (også en bageplade), da metal leder varmen langt bedre end porcelæn.

Andre populære tærter

Hvis du er i tærtehumør, så kig også forbi:

Hvor glad er du for opskriften?

Giv 1-5 hjerter

Græskartærte med svampe og rødløg

Aftensmad

Rækker til: 6

Forberedelse: 45 min.

Tilberedning: 35 min.

Til dejen skal du bruge:

  • 150 g mel (heraf gerne 50 g fuldkorn)

  • et nip salt

  • 75 g smør

  • 3/4 dl yoghurt naturel eller tilsvarende

Til fyldet skal du bruge:

  • 1/2 butternut squash eller hokkaido græskar (ca. 500 g)

  • 2 rødløg

  • 3/4 dl olivenolie

  • 2 tsk spidskommen

  • 2 tsk koriander

  • 1/2 tsk paprika

  • salt og friskkværnet peber

  • 2 spsk majsstivelse, fx maizena (ikke sovsejævner)

  • 250 g smagfulde svampe, fx kantareller, gul østershat eller enoki

  • 200 g mozarella

  • 4 spsk græskarkerner

Til servering (evt.)

  • Ca. 20 salvieblade

  • olivenolie

  • flagesalt

Tilbehør:

  • En god salat efter årstiden

Sådan laver du fyldet:

  1. Tænd ovnen på 180 grader varmluft.

  2. Bland olie og krydderier i en stor skål.

  3. Hvis du bruger butternut squash: Skræl den (det er ikke nødvendigt med hokkaido). Halver græskarret, fjern kernerne, og skær det i tern. Pil rødløg, og skær dem i grove både. Vend både græskar og rødløg i olien, bred dem ud på 2 bageplader med bagepapir, og bag dem ca. 20 minutter, til løgene begynder at karamellisere.

  4. Rens svampene, og del store svampe i mindre stykker (i skiver eller riv dem fra hinanden). Rist dem på en pande med lidt olivenolie, til de falder sammen. Drys med flagesalt.

  5. Skær eller riv mozarella i mindre stykker.

Sådan gør du tærten færdig:

  1. Bunden: Smuldr smørret i mel og salt, og saml dejen med yoghurten. Beklæd en smurt (metal)tærteform med dejen – eller bag tærten som galette direkte på bagepapir på en bageplade.

  2. Vend græskar og løg med majsstivelsen, og fordel det jævnt på bunden. Hold lidt afstand til kanten, så den kan foldes ind. Bred svampene ud over, læg mozzarellaen ovenpå, og drys med græskarkernerne.

  3. Fold kanten løst ind, og bag græskartærten ca. 35 minutter. Server varm eller lun med en god salat.

Sprød salvie til servering:

  1. Skyl salviebladene og dup dem godt tørre. Varm olienolie op på en lille pande – godt medium varme – og læg fedtsugende papir klar. Det går hurtigt. Steg så bladene i olien, til de krymper og holder op med at sprutte. Vend evt. undervejs. Læg dem på papiret, og drys med flagesalt. Server dem som (meget velsmagende) pynt på tærten.

Fik du prøvet opskriften?

Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Græskartærte med svampe og rødløg

Måske også noget for dig?

2 kommentarer til Græskartærte med svampe og rødløg

    1. Hej Pia, hm, det har jeg ikke prøvet. Men jeg er sikker på, du kan fryse den færdigbagt. Lad mig høre, hvis du prøver – og hvordan det går :-) Kh Bodil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.