Følg med her:
Fyldte auberginer med champignons
Fyldte auberginer proppet med umami fra både champignons og ost. Ta' dem solo med lidt brød - eller som tilbehør til fx grillmad, kylling eller fisk.

Fyldte auberginer er endnu en genial måde at bruge en genial ingrediens på. Spørger du mig, er auberginen både smuk på bordet og en sikker genvej til velsmag – i utallige forklædninger.
Her får du en opskrift, hvor den bliver fyldt med umami (som betyder velsmag på japansk – det forstår jeg godt). Svampe, ost, løg, hvidløg og det hakkede auberginekød. Og et drys persille. Mildt og alligevel fuldt af smag.
Fyldte auberginer er som en festmiddag på en mandag. Du kan selvfølgelig også spise dem som en festmiddag på en lørdag.
Hvor mange fyldte auberginer spiser man?
Godt spørgsmål! Det afhænger rigtig meget af både sulten og tilbehøret. Jeg har disponeret, så der er en hel aubergine til hver som hovedret.
Vi spiser typisk en halv aubergine hver og deler en halv mere – men hvis du lige kommer fra træning eller bare har en god, sund appetit, kan du sikkert spise mere.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
- 4 auberginer
- 4 løg
- 4 fed hvidløg
- 500 g champignons (eller andre svampe)
- 2 håndfulde persille
- 200 g cheddar (evt. lidt parmesan i)
- salt og friskkværnet peber
- olivenolie
Sådan gør du:
- Flæk auberginerne og skær/skrab kødet ud, så du bare har de tynde skaller. Drys salt i dem og lad dem hvile.
- Pil og hak løg og hvidløg, og svits dem blidt i olien. Hak auberginekødet og tilsæt det. Læg låg på gryden, så de kan dampe med (kun medium varme).
- Rens svampene, og hak dem. Hæld dem i gryden også. Lad det nu dampe godt sammen ca. 10 minutter.
- Hak persillen og riv osten.
- Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
- Tag gryden af varmen, og rør persille og halvdelen – kun halvdelen! – af osten i. Smag til med salt og peber.
- Skyl aubergineskallerne, dup dem tørre, og læg dem i et ovnfast fad. Fordel fyldet i skallerne, og drys med den sidste ost. Dæk med folie eller låg, og sæt dem i ovnen. Tag folien eller låget af efter 30 minutter, og giv dem 15 minutter mere. Aubergineskallerne skal være helt møre.
- Server med salat og brød, ris eller kartoffelfritter. Kartoflerne kan du sætte i ovnen samtidig med auberginerne.
Tilbehør til fyldte auberginer
Salaten på billedet er en rød spidskålssalat med rucola, feta, granatæble og den gode olie-eddikedressing.
Du kan selvfølgelig fylde op med ekstra fyldigt tilbehør: Rodfrugtfritter i ovn, kartofler i ovn, et godt stykke brød eller en mere mættende salat, fx tabouleh eller en bulgursalat med søde kartofler. De søde kartofler kan du tilberede i ovnen sammen med auberginerne.
Du kan også vende det hele på hovedet og bruge auberginerne som tilbehør til fisk eller kød.











