Kerneboller – grove surdejsboller med kerner og frø

Grove surdejsboller med kerner er som et vækkeur for sanserne: Duften af kardemomme, lyden af knasende kerner og smagen alt det hele.

Det er næsten synd, der ikke følger duft med billederne. For de grove surdejsboller med kerner dufter saligt af de hårdt bagte kerner udenpå – og kardemommen indeni.

Det er også næsten synd, der ikke følger lyd med, når jeg sætter tænderne i. For kernebollerne knaser lystigt! Skorpen er sprød, og kernerne nærmest springer i begejstring for hver bid.

Og selvfølgelig er det synd, du ikke kan smage mine lune kerneboller lige fra ovnen. Med ost og marmelade – med hummus og avocado – eller bare med smør i tandhøjde.

Faktisk er der kun én ting at gøre: Bag dine egne! Og vær gavmild med kernerne. De gør hele forskellen.

Kerneboller - grove surdejsboller med kerner

Kerneboller med surdej

Forb. tid 20 minutter
Tilb. tid 12 minutter
Hævetid 11 timer
Samlet 11 timer 32 minutter
Giv de første stjerner!
Her får du ekstra meget af det bedste ved hjemmebagte boller: Knas! Vær gavmild med kernerne, også udenpå bollerne.
Antal: 10 stk.

Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.

Du skal bruge:

  • 400 g vand
  • 50 g aktiv surdej (eller 1/2 dl vand)
  • 5 g gær
  • 300 g hvedemel (med mindst 11 % protein)
  • 75 g stenformalet hvedemel (ca. 20 % fuldkorn)
  • 25 g solsikkekerner
  • 25 g hørfrø
  • 25 g sesamfrø
  • 25 g finvalsede havregryn
  • 1 tsk kardemomme
  • 10 g salt

Til drys på bollerne:

  • 1 dl blandede sesamfrø, hørfrø og solsikkekerner

Sådan gør du: 

  • Ca. 12 timer før du vil bage: Hæld vand, surdej og gær op i en stor skål og rør, til gæren er opløst. Tilsæt mel, kerner, gryn og kardemomme, og bland til en jævn dej. Dejen er ret blød, og det skal den være. Drys saltet over.
  • På maskine: Rør dejen, til den slipper skålens kanter. Ca. 10 minutter – måske mere.
  • I hånden: Dæk med et viskestykke, og lad dejen hvile på køkkenbordet en halv time. Nu skal dejen ha’ lidt motion hver halve time. Ca. 6 gange – og sæt hellere et ur, så du husker det. Se teknikken her i videoen.
    YouTube video
  • Nu skal dejen koldhæve i køleskabet (ikke under 5 grader, så falder den i søvn). Smør en skål eller condibøtte indvendigt med olie, og hæld dejen over i den. Dæk med låg eller plastfilm og sæt på køl. Mindst 8 timer, gerne det dobbelte (eller op til 20 timer).

Så er det bagetid!

  • Start med at sætte dejen ud på køkkenbordet, og tænd ovnen på max varme, gerne varmluft. Sæt to plader ovnen (den øverste evt. med bagestål), og vent til den er brandvarm. Med bagestål tager den 45 minutter. Læg et stykke bagepapir klar på bordet.
  • Drys nu 1 dl kerner ud på bordet, så de dækker ca. 40 x 40 cm. Skrab dejen ud på kernerne. Forsigtigt – så dejen bevarer de fine lufthuller.
  • Dyp fingrene i mel, tag fat i de to fjerneste ‘hjørner’ af dejen, og fold dejen sammen på midten i et snuptag. Nu har dejen kerner hele vejen rundt. Drys de overskydende kerner over dejen, så den er godt dækket.
    Skær dejen igennem på langs med dejskraberen, skub de to halvdele lidt fra hinanden, og skær dejen ud til boller. Løft hver bolle lynhurtigt over på bagepapiret – gentag, til der ikke er mere dej tilbage.
    Se teknikken på videoen.
    YouTube video
  • Hæld en dl vand i den nederste plade, så du danner damp i ovnen. Hiv bagepapiret med bollerne over på den anden plade eller bagestålet. Luk ovnen, og giv bollerne 12 minutter, måske lidt mere. Hold øje – ovne er forskellige. Lad dem få noget farve, så knaser kernerne fantastisk!
  • Spis med tandsmør, mens de er varme – eller brug dem i madpakken senere 🙂
Kunne du lide opskriften?Giv 1-5 stjerner ved at klikke på dem, eller efterlad en kommentar.
Giv de første stjerner!
Pin Del Udskriv
Fik du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar her, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!
Kerneboller - surdejsboller med frø og kerner

Grove surdejsboller med alt det go’e

Kernebollerne er en variation over mine surdejsboller – godt krudtet op med alt det gode fra den grove hylde: Sesamfrø, hørfrø, solsikkekerner, havregryn og stenformalet mel. Bagekraft fra manitoba med højt proteinindhold. Og jeg bager dem økologisk fra A til Z.

Alt det grove giver en lidt tættere bolle end en hvid, let bolle. Men den smager og mætter helt forrygende.

Og så det knasende bid, altså … Dagen derpå kan du give dem en tur på brødristeren, så knaser de igen.

Kerneboller - surdejsboller med frø og kerner

Har du lyst til andre surdejsboller?

Alle mine opskrifter på surdejsboller udspringer af min grundopskrift, som er skudsikker og grundigt forklaret – også for dig, der ikke er så trænet i surdejsfaget endnu.

Men har du lyst til variation, så tjek for eksempel:

Surdejsboller uden gær – med sesam
Elsker du surdejsboller, får du den rene vare her: Boller bagt udelukkende med surdej, uden gær som hævemiddel. Jeg har givet dem sesam også – fordi jeg elsker sesam.
Gå til opskrift
Surdejsboller uden gær – lækre, luftige boller med sesam
Valnøddeboller med surdej
Der er så meget god smag i disse valnøddeboller med surdej. Og den fugtige, åbne krumme er lige, som den skal være.
Gå til opskrift
Valnøddeboller - surdejsboller med valnødder
Gulerodsboller med surdej
Når du bager surdejsboller med revne gulerødder, får du en ekstra fugtig krumme og et let sødlig smag. Alle tiders boller til morgenmad – og madpakke.
Gå til opskrift
Gulerodsboller med surdej - koldhævede gulerodsboller

Og hvis du vil læse lidt op på det med at pleje en surdej, så finder du et længere skriv om det her.

Kerneboller - grove surdejsboller med frø og kerner
Bodil

Bodil

Hej! Jeg hedder Bodil, og det er mig, der er mutti. Her får du opskrifter, der gør dit køkken lidt grønnere, lidt nemmere - og du får smæk på smagen.

Ingen kommentarer endnu

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Din bedømmelse:




  1. Når du skriver ‘rugkerner – klar til brug’ betyder det så at du har sat dem i blød inden eller?

  2. Hej Janni, rugkernerne hedder ‘klar til brug’, en grøn pose fra Valsemøllen. Hvis du ikke kan finde dem, kan du bruge almindelige rugkerner og sætte dem i blød. Eller, hvis du har travlt, koge dine kerner 17-20 minutter 🙂

  3. Mine debutboller med surdej…..mums de er gode?
    Tak for det….
    Knus Lisbeth

    • Skønt Lisbeth! Også Evas favorit for tiden. Og kan du lave dem, kan du lave dem alle 🙂
      Knus Bodil

  4. Hej
    Kan man lave et stort brød eller to mindre brød af dejen istedet for boller?

    • Hej Celina
      det tror jeg sagtens, du kan. Jeg har ikke gjort det selv, men jeg ville ikke være bange for at prøve. Jeg ville følge opskriften til punkt 4 under Så er det bagetid “Skær dejen igennem på langs med dejskraberen, skub de to halvdele lidt fra hinanden” – og bage de to halvdele som nogle lidt tykke flutes. Jeg vil tro, de skal have 20-25 minutter. Held og lykke med projektet, og meld gerne tilbage 🙂 Kh Bodil