Følg med her:
Karrysovs med kokosmælk og grønsager
Jeg synes, en karrysovs er en ret genial måde at få mange grønsager på. Hvis du har små børn, er de måske lidt grønsagsskeptiske (det var mine i hvert fald), men blendet i en karrysovs med kokosmælk, så var der ingen klager.
Så glæd dig til en skøn og cremet karrysauce, helt uden mel og opbagning. Karrysovsen er både vegetarisk og vegansk, by the way, og den kan bruges til både kød, fisk og vegetarretter.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
- 80 g løg (1 stk.)
- 100 g gulerødder (1-2 stk.)
- 200 g blomkål (renset vægt – heraf evt. 50 g knoldselleri)
- 1 spsk olie
- 2 fed hvidløg
- 1 æble ((ca. 100 g))
- 2 tsk stødt karry (mild eller medium, evt. mere)
- ½ tsk gurkemeje
- 1 tsk stødt garam masala
- 10 g frisk ingefær
- 1,5 dl vand
- 1 dåse kokosmælk (den fede)
- 1 spsk soja
- 2 tsk farin (eller sukker)
- 1 spsk limesaft
- rød karry for ekstra styrke
- sød mango chutney for ekstra sødme
Sådan gør du:
- Hak løg, gulerødder og blomkål, og steg i olien 5-10 minutter, til det tager god farve.
- Pil og hak hvidløg og riv ingefær. Skræl, udkern og hak æblet. Tilsæt sammen med karry, gurkemeje og garam marsala, og vend rundt ved lidt lavere varme et par minutter.
- Tilsæt vand, kog op, og lad det lige akkurat simre under låg i 15 minutter. Hæld så kokosmælk i sammen med soja og farin. Rør rundt, til kokosmælken er helt smeltet, og blend saucen grundigt og længe (fx med en stavblender).
- Smag til med lime – plus hvad du ellers synes, den trænger til. Lidt stærkere: Karry eller rød karry. Lidt mere bid: Ingefær. Lidt mere salt: Soya eller salt. Lidt rundere: Farin, sukker eller lidt sød mango chutney.
Hvilke grønsager i karrysovsen?
Jeg har valgt nogle grønsager, der er forholdsvis milde, og som er nemme at koge møre. De skal jo blendes til en sammenhængende sovs til sidst:
- Løg
- Hvidløg
- Gulerødder
- Blomkål
- Evt. selleri
- Og æble (som godt nok er en frugt …)
Hvad passer til karrysovs?
Du har jo nok dine egne ideer om, hvad din karrysovs skal bruges til. Men her får du et par af mine favoritter.
Skal der andet tilbehør til din karry?
Ris er næsten et must, og her kan du både vælge brune ris, hvide ris eller måske havreris?
Hvis du gerne vil servere noget ekstra topping eller tilbehør til din karryret, kan du for eksempel vælge:
- Ristede peanuts (jeg foretrækker usaltede, der nærmest er søde i det)
- Frugtsalat – æbler, pærer, bananer, appelsin etc. Evt. blandet i en spidskålssalat og med en appelsindressing
- Gulerodsråkost med appelsin og rosiner
- Kokosflager eller ristet kokosmel
- Rosiner
- Chutney, fx mangochutney
- Lidt grøn topping, fx bredbladet persille eller koriander
Q & A til karrysovs
Kan man smage grønsagerne i karrysovsen?
Ja og nej. Ja i den forstand, at de jo giver smag – men ikke på den måde, hvor man sidder og tænker: Nå, det var godt nok en karrysovs med blomkål. Grønsagerne giver tilsammen en dejlig rund og bred smagsoplevelse.
Hvorfor skal der kokosmælk i karrysovsen?
Jeg er generelt ikke stor fan af opbagte saucer, og hvor jeg kan snige grønsager ind, gør jeg det. Derfor har jeg taget det indiske trick med kokosmælken, der passer rigtig godt til karry og grønsager – og den har flere fordele: Den giver en lækker cremet sovs. Den runder smagen af. Og så giver den selvfølgelig noget volumen. Jeg anbefaler altid en fuldfed kokosmælk. Den smager bedst.
Hvor stærk skal karrysovsen være?
Nogle elsker stærk karrysovs, andre synes, den skal være mild og blid. Som udgangspunkt er denne karrysovs ret fredelig, men hvis du bruger en stærk karry, får den selvfølgelig mere kapow. Hvis du synes, den er for mild, kan du smage til med rød karry. Så skal der nok komme ild i den.
Hvis familien ikke er enige om, hvor stærk den skal være, kan du servere fx en sriracha ved siden af.
Er karrysovsen blevet for stærk?
Av, din karry var stærkere, end du troede. Det har de fleste nok prøvet – jeg har i hvert fald, da jeg startede min karriere med en ægte rød karry fra det asiatiske supermarked. Huha.
Her får du et par tips:
- Tilsæt mere farin eller sød mango chutney (det hjælper lidt)
- Tilsæt mere kokosmælk – det er nødvendigt, hvis din karrysovs er blevet helt brændende
- Riv et ekstra æble i – det hjælper også lidt
- Og spis så godt med ris til. Du kan også servere græsk yoghurt til – mælkeprodukter er gode til at mildne den brændende smag i munden. (Også til børn).