Følg med her:
Gulerodssalat – marokkansk salat med appelsin og mynte
Vil du gerne give din gulerodssalat en ny twist med både friskhed og varme krydderier? Så vil jeg gerne invitere dig med på en tur i det marokkanske køkken. Det giver en sand eksplosion af sol og varme i din mad.
God gulerodssalat som tilbehør eller frokost
Jeg er altid på jagt efter gode frokostsalater, og det betyder, at der skal proteiner i. Derfor har min gulerodssalat også fået ristede kikærter, godt krydret med det marokkanske blandingskrydderi ras el hanout. Ras el hanout er vel for det marokkanske køkken, hvad karry er for det indiske. Det findes i et hav af varianter, og du kan også lave det selv. Det springer jeg dog over denne gang. Tjek krydderihylden der, hvor du køber mere eksotiske madvarer – så er du kørende.
Du kan også sagtens lave salaten uden kikærterne. Det er hurtigere, og det fungerer rigtig fint, hvis du bruger den som tilbehør til din aftensmad. Eller har andre proteiner til din frokost.
Gulerodssalaten vil også være et godt valg til den marokkanske lammegryde.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
- 1 dåse kikærter
- 1 spsk raz el hanout (marokkansk blandingskrydderi)
- 2 spsk olivenolie
- 7-8 gulerødder (gerne flere farver)
- 1 appelsin
- 5 tørrede abrikoser
- ½ bundt frisk mynte
- 10 mandler (eller nødder)
Til dressingen skal du bruge:
- ½ appelsin (saften)
- ½ lime (saften)
Sådan gør du:
- Fordel mandlerne på en bageplade, og sæt den ind i ovnen. Tænd på 180 grader varmluft. Giv mandlerne ca. 10 minutter.
- Dræn kikærterne, og dup dem tørre. Vend dem i olie og raz el hanout, bred dem ud på et stykke bagepapir, sæt dem ind til mandlerne i ovnen, og giv dem ca. 30 minutter, til de er sprøde. Imens …
- Skræl gulerødderne, og gør dem klar til salaten. Jeg har givet mine en tur i min spiralizer – du kan også bruge mandolinjern eller lave lange tynde strimler med en tyndskræller.
- Skræl appelsinen, og skær den i mundrette stykker. Skær abrikoserne i tynde skiver, skyl og hak myntebladene groft, og hak mandlerne groft.
- Når kikærterne er færdige – lad dem køle af 10 minutter.
- Bland gulerødder, appelsin, abrikoser og mynte med saften af den halve appelsin og lidt lime. Arranger salaten på et fad, drys med mandlerne, og fordel de afkølede kikærter i kanten. Server!
Tip: Sidste udkald for vintergulerødderne …
Ligger der en pose lidt trætte vintergulerødder i dit køleskab, så er de også rigtig godt placeret i en krydret gulerodssalat. Hvis du lige vil have det sprøde frem i gulerødderne, så skræl dem og sæt dem i vand først. Så bliver de knasende sprøde på et par timer. Det skyldes osmose, som du kan læse mere om her på Wikipedia – eller i min mere madvenlige version her. Så hvis nogen spørger mig, hvorfor jeg har skrællede gulerødder i køleskabet – i vand! – så er svaret enten: Osmose. Eller: Jeg kan bedst li’ sprøde gulerødder 😉
Tip: Ovnristede mandler
Hvis du har tid, så rist mandlerne ved lav temperatur i ovnen – så slipper du for, at de danner ukontrollerede mængder akrylamid (som højst sandsynligt er kræftfremkaldende). Prøv ved 145 grader, 20-30 minutter. Du kan også bruge nødder eller det knas, du nu holder mest af.
Tip om ras el hanout
Kan du ikke finde ras el hanout hos din grønthandler, så tjek, hvor du kan købe denne her fra Mill & Mortar. Eller find en opskrift på det store internet.
Lækker salat. Improviserede lidt og tilføjede frisk spinat. Det fungerede fint. Fik freestyle veggedeller til ?
Hej Henrik, tak for din kommentar! Spinat lyder som en god tilføjelse 🙂 Og dellerne, ikke mindst! Kh Bodil