Grønkålssalat med søde kartofler

Grønkål og søde kartofler er et rigtig godt match af groft og blødt, bittert og sødt i en måltidssalat. Her har jeg lavet en grønkålssalat med søde kartofler med en helt særlig cremet dressing.

Jeg elsker grønkålssalat, og jeg kan altid lige finde på en mere.

Her er opskriften tænkt som tilbehør til et hovedmåltid. Hvis du vil bruge grønkålssalaten ‘stand alone’ som måltidssalat, kan du tilsætte noget ekstra protein. Her kan du tilsætte rester fra din aftensmad, fx kylling, og ellers vil jeg anbefale fx:

  • Kogt quinoa (kog 1 dl skyllet quinoa med 1,5 dl vand i 12 minutter – køl af)
  • Tilberedte bønner og linser, fx sorte bønner, hvide bønner eller delikatesselinser
  • Ristede kikærter
  • Mukimamebønner (pillede edamamebønner fra frost), optøede. Det kan du se på billederne.

Dressingen er lidt særlig – lavet med mandelsmør. Mandelsmør kan du selv lave, hvis du ikke lige har det i skabet. Og ellers kan du også bruge peanutbutter. Det giver en anden smag, men stadig en cremet, lækker dressing.

Grønkålssalat med søde kartofler

Grønkålssalat med søde kartofler

Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 35 minutter
Samlet 45 minutter
Giv de første stjerner!
Sæt en sand fest af farver, smage og sundt grønt på bordet med denne grønkålssalat!
Antal: 4 personer

Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.

Du skal bruge:

  • 500 g søde kartofler
  • 30 g mandler
  • 2 spsk olivenolie
  • ¼ tsk salt
  • ¼ tsk chiliflager
  • 2 fed hvidløg
  • ½ tsk paprika
  • 200 g grønkål
  • 1 dl granatæblekerner
  • 2 avocados

Dressing med mandelsmør:

  • 3 spsk mandelsmør (kan evt. erstattes med tahin)
  • 2 spsk friskpresset appelsinsaft
  • ½ fed hvidløg (fintrevet eller presset)
  • 1 spsk olivenolie
  • 3 spsk vand (ca.)
  • 1 tsk dijonsennep
  • chiliflager efter smag
  • ½ tsk flydende honning (evt.)
  • koldt vand
  • citronsaft (efter smag)
  • salt

Sådan gør du: 

  • Begynd med mandlerne: Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Bred mandlerne ud på en plade, og sæt dem i ovnen med det samme. Tag dem ud, når de begynder af dufte (ca. 10 minutter).
  • Imens: Skur og trim kartoflerne (du behøver ikke at skrælle dem), vend dem i olie, salt, hvidløg, paprika og chiliflager, og bred dem ud på bagepapir på en bageplade. Bag dem i 20-25 minutter, til de er møre. Køl af.

Mens kartoflerne bliver bagt:

  • Hak grønkålen (se mere udførlig instruktion nedenfor) og pil granatæblekernerne.
  • Rør dressingen sammen. Tilsæt vand, til den har en passende konsistens, smag til med salt og citronsaft.
  • Skær avocado i tern. Bland grønkål, og færdige søde kartofler, og fordel avocado, granatæble og dressing over. Drys med de hakkede, ristede mandler.

Muttis tips

Ekstra protein til en måltidssalat? Se tip nedenfor.
Kunne du lide opskriften?Giv 1-5 stjerner ved at klikke på dem, eller efterlad en kommentar.
Giv de første stjerner!
Pin Del Udskriv
Fik du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar her, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Alternativer til grønkål

Hvis du gerne vil lave en grøn salat med søde kartofler, men ikke er så begejstret for grønkål, kan du sagtens skifte grønkålen ud med for eksempel spinat, hjertesalat eller rucola.

Grønkålssalat med bagte rodfrugter

Generelt synes jeg, grønkål og bagte rodfrugter er en ret god kombi. Bagte rodfrugter har både en lækker blød konsistens til kålen, og de får en dejlig koncentreret smag (som du kan twiste med krydderier). Og de giver både fibre og mæthed.

Her jeg har brugt søde kartofler, men du kan også bruge fx:

Særlig dressing til grønkålssalat med søde kartofler

Dressingen er et must til en grønkålssalat, og jeg havde længe gået og ønsket mig en dressing lavet på mandelsmør. En lækker cremet dressing med en asiatisk twist af ingefær og chili.

Mandelsmør er måske ikke den mest almindelige ingrediens, men faktisk kan du købe den på glas – enten i din helsekost eller i et velassorteret supermarked.

Alternativt kan du lave den selv! Bare rist mandlerne lidt i ovnen først, og kør dem grundigt i en foodprocessor. Først bliver det bare hakkede mandler, så bliver det en fast, grov masse, og til sidst bliver det blødt mandelsmør. Det er ikke nødvendigt at smutte mandlerne først.

Mandelsmør er også lækkert på samme måde som peanutbutter – som pålæg eller på din morgengrød, for eksempel.

Grønkålssalat med søde kartofler

Ingen mandelsmør?

Hvis du tænker – det der mandelsmør, det orker jeg ikke! – så kan du skifte til peanutbutter eller tahin. Tahin giver masser af umami og cremet konsistens, og det kan du sagtens bruge.

Husk at massere grønkålen først

Grønkålssalat kan godt være noget genstridig, hvis du bare skyller og hakker den, før den kommer i salaten. Eller hvis du køber den hakket og bare hælder den ud af posen. Den skal have lidt kærlighed, og i grønkålens tilfælde vil det sige: Massage og massageolie. Altså ikke massageolie fra Matas, men en god madolie – jeg bruger næsten altid olivenolie. Sådan gør du:

  • Begynd med at snitte eller rive grønkålen af stænglerne.
  • Læg den i rigeligt koldt vand, så du kan få skyllet alle urenhederne af.
  • Hvis din grønkål er lidt slatten, så lad den ligge i vandet mindst et kvarter – gerne flere timer. Så strutter den! Her kan du læse hvorfor
  • Slyng eller dup vandet af. Nemmest i en salatslynge, men et rent viskestykke er også godt.
  • Og så kommer massagen: Tag et par tsk olie i hænderne, og masser kålen et lille minuts tid. Du kan hurtigt mærke, at grønkålen bliver blød, og den bliver lidt mørkere i overfladen.
  • Hak grønkålen, enten i hånden eller i foodprocessor.
Bodil

Bodil

Hej! Jeg hedder Bodil, og det er mig, der er mutti. Her får du opskrifter, der gør dit køkken lidt grønnere, lidt nemmere - og du får smæk på smagen.

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Din bedømmelse: