Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
Ris á l’amande af kold risengrød

Når vi siger jul, siger vi også ris á l’amande. Med mandler, der er så store, at de snyder, med ægte vanilje og selvfølgelig med den bedste kirsebærsauce. Og den køber jeg mig til!

Har du altid fået ris a l’amande?

Som barn fik jeg faktisk aldrig ris a l’amande. Juleaften fik vi risengrød (!), et levn fra min fars familie, hvor man fik grød før julemiddagen for at mætte de mange munde på forhånd. Grød var trods alt billigere end den steg, der kom efter, og der var mange børn i den familie. Jeg vil tro, det var et meget almindeligt trick dengang.

Nå, men ris a l’amande kom først ind i mit liv, da jeg selv fik børn, og min mand så helt forkert ud i hovedet ved tanken om risengrød. Det forstår jeg godt – nu.

Ris á l’amande af kold risengrød

Ris a l’amande uden at brænde grøden på

Du får lige nogle af mine tricks til at komme godt fra start med ris a l’amanden:

  • Kog vaniljen med i risengrøden fra starten. Så får du al smagen med også fra selve stangen.
  • Kog grøden i mikroovnen. Godt trick, hvis du har en god stor skål at gøre det i. Først skal mælken koge op, så drysser du risene i, tilsætter vaniljen og lader den simre på lav effekt  i ca. 3 kvarter.
  • Eller brug det gode gamle høkassetrick (nu dynetrick): Kog mælken forsigtigt op i en gryde, drys risene i og tilsæt vaniljen. Lad det koge 5 minutter, mens du rører konstant. Mælken kan så let brænde på. Og giv så grøden en lang lur under dynen. Pak gryden ind i et stort håndklæde – evt. en bordskåner under først – og put den under et par dyner i et par timer. Det virker bedst med en støbejernsgryde, der holder godt på varmen.

Lige så godt som en skrabekalender …

Eva mener, at hver mundfuld ris á l’amande er som at skrabe et felt i skrabekalenderen. Men jeg synes nu, ris á l’amande smager bedre. Og der er trods alt lidt oftere gevinst …

HUSK: Mandelgaven :-)

Glædelig jul!

Ris á l’amande af kold risengrød

Opskrift på ris a l'amande med den gode kirsebærsauce

Desserter og kager

Rækker til: 6

Tilberedning: 50-60 minutter

Til ris a l'amanden skal du bruge:

  • 1 l sødmælk
  • 125 g grødris
  • 1 stang vanilje, flækket og kornene skrabet ud
  • 1-2 spsk sukker
  • 50 g smuttede, snittede mandler - gem en hel eller 2 ...
  • 3 dl piskefløde

Kirsebærsaucen

  • Jeg køber min kirsebærsauce. Helst den fra Selleberg (se link nedenfor).
  • Smag evt. til med lidt af din dessertvin. Min favorit: Kirsebærvinen fra Frederiksdal.

Husk mandelgave!

Sådan laver du ris a l'amanden:

  1. Risengrøden først. Jeg bruger altid mikroovnen, hvor risengrøden ikke brænder på, men du kan også bruge dynetricket, se ovenfor.

  2. Bring mælken i kog, og drys risene i. Skrab kornene ud af vaniljestangen, og tilsæt det hele inkl. stangen. I mikroovnen: Læg låg på (fx en tallerken) og lad det simre ca. 3 kvarter. Det gør ikke noget, grøden er ret blød.

  3. Tilsæt nu sukkeret, sæt grøden køligt, og rør lidt i den nu og da, så sukkeret bliver opløst og grøden jævn.

  4. Kog mandlerne 1-2 minutter. Hæld kogevandet fra og hæld koldt vand over. Nu kan du smutte og snitte. HUSK at gemme én hel, og snit ikke for fint. Der må gerne være nogen, der snyder lidt.

  5. Et par timer før spisetid: Rør de snittede mandler i grøden, og gem evt. lidt til at drysse ovenpå. Hvis grøden er blevet helt bom-stiv, kan du bløde den op med lidt frisk mælk. Pisk så fløden ikke alt for stiv og vend den i også (‘vend’ betyder ‘rør blidt, gerne med en dejskraber’, så du bevarer den luftige konsistens). Op i en pæn skål, og voilá, så var det heller ikke sværere. Sæt ris a l’amanden på køl, til den skal serveres.

  6. Kirsebærsaucen skal bare lunes i en gryde og smages til. (Med mindre du hører til de 7 % af danskerne, der foretrækker kold kirsebærsauce).

Fik du prøvet opskriften?

Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Tips! Kirsebærsauce og dessertvin

Det er ikke meget kirsebærsauce, jeg spiser i løbet af et år, så jeg køber den bedste. Min favorit er fra Selleberg – lavet på fynske kirsebær, og den smager intenst af sommer.

Dessertvinen går jeg heller ikke på kompromis med. Da jeg først fik smagt kirsebærvinen fra Frederiksdal, var jeg solgt. Og den minder (heldigvis!) på ingen måde om den billige kirsebærvin, man slæbte med hjem fra Tyskland i gamle dage ;-)

 

Måske også noget for dig?

3 kommentarer til Ris á l’amande af kold risengrød

  1. Wow, der må vi give Eva ret. Vi kunne ikke have formuleret det bedre selv! Hvorfor er der så længe til jul?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.