Rabarbermuffins er muffins, som jeg elsker dem: Søde, bløde og luftige muffins med små syrlige indslag. Bær. Frugt. Eller som her – faktisk en grønsag. Ja, det kunne jeg læse mig til: Rabarber er en grønsag, men det skal nu ikke skille os ad.
Og hvad smager særlig fantastisk sammen med rabarber? Hvis du spørger mig, to ting: Marcipan. Og citronskal. Så det er lige præcis det, rabarberne har fået selskab af i de her muffins. Og dem kan du lynsnart få i ovnen.
OBS: Jeg har skaleret og tilrettet opskriften en smule, så den passer perfekt til 12 muffinforme.
Nem dej til rabarbermuffins – sådan:
- Husk at stille smør og æg frem på køkkenbordet først, så det får stuetemperatur. Så undgår du, at dejen skiller, og den er langt nemmere at røre sammen.
- Imens: Gør rabarber klar, riv citronskal og skær marcipan i tern. Husk, at smagen i rabarberne især sidder længst nede, hvor de er mest røde, så vær forsigtig, når du trimmer dem. Fjern så lidt som muligt, og skyl dem grundigt. Skær stilkene i korte stykker, 1-2 cm.
- Tænd ovnen og smør dine forme, så de er klar. Hvis du har gode silikoneforme, behøver du måske ikke at smøre dem. Du kan selvfølgelig også bruge forme af papir, bare vær opmærksom på, at de sjældent holder faconen særlig godt i ovnen. Og tænk over, om du kan undvære dem og spare lidt på ressourcerne der ;-)
- Pisk sukker og smør – jeg bruger bare en håndmixer.
- Sigt mel sammen med bagepulver, og tilsæt sammen med æg, citronskal og citronsaft. Pisk nu kun lige, til dejen er jævn.
- Vend rabarberne i sammen med marcipanstykkerne – gem lidt røde rabarber til pynt.
- Fordel dejen i formene. Portionen passer til 12 muffins.
- Pynt med de sidste rabarber og med mandelflagerne.
- Bag dem 15-18 minutter ved 175 grader varmluft.
Hvordan vil du servere dine muffins?
Rabarbermuffins er allerbedst helt nybagte, når de lige er kølet af. Og hvordan vil du så servere dem?
- Som de er – tjek.
- Eller prøv bare et tyndt drys flormelis – lidt tryllestøv.
- Lune som en dejlig sommerdessert med en kugle vaniljeis, lidt flødeskum, creme fraiche eller en mix af lige dele flødeskum og græsk yoghurt, rørt op med lidt vaniljesukker.
Andre rabarberkager?
Hvis du har mange rabarber, kan du også bruge dem til en rabarbertærte, en rabarberkage og en (virkelig lækker) rungstedtærte med rabarber. Bare klik på billederne herunder: