Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
Hop til opskriften
()

Panforte er en smagfuld, italiensk julekage med masser af tørret frugt, nødder, mørk chokolade – og krydret smag! Panforte er nærmest som konfekt – en sej dessertkage, du både kan skære ud i skiver og tern. Fantastisk med en kop kaffe eller et glas vin santo. Men den er måske ikke så meget for små børn!

Og om den er helt italiensk, tør jeg ikke love. Så måske mere en italiensk inspireret julekage 😊

Krydret panforte med chokolade og masser af smag

Panforte fås i et utal af udgaver, så lad mig deklarere min med det samme: Det er en mørk variant, der også har fået chokolade og masser af julens krydderier: kanel, ingefær, kardemomme, nelliker, muskatnød og sågar salt og peber! Panforte betyder ‘stærkt brød’, og det er det!

Jeg laver den italienske julekage med honning og farin, hvor de fleste nok laver den med honning og sukker. Igen: Smagen! Du kan også vælge en endnu mørkere sukker som muscovado.

Oprindeligt stammer panforte fra Siena i Italien – og bliver også kaldt panforte di Siena – men nu om stunder finder du den traditionelle søde og krydrede julekage i hele Italien – og såmænd i resten af verden. Og: Nu kalder jeg det godt nok en julekage, men faktisk kan du finde den året rundt (nok mest til jul, dog), i hvert fald i Italien.

Bag din panforte selv – det er den bedste

Måske har du prøvet en købt panforte, og det kan være en meget blandet oplevelse. Jeg har nogle gange fået en lys panforte, som jeg faktisk ikke brød mig om. Den var nærmest kun sød, og den var for blød, så det blev lidt á la tørrede frugter og nødder i honning.

Derfor har jeg lavet min egen opskrift, som der er langt mere smæk på. Så den bedste grund til at lave din egen panforte er, at du kan tilpasse den til din smag og lave en variation med de ingredienser, du bedst kan lide. Se tips under opskriften.

Italiensk julekage, du kan bage i god tid

Panforte er en af de julekager, der nærmest kun bliver bedre af at blive bagt i forvejen. Gerne nogle dage før servering – og du kan bage den flere uger forud uden problemer. Pak den i madpapir og tætsluttende dåse/plastic, og læg den køligt. Mens den ligger, trækker smagene endnu mere ud i kagen, og den sætter sig til den helt rigtige tætte konsistens. Sej og god – rigtig længe – og perfekt at ha’ i baghånden til julemånedens spontane sammenkomster.

Du kan servere den til fx:

  • Kaffe når som helst
  • Et ostebord
  • En drink (cognac, likør, Bailey etc.) efter middagen.

Panforte skal være sej, men ikke hård

Den første gang, jeg bagte panforte, bagte jeg den åbenbart for længe. Det ku’ den ikke li’ – den krævede nærmest hammer og mejsel at få skåret ud. Så lige en advarsel: Bag den ikke for længe! Den skal være lidt ufærdig i konsistensen, for ellers bliver den nærmere til bolsjer end kage. Og lidt drilsk er den – du kan ikke regne med konsistensen, før den er kølet af.

Du kan opbevare den i cirka 3-4 uger ved kølig stuetemperatur eller i køleskabet – bare husk at pakke den lufttæt. Alternativt kan du fryse den godt indpakket i 6 måneder eller måske endda længere.

Hvor glad er du for opskriften?

Giv 1-5 hjerter

Panforte - italiensk julekage

Desserter og kager

Tilberedning: 13-15 minutter

Fyldet i panforte:

  • 350 g blandede nødder, fx hasselnødder, mandler og pistacienødder

  • 200 g tørret frugt, fx kandiseret syltet frugt som appelsinskal, sukat og ingefærtern – plus selvfølgelig tørrede figner og dadler i tern.

  • Revet skal af en stor økologisk appelsin

De tørre ingredienser til panforte:

  • 200 g mel

  • 75 g kakaopulver

  • 2 tsk stødt kanel

  • 1 tsk stødt ingefær

     

  • ½ tsk stødt kardemomme

  • ½ tsk stødt nelliker

  • ½ tsk frisk revet muskatnød

  • ½ tsk havsalt

  • ½ tsk friskkværnet sort peber

I vandbad skal du smelte:

  • 160 g god mørk chokolade, hakket fint

     

I en lille gryde skal du smelte:

  • 250 g honning

  • 200 g farin

Til drys:

  • Flormelis

Sådan gør du:

  1. Brug en springform eller en firkantet metalform, fx en rugbrødsform, der rummer ca. det samme. Beklæd den med bagepapir.

  2. Find alle ingredienser frem, og mål af. Det er vigtigt, at du kan holde tempo, når dejen skal samles med de varme ingredienser, og så bliver du glad for, det hele står klar.

  3. Begynd med at fordele nødder og mandler på en bageplade. Sæt den i ovnen, og tænd på 160 grader. Rist, til skallerne begynder at sprække, ca. 10-15 minutter. Når mandler og nødder er klar, skru temperaturen ned til 125 grader. Nødder og mandler skal være varme, når de skal i dejen.

  4. Imens: Hak de tørrede frugter, og læg dem i en god stor skål. Riv appelsinskallen over.

  5. Sigt melet sammen med kakaopulver, krydderier, salt og peber hen over frugten. Bland de tørre ingredienser godt med frugten, så al frugten er dækket.

  6. Smelt den hakkede chokolade langsomt i en lille skål i vandbad. Rør ofte, så al chokoladen smelter. Sluk for varmen, men lad chokoladen forblive i vandbadet.

  7. Kog honning og sukker op i en lille gryde under omrøring i cirka 5 minutter.

  8. Hæld forsigtigt den varme honningmasse over den hakkede frugt, tilsæt de varme mandler og nødder lige fra ovnen. Hæld den varme smeltede chokolade over og rør sammen, så hurtigt du kan. Blandingen vil være tyk og lidt bøvlet at få jævn, men bare rolig – det skal nok lykkes.

  9. Skru ovnen op til 175 grader.

  10. Vend dejen ud i din form, tryk den ned med en stor træske eller spatel. Tag evt. lidt olie på fingrene og pres dejen hel flad med hænderne. Dejen ændrer næsten ikke facon under bagningen.

  11. Bag panforten i 20 minutter (springform) eller 25 minutter (rugbrødsform, hvor den er lidt tykkere). Tag den ud og lad den afkøle helt i formen, inden du vender den ud.

    Tip: Du kan opbevare panforte i flere uger, hvis du pakker den i madpapir og tætsluttende dåse/plast og sætter den køligt.

  12. Giv kagen et drys flormelis, og skær den i skiver, tern eller smalle kagestykker. Nyd!

Fik du prøvet opskriften?

Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Italiensk julekage uden smør! Og med masser af variationer

Ingredienserne i panforte er enkle, men af den gode, intense slags: Nødder, mandler, tørret eller kandiseret frugt, mørk chokolade, godt med julekrydderier, honning, farin – og lidt mel.

Inden for de kategorier kan du faktisk variere ret frit:

Nødder: Jeg har brugt hasselnødder, mandler, pistacienødder. Men du kan også bruge fx valnødder, cashewnødder og pekannøder – og udelade nogle af de andre.

Tørret frugt: Jeg har brugt figner, sukat og kandiserede ingefærtern. Men du kan også bruge fx tørrede dadler, kandiseret appelsinskal, tørrede tranebær og store rosiner.

Krydderier: Jeg har taget godt for mig af kanel, ingefær, kardemomme, nelliker, muskatnød, salt og sort peber, men så længe du holder dig til mængderne, kan du også lege med fx hvid peber, koriander og sågar chilipulver!

Chokolade: Jeg elsker en kraftig mørk chokolade, men du kan også sagtens bruge en mælkechokolade. En hvid chokolade vil gøre kagen meget sød.

Tips til at lykkes

Hvis du er lidt som mig, kan du godt blive fristet til at prøve at gøre det hele lidt hurtigere, end jeg foreslår. Lige finde en smutvej. Derfor får du lige et par tips, jeg i lige så høj grad skriver til mig selv:

  • Rist. Nu. De. Nødder. Først. Hvis du tænker – ah pyt, de bliver jo bagt, kan det ikke være det samme? Så er svaret nej. Det er ikke det samme. Rist nødderne først (vær varsom med pistacie, valnødder og pekannødder, der nemt får for meget).
  • Find alle ingredienser frem, før du går i gang. Pludselig er nødderne nok, og de skal være varme, når du vender dejen sammen. Honning og farin skal være smeltet, frugten hakket i tern, mel og krydderier sigtet sammen. Så altså – følg opskriften, og gør tingene klar, så timingen passer.
  • Endelig: Bag ikke panforte for længe! Midten vil stadig være blød, når den er klar. Den bliver mere fast, når den køler helt af.

Panforte med chokolade italiensk julekage

Måske også noget for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.