
Julebabka er en fantastisk gærkage, inspireret af den klassiske jødiske babka, men her bagt med en remonce af tranebær og marcipan. Jeg siger dig, den smager mindst lige så godt, som den ser ud!
Hvad er en babka?
Babka er en traditionel gærkage fra de jødiske samfund, angiveligt i Polen og Ukraine. Dog har kagen ændret både form og indhold på sin tur over Atlanten til USA, hvor den er meget udbredt i dag. Og herfra har vi så hentet den tilbage til Europa igen :-)
I den moderne version laver man babka ved at rulle en gærdej ud, spreder et fyld af typisk chokolade, kanel eller frugt på den og rulle den sammen, som hvis man ville lave kanelsnegle. MEN – i stedet for at skære rullen ud i skiver, skærer man rullen igennem på langs og snor de to dele sammen. Babkaen kan så bages enten direkte på en plade eller i en form.
Det lyder måske mere besværligt, end det er – og jeg har faktisk lavet et lille babka-hack, der gør det endnu nemmere.

Sno din julebabka uden bøvl
Besværet med julebabkaen kan opstå, hvis du har en meget blød gærdej fyldt med masser af herlig remonce. Du snitter den igennem på langs og prøver så at sno de to åbne dele. Det opgav jeg at få en pæn kage ud af, så i stedet har jeg en anden fremgangsmåde, der er noget mere driftsikker:
- Del dejen i to, og rul dem ud til to rektangler.
- Fordel fyldet på de to rektangler, og rul dem sammen på den lange led.
- Sno de to lukkede roulader sammen, og form dem til en krans. Nu bliver fyldet i din babka.
- Skær så dybe snit i overfladen, så rouladerne åbner sig, når de hæver og bliver bagt. Voilá!



Hvad gør min babka til en julebabka?
Ja, du har nok bemærket det allerede: Farven. I stedet for fyld af chokolade har jeg lavet en tranebærremonce, der simpelthen smager mindst lige så godt, som den ser ud. Jeg er blevet ret vild med tranebær, fordi de er så sprængfyldte med smag – syrlige og bitre – og det går perfekt i spænd med marcipanremoncen. Faktisk minder det mig lidt om kirsebærsauce – sikkert fordi kirsebær også har en snert kraftig mandelsmag (tænk kirsebærsten – bittert og aromatisk).


Du kan både bruge friske og frosne tranebær. Og om sommeren vil det være oplagt at skifte til danske bær som solbær eller hindbær. Bærrene skal have en kraftig syrlig smag, så hvis du bruger brombær, skal du tilsætte citron også.
