Følg med her:

Vil du ha' flere opskrifter i samme stil?
Du kan vælge mellem to nyhedsbreve - direkte i din indbakke. Vil du se?
Du kan vælge mellem to nyhedsbreve - direkte i din indbakke. Vil du se?
Elsker du cookies med alt muligt lækkert fyld, så skal du prøve mine cookies med hvid chokolade, tranebær og cashews. Sprøde, seje og søde. Og supernemme at bage.
Egentlig er de her cookies med hvid chokolade, tranebær og cashews nok nærmest julesmåkager – i hvert fald i USA. Men det er gået rigtig fint med at bage dem – og spise dem! – i en dansk sommer også. Jeg gik i gang med at testbage i min sommerferie, og dåsen blev hele tiden tom, så jeg var nødt til at forsøge igen. Nu er de landet der, hvor jeg er tilfreds – med formen, med fyldet, med smagen. Ikke for søde, ikke for flade og godt med guf at gumle på.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
En almindelig dansk småkage skal bages, til den er sprød. Punktum. Det er i hvert fald, hvad jeg lærte i min mors køkken, og derfor er det lidt provokerende at bage småkager så kort, som man gør med cookies. Her er meningen nemlig, at småkagerne kun skal være sprøde i kanten – midten skal være blød og sej – eller chewy, som amerikanerne siger. Så efter mine gamle danske begreber skal cookies faktisk være lidt underbagte. Så er de bedst!
Her er udfordringen så, at ovne bager forskelligt, så du må lige lure, hvordan det er med din ovn. Med de her lyse cookies er det vigtigt, at de ikke bliver lysebrune over det hele, for så er de også sprøde, når de køler af. Ta’ chancen: Sprød i kanten, blød i midten. Konsistensen ændrer sig lidt, når dine cookies køler af.
Cookies er vel ikke noget, man sådan rigtig bliver træt af – i hvert fald bliver jeg ved med at lave nye varianter. Senest er jeg gået i gang med at teste endnu en amerikansk favorit – peanutbutter cookies med chokolade, og vi må se, hvor mange testbagninger, der skal til, før de er, som jeg synes, de skal være.
Men der er et par andre gode favoritter på bloggen: Cookies med chokolade og nødder – og drømmekage cookies.
Smør. Smørret skal have stuetemperatur, så det er blødt og nemt at røre.
Rørsukker og farin. Kombinationen giver den rette seje konsistens og smag, når de er bagt. Du kan også bruge raffineret hvidt sukker i stedet for rørsukker, hvis du foretrækker det.
Hvedemel. Helt almindeligt hvedemel, ikke noget med højt glutenindhold.
Vaniljesukker. Det klæder bare den hvide chokolade SÅ godt.
Citronskal. Det er faktisk ikke et ‘skal’ – det er valgfrit. Men altså, duften af citronskal gør noget godt for de lyse cookies.
Salt. Ja, det fremhæver smagen, så kagen ikke kun er sød.
Natron. Lidt hævemiddel.
Æg. Dejen samler sig bedst, hvis du bruger et stort æg.
Fyld. Hvid chokolade, tranebær og cashewnødder. Den hvide chokolade er hvinende sød, og så passer den godt til tranebærrenes lidt syrlige bid. Og så cashewnødder for knas.
Få mine nyhedsbreve med - mest grønne - tips og opskrifter i din indbakke. Ganske gratis!
(Du kan altid afmelde igen)