Følg med her:
Champignontærte med hytteost og parmesan
En champignontærte er en lækker tærte med hytteost, koncentreret smag og masser af umami. Få de gode tricks til en svampetærte fuld af smag.

Hemmeligheden bag en god champignontærte med hytteost
Svampe indeholder en masse væde, der ikke bidrager til konsistensen i en tærte. Så det er vigtigt at få dampet væden grundigt af, inden champignonerne kommer i tærten. Det gør jeg på en pande med god varme, så de også ender med at få lidt farve. Smagen bliver koncentreret, og man slipper for en vandet tærte.
Som et ekstra smagstrick giver jeg svampene en sjat soya til allersidst. Det giver lige et ekstra skrald umami.
Rødløgene vrider jeg også ekstra smag ud af, inden de kommer i tærten. Dem smider jeg i ovnen – der er knap så meget væde i dem, så de kan bare stå der og hygge sig, mens jeg forbager tærtebunden. Løgene får en helt anderledes koncentreret og karamelliseret, let sødlig smag, når de bliver bagt.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
Til dejen skal du bruge:
- 100 g hvedemel
- 50 g grahamsmel
- 75 g smør
- ¼ tsk salt
- vand (til at samle dejen)
- smør (til formen)
Champignonfyld til tærten:
- 2 rødløg
- olivenolie
- 400 g mørke svampe (eller andre svampe)
- 1 spsk soya sauce
- 200 g hytteost (lille bæger)
- 50 g parmesan
- 1 stilk tørret rosmarin
- 3 æg
- salt og friskkværnet peber
Sådan gør du:
- Start med at rense løg og champignons. Skær løgene i tynde både, vend dem i olivenolie, og læg dem på et stykke bagepapir.
- Smør tærteformen grundigt med smør.
- Tærtebunden: Hak smørret ud i mel og salt. Smuldr smørret, til det ligner revet ost, og saml dejen hurtigt med vand. Læg den på køl en halv time, hvis du har tid.Tip: Du kan også lave dejen i røremaskine.
- Rul dejen ud, og beklæd tærteformen. Tænd ovnen på 180 grader varmluft, og sæt tærtebunden ind på én plade, løgene på en anden. Det skal have ca. 20 minutter.
- Fyldet: Skær champignons i skiver, og rist dem i olivenolie, til væden er dampet af, og de tager farve. Tilsæt en spsk soya, og vend rundt, til den er dampet af. Tag panden af varmen.
- Riv parmesanen fint, og hak rosmarinbladene. Bland dem i en skål med hytteost, æg, salt og peber.
- Når rødløgene er begyndt at tage farve, tag dem ud sammen med tærtebunden. Bland nu fyldet – dvs. æggemassen, rosmarin, svampe og rødløg. Bred det ud i tærtebunden og bag den videre i ca. 40 minutter. Den skal blive gylden og gennembagt.
- Vent 10 minutter med at skære tærten ud. Server fx med en god kålsalat.
Tærte med hytteost og champignons – fuld af smag
Hvert år omkring Bogforum inviterer vi gode venner på bogsnak, rødvin og forskellige tærter. Og hvert år giver jeg mig selv en udfordring: Prøv bare én ny tærte. Sidste gang blev det en champignontærte med hytteost, rødløg og parmesan, og yes: Der er genvalg til champignontærten næste gang!
En tærte med champignon skal også være proppet med umami, så jeg har givet den både svampe, lidt soya, karamelliserede rødløg og parmesan.

Andre gode vegetartærter?
Jeg elsker madtærter, og de har også den fordel, at hvis der bliver en rest, er den meget populær i min madpakke dagen efter. Der er vel nærmest ikke den grønsag, der ikke smager godt i en tærte, og derfor er et par forslag i opskriftsarkivet. Nogle af mine favoritter er:



Hvis du foretrækker en tærtedej uden smør, kan du finde en lidt mere fedtfattig grov tærtebund her.








