Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
Hop til opskriften
()

Vil du ha’ nemme boller til morgenmad? Så er opskriften her: Bare rør dejen sammen om aftenen, sæt den i køleskabet, og få friske, svampede boller på et kvarter næste morgen.

Bollerne er så nemme, at jeg anbefaler dem som en slags boller for nybegyndere. En simpel opskrift – med en grundigt beskrevet fremgangsmåde, hvor der forhåbentlig ikke er noget overladt til fantasien. Og hvis du bliver i tvivl – så spørger du bare i kommentarfeltet. Så svarer jeg så hurtigt, jeg kan.

Se også min “Nemme boller-Q & A” under opskriften.

Og hvis du vil løfte de nemme boller til næste bageniveau, så tjek de fire forslag til det allernederst under opskriften.

Koldhævede boller: Lav dej dagen før

Koldhævning er nok verdens nemmeste trick til at bage brød, der bare helt uden besvær svinger sig op over hurtigt bagerbrød eller gammeldags gærboller. Og jo, du bruger gær, men ikke ret meget. Og gæren bliver ikke gearet op med stuetemperatur. Tværtimod er kunsten at hæve dejen langsomt, og det klarer den fremragende selv, mens du sover.

Altså: Rør dejen sammen dagen før, senest om aftenen. Giv den en time til at finde hævekraften frem på køkkenbordet og derefter 8-12 timer i køleskabet. Stå op med morgenhår og tænd ovnen. Ta’ et brusebad. Bag. Bum.

Sprøde eller bløde boller?

Jeg lægger op til, du bare bruger vand som eneste væske i dejen. Når du bager boller og brød udelukkende på vand, kan du nemlig få en sprød skorpe. Men hvis du hellere vil have bløde (og måske mere børnevenlige?) boller, du nemt kan bide over, så giv dejen lidt fedtstof. For eksempel mælk eller meget gerne et surmælksprodukt.

For eksempel har jeg også bagt bollerne, hvor jeg udskifter 1 dl vand med 1 dl yoghurt naturel, og det gav straks en blødere bolle. Surmælksprodukter har også den fordel, at gær elsker bakterierne. Så dejen hæver endnu mere villigt.

Bemærk, at bollerne altid vil blive bløde, når de har stået lidt (eller ligget i en pose). Giv dem en tur på brødristeren – så knaser de igen!

Hvor glad er du for opskriften?

Giv 1-5 hjerter

Nemme boller - koldhævet morgenbrød

Brød og boller

Rækker til: 10

Forberedelse: 10 minutter + hævetid

Tilberedning: 15 minutter

Du skal bruge:

  • 400 g vand

  • 7 g gær (ja, det er nok til koldhævede boller)

  • 1 tsk sukker

  • 1,5 tsk fint salt

  • 50 g havregryn

  • 125 g groftrevne gulerødder

  • 1 tsk kardemomme

  • 1 dl kerner og frø (fx 2 spsk sesam, 2 spsk hørfrø, 2 spsk solsikke)

  • 350 g mel (protein mindst 11 g/100 g)

Topping:

  • Lidt ekstra havregyn, blå birkes, sesam, hørfrø eller solsikkekerner.

Så nemt er det:

  1. Hæld vandet op i en skål, og opløs gær og sukker i vandet. Tilsæt så resten af ingredienserne til dejen, og rør, til alt melet er fordelt.

  2. Dæk dejen med låg, plastfolie eller et vådt viskestykke, og lad den stå på køkkenbordet 1-2 timer. Sæt den så i køleskabet mindst 8 timer, gerne mere. Dejen kan stå på køl i op til 2 døgn, inden du bager.

  3. Efter hævning: Tag dejen ud af køleskabet, og lad den stå på køkkenbordet, mens ovnen varmer op: Tænd din ovn på 230 grader varmluft.

  4. Sæt to bageplader i ovnen. En i midten og en under. De skal varme med.

  5. Gør et stykke bagepapir klar på køkkenbordet.

  6. Når ovnen er helt varm: Sæt dejen på bagepladen med en stor ske. Dyp skeen i vand for hver bolle, så dejen ikke hænger fast. Du kan forme bollen lidt med den frie hånd – se metoden her. Drys dem med lidt frø, birkes, kerner eller havregryn.

  7. Træk bagepapiret over på den øverste plade fra ovnen, og sæt den straks ind. Hæld 1/2 dl vand i den nederste plade. Bag så bollerne ca. 15 minutter, til de er gyldne og sprøde.

Fik du prøvet opskriften?

Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Nemme boller – Q & A

Her har jeg forsøgt at samle de spørgsmål, de fleste stiller – eller slet ikke ved, de skal stille! – når de er nybegyndere i hjemmebageriet.

Hvilke redskaber skal jeg bruge?
En stor skål eller bøtte. En ske at røre med. Et spiseskemål og et teskemål. En bagevægt. Hvis du ikke har en vægt til rådighed, er opskriften her i deciliter:

  • 4 dl vand (måske lidt mere – selvom jeg fylder mit decilitermål HELT op, tager det ikke mere end 90 g)
  • En lille klump gær – på størrelse med en hasselnød
  • 1 tsk sukker
  • 1,5 tsk fint salt
  • Næsten 2 dl havregryn
  • Ca. 3 dl groftrevne gulerødder
  • 1 tsk kardemomme
  • 1 dl kerner og frø (fx 2 spsk sesam, 2 spsk hørfrø, 2 spsk solsikke)
  • 6 dl mel (protein mindst 11 g/100 g)

Hvor varmt må vandet være?
Jeg anbefaler, at du bruger vandhane-koldt vand i dejen. Når dejen får lov at hæve lidt på køkkenbordet – og bagefter 10-12 timer i køleskabet – skal den ikke have det for varmt.
Fordi: Gær arbejder hurtigst ved 32-37 grader og dør ved ca. 50 grader. Men når du laver koldhævede boller, handler det ikke om at hæve hurtigst. Det handler om at udvikle smag og struktur, og det går altså bedst ved en lavere temperatur. Dog ikke under 4 grader – så falder gærcellerne i søvn.

Skal ovnen være helt varm, inden jeg sætter bollerne ind?
Ja! Det er vigtigt. Hvis du vil have bollerne til at hæve optimalt, skal ovnen være helt gennemvarm, når du sætter dem ind. Du kan også bage ved endnu højere temperatur – så skal bagetiden bare være kortere.
Fordi: Gærbrød elsker varme – det hæver langt bedst, hvis ovnen er knaldvarm fra start. Ellers kan dine boller blive blege, klæge og tørre.
Hvis du bager fx småkager, bagepulverbagværk eller tærte, kan du sætte bagværket ind allerede når du tænder ovnen. Men det er en anden snak.

Hvad skal jeg sætte bollerne på i ovnen?
Her i opskriften skriver jeg bagepladen, fordi det er det bedste, alle ovne har. Men hvis du har et bagestål eller en bagesten til rådighed, er det endnu bedre. Det er dog vigtigt, at bagesten/bagestål er helt gennemvarmt, inden du sætter bollerne ind, og det kan tage op til 45 minutter.
Hvad med bageristen? Ikke godt.
Fordi: Gærbrød (og surdejsbrød) elsker varme, så du skal sætte dem på et materiale, der hurtigt overfører varmen til bunden af bollerne. Det dur bageristen ikke til.

Kan jeg bage gode boller uden at ælte?
Ja. Så længe du koldhæver bolledejen i 10-12 timer (eller mere), får du lækre saftige boller, der også holder sig fugtige et par dage efter bagning.
Fordi: Æltningen gør mest noget for strukturen i dejen og bollerne: Den omdanner protein til gluten, og gluten er det, der giver en elastisk dej, der kan danne store lufthuller (tænk surdejsboller) og en spændstig dej, der får bollerne til nærmest at løfte sig fra bagepladen. Det får du i mindre grad, når du ikke ælter dejen (eller laver stræk og fold, som jeg anbefaler til surdej). Men altså: Du kan sagtens få lækre fugtige boller med god smag og holdbarhed. De bliver bare knap så høje og runde, som når du ælter eller stræk/folder først.

Hvorfor skal der gulerødder i?
Gulerødderne giver en god saftighed til bollerne, så de holder sig fugtige i flere dage. Du kan også bruge fx æbler eller squash, hvis du foretrækker det.

Nemme boller – fire upgrades

Når du har bagt de nemme boller nogle gange, får du måske lyst til at løfte bageriet et lille nøk. Det får du et par tips til her:

  1. Brug autolyse
    Auto-hvaffornoget? Autolyse er en genvej til mere elastisk krumme, og det er meget simpelt: Bland alle ingredienser undtagen gær (og lidt vand), og lad det hvile en halv til en hel time. Rør så dejen grundigt sammen med den opløste gær, så gæren er helt fordelt i dejen. Sæt dejen til at forhæve på køkkenbordet 1-2 timer, og sæt den så i køleskabet. Fortsæt med punkt 3 i opskriften.
  2. Fold dejen, og få mere elastisk krumme og rundere boller
    Hvis du gerne vil have bollerne til at hæve flottere op og få en mere elastisk krumme (større lufthuller), kan du folde dejen. Bare 2 gange stræk og fold gør en kæmpe forskel. Og ideelt: Fold dejen 5-6 gange. Det kræver tid, men mest ventetid. Du skal bruge et aktivt minut hver halve time i ca. 3 timer, inden du sætter dejen i køleskabet. Metoden er beskrevet i opskriften her.
    Her kan du se forskellen på en dej, der ikke er foldet tv. og en der foldet (bare to gange!). Og nedenfor: Forskellen på bollernes højde (den nederste er foldet).
    Nemme boller - koldhævet morgenbrød dejNemme boller - koldhævet morgenbrød dej
  3. Bag med bagestål 
    Hvis du kan komme i nærheden at et bagestål, kan du give bollerne et ordentligt spark i ovnen, så de hæver endnu flottere: Skru ovnen op på max varme, og lad bagestålet varme med i 45 minutter, inden du bager. Træk så bagepapiret med bollerne over på bagestålet, smid 1/2 dl vand i pladen nedenfor, og bag bollerne. Kortere! Alt afhængigt af, hvor varm din ovn kan blive, skal de sikkert bages 9-12 minutter.
  4. Bag med surdej
    Så vil jeg anbefale, at du starter med mine klassiske surdejsboller – grundigt forklaret, med og uden røremaskine.

Måske også noget for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.