
Kærnemælksboller er lette, bløde grovboller med en skøn syrlig smag og fugtig krumme. Fluffy på den fede måde. Og pivnemme at lave.
Du kan enten bage dem i bradepande som her og få 12 store, bløde grovboller. Eller trille dejen til ca. 15 almindelige boller og bage dem på en bageplade. Eller selvfølgelig, hvis du ikke har en bradepande på ca. 22 * 33 cm – så kan du sætte dem tæt på en almindelig bageplade. Så bager de også sammen som i bradepanden. Dog vil de hæve lidt mere ud til siderne også.
Bløde grovboller med kærnemælk
For det meste bager jeg med surdej og vand, og det giver de karakteristiske boller med en virkelig sej krumme, store lufthuller og sprød skorpe. Men en gang imellem får jeg så inderligt lyst til en blød hvedebolle med fugtigt indre. Boller som min mor bagte dem. Og så bager jeg kærnemælksboller.
Jeg bager stadig med mel, der har højt proteinindhold, for jeg elsker den elastiske krumme, som kommer af protein (og dermed gluten). Og så giver jeg også bollerne godt med grahamsmel og havregryn, så der bliver noget at tygge på og ekstra smag i brødet.

Hvorfor kærnemælk i brød?
Der er to grunde til, jeg bruger kærnemælk i opskriften: Et mælkeprodukt i stedet for vand giver dejlige bløde boller. Og et syrnet mælkeprodukt som kærnemælk giver både en skøn smag og en længere holdbarhed af dit brød (lidt a la surdej – der er gode bakterier på spil). Et saftigt brød – længere.
Kærnemælksboller uden kærnemælk? Oh yes
Faktisk behøver du ikke bruge lige præcis kærnemælk i bollerne. Hvis du ikke har kærnemælk, kan du sagtens erstatte den med et surmælksprodukt som yoghurt naturel, tykmælk, ylette, creme fraiche osv. Bland det op med lidt almindelig mælk, så det får konsistens nogenlunde som kærnemælk. Så virker det lige så godt.
Andre lækre bløde boller?
Hvis du elsker bløde boller, kunne du måske også blive fristet af:
- Fødselsdagsbollerne – eller mormorboller, som de hedder i min familie
- Chokoladebollerne – luftige og lækre!
- Bløde hveder – som du bare kan kalde krydderboller, og så kører de også hele året


