
Julesnurrer er en julet variation af en klassisk kanelsnurre – nu bare med min fortolkning af juleduft. Og en lækker marcipanremonce. Der er ingen grund til at spare på remoncen, for jeg kan alligevel ikke bilde dig ind, at en julesnurre er sund.
All in på remonce!
Julesnurrer til både før, under og efter jul …
Jeg bagte julesnurrerne til den første weekend i december, hvor der står julebagning på familieprogrammet. Men jeg vidste, at der altid går mere snak og sofahygge i den end egentlig bagning. Så det er godt at ha’ noget i baghånden. Det holdt stik.
Men julesnurrer er garanteret også gode til fx gløgg eller en julebrunch. Og skulle der ligge en enkelt i fryseren efter jul, skal der ikke lyde nogen klager herfra :-)

Hvilke dufte forbinder du med jul?
De fleste vil nok sige kanel, kardemomme, nelliker – og det gælder også mig. Det får vi masser af i fx de traditionsrige honninghjerter og brosten. Og i gløgg! Men jeg har også en særlig kærlighed for appelsin og appelsinskal.
Da jeg var lille, fik jeg et år en helt særlig julegave fra min faster i England. En bog med scratch’n’sniff, og det havde jeg aldrig set (eller duftet) før. Den bedste side var den, hvor man kunne skrabe lidt på appelsinen og blive belønnet af den salige duft af appelsinskal. Uhm. Det er den duft, jeg har taget med i mine julesnurrer.