Vegetarisk minestrone med bønner

Vegetarisk minestrone er en af mine yndlingssupper. Her får du den med bønner og et skud miso, japanernes trylleeleksir.

Minestrone er en mættende suppe, der smager skønt og intenst af både tomat, basilikum og grønsager. Herhjemme er den en populær aftensmad, men du kan også servere den som forret eller natmad.

Masser af smag i vegetarisk minestrone

Jeg kommer godt med bønner i min minestrone, så du også får protein, der mætter. I mange år har jeg også lavet min minestrone med lidt røget kalkulbacon (og den anvisning kommer nedenfor). Men jeg øver mig i at få umami fra andet end kød – lidt grønnere, jo. En helt vegetarisk minestrone skal jo smage mindst lige så godt som den med bacon, og der kom jeg i tanker om miso. Miso er (kort fortalt) fermenteret soya, og det tilføjer masser af god umami til mange ting. Nu også til min vegetariske minestrone!

Og som prikken over det italienske i: Pesto. Jo bedre pesto, jo bedre smag i suppen. Jeg laver min selv og gemmer den i fryseren i små portioner, så det kun tager et øjeblik, når den skal i suppen. Opskriften på en fænomenal pesto finder du lige her.

Vegetarisk minestrone med miso

Vegetarisk minestrone

Forb. tid 30 minutter
Tilb. tid 50 minutter
Samlet 1 time 20 minutter
Giv de første stjerner!
En lidt grønnere version af den klassiske italienske minestrone. Portionen er nok nærmest til 6 personer, så er I kun 4, bliver der en dejlig rest til senere på ugen.
Antal: 6 personer

Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.

Du skal bruge:

  • olivenolie
  • 2 rødløg
  • 3 fed hvidløg
  • 2 gulerødder
  • 2 stængler bladselleri (eller knoldselleri)
  • ½ hakket fennikel
  • 1 bundt frisk basilikum
  • 7 dl tomatpassata
  • 1 liter tomatjuice
  • 2 spsk lys miso (fås i helsekosten)
  • 3 spsk pesto (gerne hjemmelavet)
  • 1 glas rødvin
  • 1 squash
  • 200 g spinat
  • evt. ekstra grønsagsfond eller bare vand
  • 1 dåse hvide bønner (cannelloni eller borlotti)
  • 50 g spaghetti (evt.)
  • salt og friskkværnet peber

Til servering også:

  • parmesan

Sådan gør du: 

  • Start med at rense og hakke alle grønsagerne. Jeg kørte noget af courgetten gennem en spiralizer som courgette-spaghetti – skar den i 10 cm lange stykker og kom den i suppen til allersidst. Du kan også bare hakke den i små tern som resten af grønsagerne.
    Basilikum: hak stilkene fint og hak bladene knap så fint.
  • Varm olien op og tilsæt rødløg, gulerødder, selleri, fennikel, hvidløg og basilikumstilke. Lad det simre ved svag varme i 15-20 minutter. Rør rundt og hold øje med, det ikke bruner.
  • Tilsæt tomatpassata, tomatjuice, rødvin, miso, pesto og squash, og lad det simre med i 15 minutter mere.
  • Dræn bønnerne. Rør spinat, bønner og halvdelen af basilikumbladene i, og varm godt igennem. Tilsæt evt. ekstra fond eller vand, så suppen bliver lidt tyndere.
  • Hvis du vil ha’ spaghetti i, så er det nu: Put den i en pose, og bank den med en kagerulle, til den er brækket i kortere stykker (ikke smulder). Hæld den i gryden, og lad den koge mør. Du kan også bruge andre typer pasta.
  • Smag til med salt og peber – og hvis du har brugt spiralizer: tilsæt courgette-spaghettien.
  • Ved servering: Drys de sidste basilikumblade over. Riv parmesanen, og server den ved siden af. Giv godt brød til.
Kunne du lide opskriften?Giv 1-5 stjerner ved at klikke på dem, eller efterlad en kommentar.
Giv de første stjerner!
Pin Del Udskriv
Fik du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar her, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!
Vegetarisk minestrone med miso

Tilbehør til minestrone

Jeg synes, der skal brød til suppe. Helst godt hjemmebagt brød, fx foccacia.

Har du noget rugbrød i skabet, bliver det også fantastisk, når det bliver skåret i stænger og ristet lidt i olivenolie på en pande. Eller du kan riste det til rugbrødscroutoner. Er det allerede skåret i skiver, så rister du bare skiverne og skærer dem over diagonalt, så du får ristede rugbrødstrekanter.

Koldhævet focaccia i bradepande
Det luftige og saftige italienske brød, man næsten ikke kan lave nok af. Brug det til italienske retter eller der, hvor du gerne vil have et godt madbrød.
Gå til opskrift
Koldhævet focaccia i bradepande – lækkert madbrød

Gem

Rugbrødscroutoner til suppe og salat
Har du en rest rugbrød i skabet? Eller vil du gerne have sprøde croutoner med noget gods i til din suppe eller salat – så lav rugbrødscroutoner. Der er også gode bare som en snack.
Gå til opskrift
Rugbrødscroutoner til suppe og salat

Tip! Minestrone med bacon eller pancetta

Hvis du er stor tilhænger af minestrone med bacon eller pancetta – så får du lige variationen her:

Du skal bruge 4 skiver røget pancetta eller bacon (eller kalkunbacon). Skær kødet i passende stykker, og lad det simre sammen med grønsagerne til at begynde med. Og fortsæt så ellers bare efter opskriften ovenfor.

Vegetarisk minestrone med miso
Bodil

Bodil

Hej! Jeg hedder Bodil, og det er mig, der er mutti. Her får du opskrifter, der gør dit køkken lidt grønnere, lidt nemmere - og du får smæk på smagen.

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Din bedømmelse: