Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page

Salat i glas med rød spidskål og granatæbleSavner du kulør på salaten – eller bare på dagen i det hele taget- er salat med rød spidskål et hit. Rød spidskål er noget mildere i smagen end rigtig rødkål, men du får stadig kål med godt bid og masser af sundt arbejde til din mave.

Her er den røde spidskål kommet i godt selskab med både grønt, hvidt og sprødt – og vi kommer hele smagspaletten rundt:

  • mild rød spidskål
  • bitter, smagfuld rucola
  • salt feta
  • sødt og syrligt granatæble
  • milde mættende edamamebønner
  • sprøde, sødlige ristede mandler
  • og selvfølgelig den gode klassiske olie-eddikedressing.

Salat i glas – sådan!

Jeg har arrangeret salaten i glas, klar til madpakke og derfor med dressingen i bunden. Det smarte er så at sætte låg på og vende salaten rundt i glasset, før du serverer.

Du kan selvfølgelig også lave salaten i skål, tallerken eller fad og gnaske den derhjemme.

Hvis du bruger salaten som tilbehør til din aftensmad, kan du fint lave den uden edamamebønnerne. Men hvis du bruger den som selvstændig frokostsalat, er edamamebønnerne det geniale proteintilskud, der giver mæthed og fylde.

Salat med rød spidskål og granatæble

Salater

Rækker til: 1

Forberedelse: 10 minutter

Som frokostsalat til en person skal du bruge:

  • 2 dl fint snittet rød spidskål
  • 1/2-1 dl pillede edamamebønner (gerne fra frost)
  • Feta i tern efter smag
  • 1/2 dl granatæblekerner
  • 2 dl skyllet rucola
  • 1 spsk ovnristede, hakkede mandler
  • 3 spsk olie-eddikedressing (se link i teksten ovenfor)

Sådan gør du:

  1. Rens, snit og pil alle ingredienserne, så de er klar til salaten.
  2. Til madpakken: Hæld salatdressingen i bunden af din beholder, dernæst snittet rødkål, edamamebønner, feta, granatæble og rucola. Top op med mandlerne.
  3. Til skål eller fad: Bland rød spidskål, rucola og edamamebønner, og bred det ud som bund. Hæld dressingen over. Fordel feta, granatæble og mandler på toppen.

Tip om ristede mandler:

Jeg elsker ristede mandler, men faktisk er det en ting, man skal være varsom med. Når du rister mandlerne, danner de akrylamid, som er kræftfremkaldende. Jo mørkere du rister dem, jo mere akrylamid. Derfor rister jeg altid mandler i ovnen, hvor jeg kan styre, at de ikke får for meget (det er sværere på panden).

Men uanset hvad – spis ikke for mange ristede mandler. Andre typer nødder danner mindre akrylamid, så skift mellem forskellige typer. Eller spis dem uforarbejdede. Så er de sunde og gode. Du kan læse mere om at riste mandler og nødder her.

Hvad synes du egentlig om opskriften?

Hvis du laver salaten, vil jeg blive superglad for en kommentar i kommentarfeltet nedenfor. Var den god? Savnede du noget? Gode ideer og ønsker modtages med kyshånd.

Er du instagram-typen, så kigger jeg også gerne med! Bare husk @muttionline og #muttionline – så iler jeg med et hjerte til dig.

Måske også noget for dig?

2 kommentarer til Salat i glas – med rød spidskål og granatæble

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.