Følg med her:

Vil du ha' flere opskrifter i samme stil?
Du kan vælge mellem to nyhedsbreve - direkte i din indbakke. Vil du se?
Du kan vælge mellem to nyhedsbreve - direkte i din indbakke. Vil du se?
Aspargessalat med rucola, asparges og parmesan. En simpel salat med asparges - fuld af velsmag! Med tip om den perfekte kogetid.
Elsker du grønne asparges? Elsker du salat med asparges? Og alt muligt andet med asparges?
Så forstår du, hvorfor jeg sukker: Endelig asparges! Endelig står jeg med et bundt sprøde, friske grønne asparges i hånden (nej faktisk to). Dem har jeg ventet på længe, for der er noget helt særligt over de første danske – eller i hvert fald europæiske – asparges. Så friske, flotte og saftspændte. Ikke noget med småvisne hoveder. De er struttende grønne og med naturligt sprødt knæk.
Så er der lynhurtigt cirka 100 retter og salater, jeg får lyst til at lave. Her er én.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Med en knaldblå himmel for oven med en sol så skarp som japanske knive, kan det kun gå for langsomt. De der asparges skal med ud på terrassen til frokost. Nu.
Faktisk er mine asparges så friske, at jeg kan hakke dem direkte i salaten. Det gør jeg. Fine, tynde skrå skiver.
Aspargessalaten er ganske simpel, men derfor kan der jo godt være tænkt over sagerne: De friske asparges får selskab af en let bitter rucola. Sprød romaine. Forårsglade radiser. Parmesan på to måder. Og syrlig olie-eddikedressing med sødlig balsamico.
Parmesan er en fantastisk smagsgiver i salaten, og jeg bruger den både fint revet, som jeg vender direkte i salaten – og som parmesanchips, der lige har været en tur i ovnen. Det er simpelthen så nemt, og hvis du begynder med dem, passer det fint med, at du kan lave resten af salaten imens.
Velkommen, forår!
Foretrækker du at få asparges i lidt større stykker, synes jeg, du skal give dem et ganske kort opkog. For det er med asparges som med broccoli – og de fleste andre grønne grønsager: De skal ikke koge for længe. Så bliver de slatne og mister det sprøde knæk, der er så lækkert, når de er friske. Her får du den simple fremgangsmåde og den perfekte kogetid for grønne asparges:
Du ved det sikkert allerede, men for en sikkerheds skyld: Du skal ikke skære den nederste, lidt træede del af dine grønne asparges. Du skal knække den af. Så er du sikker på, aspargesen knækker lige der, hvor det sprøde starter. Det, der ikke kan knække, er heller ikke sjovt at spise.
Har dine grønne asparges ligget lidt for længe, kan de blive lidt bløde og slatne. De er ganske enkelt tørstige. Så knæk bunden af dem som ovenfor og sæt dem i koldt vand. Så liver de op og bliver sprøde igen. Det hjælper allerede efter en halv time, men nogle gange skal der lidt mere til.
Få mine nyhedsbreve med - mest grønne - tips og opskrifter i din indbakke. Ganske gratis!
(Du kan altid afmelde igen)