Følg med her:
Rungstedtærte med rabarber – rabarberkage med gær
Rungstedtærten er en klassiker i min familie, og mine piger har efterspurgt den på bloggen gang på gang. Men jeg behøvede ikke selv at bage den, for det gjorde min far! Han var ret fingernem og lavede de fineste rungstedtærter med flettet låg og en blanding af blød vaniljecreme og remonce.
Men efter han ikke er mere, er presset vokset. Hvor blev den rungstedtærte af? Min far var rigtig sød til altid at lave pigernes livretter, når vi var på besøg, så te med rungstedtærte er nærmest en signatur for ham.
Klassisk rungstedtærte – nu med rabarber
Oprindeligt var rungstedtærten en mild og sød gærkage, bagt med skøn vaniljecreme og remonce. Men jeg har i mange år tænkt, at den ville blive endnu bedre med rabarber. Og da det kun er rabarbersæson én gang om året, blev det også en undskyldning for, hvorfor jeg aldrig fik den bagt.
Det hjalp heller ikke, at min søster i sin opskrift skriver: Det er noget værre bøvl at lave, kræver fingerfærdighed og tålmodighed. (Så er du advaret, men altså, så slemt er det ikke).
Men nu fik jeg en anledning: Min yngste har fødselsdag i maj, og denne gang fik jeg lov at komme med en kage. (Hun bager altid selv brunsvigeren – hun er jo indfødt fynbo). Jeg kunne til gengæld opfylde ønsket om rungstedtærte oven i hendes fødselsdagsønsker!
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
Til dejen skal du bruge:
- 400 g mel
- 200 g smør (køleskabskoldt)
- 50 g gær
- 4 spsk vand (lunt)
- 50 g sukker
- 2 æg
Til kagecremen:
- 1 æggeblomme
- 1 tsk majsstivelse
- 1 dl mælk (gerne sødmælk)
Til remoncen:
- 100 g blødt smør
- 100 g sukker
- 1 spsk vaniljesukker
Til rabarberkompotten (valgfri):
- 250 g rabarber
- 35 g sukker (3 spsk)
- 2 spsk vand
Husk også:
- ekstra mel til udrulning
- sammenpisket æg at pensle med
Sådan gør du:
- Start med rabarberkompotten: Rens og snit rabarber i 1-2 cm stykker, og kog dem op med vand og sukker i 5-10 minutter, til de er møre. Rør lidt rundt undervejs. Køl kompotten af (sæt evt. gryden i koldt vand).
Imens kan du gå videre:
- Dejen: Smuld smørret i melet, og rør gæren ud i lidt af mælken. Bland så dejen i hånden, og læg den på køl.
- Cremen: Rør æggeblomme og maizena sammen i en lille skål, til det er helt jævnt (ellers klumper cremen). Pisk mælken i, og kog cremen forsigtigt op i en kasserolle, til den tykner. Køl den af – sæt evt. gryden i koldt vand.
- Remoncen: Pisk det bløde smør, sukker og vaniljesukker grundigt sammen. Når cremen er kold: Pisk den i remoncen, en spiseskefuld ad gangen.
- Tag dejen ud af køleskabet, og rul 2/3 del af dejen ud til bunden. Beklæd formen med den, og smør creme-remoncen ud i et jævnt lag. Fordel rabarberkompotten over, hvis du bruger.
- Rul resten af dejen ud, og skær den i strimler til flettet låg – eller brug udstiksforme, hvis du foretrækker det. Hvis du fletter, er det nemmest at starte på midten – og skiftevis på kryds og tværs. Pensl låget med sammenpisket æg.
- Lad kagen hæve lunt en halv time.
- Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
- Bag kagen i ca. 20 minutter. Kig til den undervejs, og dæk med alufolie, hvis den bliver for mørk.
- Kagen er (desværre!) bedst, når den er kølet af. Drys med lidt flormelis, og nyd!
Rungstedtærte eller rungstedkage?
I min familie har kagen altid heddet en tærte, også selvom det er en gærkage. Sikkert fordi vi bagte den i tærteforme. Denne gang valgte jeg at bage den i en bradepande, som var nemmere at tage med i bilen.
Hvorfor tærten lige hedder noget med Rungsted, det ved jeg ikke. Jeg kan se, der findes en variant i min mors gamle ‘Den blaa Bagebog’, men det er ikke den, jeg bruger. Min opskrift stod i min mors madmappe – et løsarksystem, hun lavede i en af mine gamle folkeskolemapper. Faktisk den mappe, jeg kaldte ‘Relegion’ (før jeg kunne stave), men det er jo lidt sjovt. For mad og bagning er næsten blevet en religion siden.
Nå, men nu har jeg i min mors bedste ånd pillet lidt ved opskriften, så den er blevet en gærkage med rabarber, vaniljecreme og remonce.
Jeg kunne ikke finde min klejnespore, så i stedet fik Katrines fødselsdagskage hjerter i 3 størrelser. Men du kan selvfølgelig lave flettet låg, der også er fint.