Følg med her:
Vegetar one-pot-curry med søde kartofler
Indisk one-pot-curry er en mættende vegetarisk karry, der lynhurtigt er kommet på hitlisten herhjemme. En fest for smagsløgene – og maven – og den dovne kok (i morgen). Bare se:
- Punkt ét: Den smager simpelthen fantastisk godt. Pakket med varme krydderier fra kanel og kardemomme til chili og ingefær. (Opjusteret, da en opmærksom kok syntes, den var for tam).
- Den er nem at lave – ikke meget opvask.
- Den er fuld af gode ingredienser, der gør mig glad på forhånd. Søde kartofler, der mætter og smager. Broccoli, fulde af vitaminer og farve. En curry lavet på tomater og kokosmælk, så den også er vegansk, hvis det tæller i dit regnskab.
- Og du får en god stor portion, så mon ikke der er en rest i morgen? Det kommer selvfølgelig an på, hvor mange munde, du skal mætte, og hvor sultne de er.
TIP: Hvis du ikke spiser det hele i dag, så tilsæt kun broccolibuketter til den del, du serverer i dag. Gem resten af buketterne, og varm dem med 3 minutter, før du spiser resten. Så får du frisk flot grøn broccoli hver gang.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
- 80 g løg
- 3 fed hvidløg
- 1 friske røde chilier (test og juster mængden)
- 12 g frisk ingefær
- 350 g søde kartofler
- 350 g broccoli (eller et lille blomkålshoved)
- 2 spsk olie
Tilsæt krydderier:
- 2 hele nelliker
- 8 kardemommekapsler
- 2 kanelstænger
- 1 laurbærblade
- 2 tsk karry (pulver)
- 2 tsk stødt koriander
- 1,5 tsk garam masala
Du skal også bruge:
- 1 dåse flåede tomater (gerne hakkede)
- 2 dl vand
- ½ tsk salt
- 1 dåse kikærter
- 1 dåse kokosmælk
- 3 spsk tomatpure (fx fra tube)
- 2 spsk sød mangochutney
- 1 lime (saften, smag til)
Server med fx
- Ris
- Frisk koriander
- Limebåde
- Mangochutney
Sådan gør du:
- Pil løg og hvidløg. Skær løg i smalle både, og hak hvidløg fint. Flæk chili og fjern frøstanden. Hak den fint. Skræl ingefær, og riv den fint.
- Skur eller skræl de søde kartofler, halver dem på langs, og skær dem i skiver eller tern. Sæt til side.
- Skyl broccolien, del den i små buketter, og del dem med en kniv, så stokkene er tynde. Sæt til side. Skræl resten af stokken, og snit den i små tern, ca. 1 x 1 cm.
- Hæld olie i en gryde, og tilsæt løg og hvidløg. Vend dem rundt ved middel varme, til løgene er klare. Tilsæt de tørre krydderier, og vend rundt et minut mere.
- Tilsæt de søde kartofler, chili, ingefær, flåede tomater, vand og 1/2 tsk salt, og lad retten simre, til de søde kartofler er møre, ca. 20 minutter.
- Dræn kikærterne. Tilsæt kokosmælk, kikærter og broccolitern – vent lidt med broccolibuketterne. Varm godt igennem.
- Smag til med salt, tomatpure, mangochutney og evt. lime og ekstra chili.
- Tilsæt broccolibuketterne 3 minutter før servering. Pres dem godt ned i saucen, så stokkene bliver en smule møre, men ikke for meget!
- Servér med det valgte tilbehør.
Vegetar-one-pot-curry – nem aftensmad
Hvis du vil have ekstra meget smag i din one-pot-curry, så forbered saucen i god tid: Jeg bruger mange hele krydderier, og her trækker smagen bedst ud i saucen, hvis den får lov at hvile. I praksis vil det sige: Start med løg, hvidløg, krydderier, tomater og vand, og lad det stå og trække nogle timer, fx fra om morgenen.
Eller bare glæd dig til i morgen, når resterne smager endnu bedre 😉
Vil du gerne ha’ en salat til, så vil jeg anbefale en frisk spidskålssalat.
Kender du forskellen på kassiakanel og ægte kanel?
Man spiser godt i Indien. Men jeg har spist endnu bedre på Sri Lanka. Og her lærte jeg noget om kanel. For på Sri Lanka er de pivstolte af deres kanelproduktion, og jeg tænkte først – jaja, kanel er vel kanel. Men det er det ikke! Der findes faktisk mange forskellige, men primært skelner man mellem to slags.
På Sri Lanka får man det, der hedder ægte kanel (eller Ceylon kanel), og det adskiller sig fra den kanel, jeg kendte, på to måder:
- Det er meget tyndere og sprødere i konsistensen. En fordel, fordi man kan ‘vride’ hel kanel i retten og på den måde fordele den (og støde på stumperne mange gange i løbet af et måltid). Eller man kan bare glæde sig over, at smagen hurtigt trænger ud i retten, fordi kanelen har en stor overflade.
- Og den indeholder langt mindre kumarin. Kumarin er et aromastof, der er giftigt i store mængder (dog næppe så store, at du er i farezonen – heller ikke selvom du har en kanelsneglsafhængighed). Med mindre kumarin får man en mildere kanel, og den er virkelig velegnet i mad. Du kan læse mere om kumarin hos Fødevarestyrelsen.
Det korte af det lange: Da jeg havde opbrugt min hjembragte kanel fra Sri Lanka, måtte jeg på jagt i mit nærområde for at finde den igen. Og den findes, endda økologisk.
Flere vegetariske karryretter?
Hvis du elsker curry, så kan du også tjekke fx