Ramsløgpesto med solsikkekerner

En ramsløgpesto er et hit i forårets køkken. Du kan bruge den i alle de retter, hvor du ellers ville vælge en italiensk pesto - og for eksempel vil jeg anbefale den i en morgenomelet, en sandwich eller en kartoffelsalat.

En ramsløgpesto er et hit i forårets køkken. Du kan bruge den i alle de retter, hvor du ellers ville vælge en italiensk pesto – og for eksempel vil jeg anbefale den i en morgenomelet, en sandwich eller en kartoffelsalat.

Min ramsløgpesto indeholder kun råvarer fra vores breddegrader, dog lige undtaget citron. Hvis du vil gå all in, kan du erstatte den med æblecidereddike.

Hvad skal der i en ramsløgpesto?

Du kan finde hundredevis af opskrifter på ramsløgpesto, og nu har jeg også lavet min egen variant. Jeg har taget udgangspunkt i min italienske basilikumspesto, erstattet med danske, lokale råvarer og justeret mængderne. Og faktisk får du så en pesto, der noget billigere end den italienske. Og den smager brandgodt af nordisk forår.

Her får du en liste over ingredienserne, og jeg har tilføjet, hvad du kan erstatte med, hvis du ikke lige har netop disse ingredienser på dit køkkenlager:

  • Friske, skyllede ramsløg. Ja, hvis du vil lave ramsløgpesto, skal du selvfølgelig ikke erstatte dem med andre ting.
  • Vesterhavsost. Hurra for Thise og deres udvikling af danske oste. Nu om stunder findes Vesterhavsosten i flere varianter, og du kan tage den, du ønsker. Eller erstatte med andre typer hård ost – selvfølgelig også parmesan.
  • Solsikkekerner. Dem kan du erstatte med fx ristede mandler (tjek fremgangsmåden og begrundelsen her), nødder, valnødder eller pinjekerner.
  • Rapsolie. Vi har den fineste økologiske rapsolie i Danmark, og den er et rigtig godt match til ramsløgene. Du kan også bruge fx vindruekerneolie, solsikkeolie eller for en kraftigere smag: Olivenolie.
  • Flagesalt. Jeg havde en pose fra Læsø, og så bliver det jo ikke bedre. Du kan naturligvis udskifte med andre typer salt – vær varsom med fint salt, da 1/4 tsk fint salt giver mere salt end 1/4 tsk flagesalt.
  • Citronsaft. Ja, undskyld, her hoppede den nordiske kæde af – du kan sagtens erstatte citronsaften med æblecidereddike. Eller lime for en mere eksotisk aroma. Ramsløgpesto kan godt blive lidt fad i smagen uden, men smag forsigtigt til, så du ikke giver den for meget syre.
Ramsløgpesto med solsikkekerner

Ramsløgpesto med solsikkekerner

Forb. tid 15 minutter
Giv de første stjerner!
Ramsløgpesto er nordens pesto – med den karakteristiske hvidløgssmag og den friske grønne kulør, hentet direkte fra skovbunden. Så er det forår!
Antal: 1 glas

Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.

Du skal bruge:

  • 100 g friske ramsløg
  • 60 g Vesterhavsost
  • 30 g solsikkekerner
  • 1 dl rapsolie
  • ¼ tsk flagesalt (eller lidt mere, smag til)
  • friskkværnet peber
  • 1 tsk citronsaft (eller lidt mere, smag til)

Sådan gør du: 

  • Skyl ramsløgene grundigt, og dup dem tørre med et rent viskestykke.
  • Skær osten i tynde skiver.
  • Læg ca. halvdelen af ramsløgene i din foodprocessor sammen med ost, solsikkekerner, olie og salt. Kør, til alle ramsløgene er indarbejdet, og tilsæt resten af ramsløgene. Skrab ned et par gange, til du har en jævn, grov pesto.
  • Smag til med salt, peber og citron.
  • Skold et opbevaringsglas, og opbevar din pesto i køleskabet med tætsluttende låg.
Kunne du lide opskriften?Giv 1-5 stjerner ved at klikke på dem, eller efterlad en kommentar.
Giv de første stjerner!
Pin Del Udskriv
Fik du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar her, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Giv ramsløgpestoen en twist

Hvis du har lyst til at eksperimentere, kan du eventuelt tilføje fintrevet citronskal – eller chiliflager. Hvis du er i tvivl, vil jeg anbefale, at du starter med at tilsætte den ekstra smag til en lille del af portionen. Så kan du afgøre, om det var en god idé, før du mixer tilsætningen i hele glasset.

Nordisk ramsløgpesto med solsikkekerner

Ramsløgpesto – holdbarhed?

En hjemmelavet ramsløgpesto kan holde sig en uges tid i køleskabet. Der er dog et par tricks, der kan forlænge holdbarheden:

  • Skold dine opbevaringsglas, og skyl dem evt. med atamon.
  • Top op med lidt ekstra olivenolie, når du hælder pestoen på glas.
  • Brug en ren ske eller kniv, hver gang du tager af pestoen. Så reducerer du bakterierigdommen i glasset.
  • Frys din pesto. Du kan sagtens fryse den ned i mindre portioner, så du altid har et skud frisk forår hånden. Jeg vil ikke afvise, at den over tid taber en lille smule i farve og friskhed, men det er den metode, jeg selv bruger. Og elsker. Pestoen holder sig mindst 3 måneder ved -18 grader.

Hvor plukker man ramsløg?

Det spørgsmål stillede jeg mig i mange år, for det er altså ikke i enhver fugtig løvskov de vokser. Især ikke i Vestjylland, kan jeg læse mig til. Jeg har ledt og ledt i områderne omkring vores sommerhus i Nordjylland – men heldet har ikke været med mig. Til gengæld fandt jeg dem i en hæk midt i København, men lige op ad en meget trafikeret vej. Så da jeg fik serveret en ret med ramsløg på Svinkløv Badehotel, måtte jeg ryste svaret ud af køkkenchefen. Og jo, der var en skov med ramsløg på de kanter – masser af ramsløg! Bare et kvarter i bil først.

Nu har jeg prøvet at omplante et par skovlfulde til min egen lillebitte skov og krydser fingre for, det lykkes. Indtil da høster jeg samme sted som Svinkløv Badehotel. Og det må jo være et adelsmærke.

Hold øje med ramsløgene fra slut februar frem til maj. Sæsonen svinger lidt med vejret, men generelt er de lidt senere i Nordjylland.

Nordisk ramsløgpesto med solsikkekerner3

Hvad kan man ellers lave med ramsløg?

Den liste er uendelig, men jeg finder masser af inspiration hos Snilde og Danish Things.

Bodil

Bodil

Hej! Jeg hedder Bodil, og det er mig, der er mutti. Her får du opskrifter, der gør dit køkken lidt grønnere, lidt nemmere - og du får smæk på smagen.

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Din bedømmelse: