Nemt sigtebrød med kærnemælk
Vil du ha' flere opskrifter i samme stil?

Du kan vælge mellem to nyhedsbreve - direkte i din indbakke. Vil du se?

Nemt sigtebrød med kærnemælk

I min familie elsker vi sigtebrød, og det har været på bordet hver eneste dag i hele min barndom. Nu bager jeg det mest til jul - se hvorfor!

Sigtebrød med kærnemælk – det smager!

Nybagt sigtebrød er en herlig spise, både i sig selv med smør – eller med ost eller andet pålæg. Dagen derpå bliver det ekstra lækkert efter en tur på brødristeren.

Du kan bage sigtebrødet ret hurtigt, men hvis du vælger at koldhæve fx natten over, fremhæver du smagen, og du får et ekstra saftigt sigtebrød med en lækker, langtidsholdbar krumme.

Kærnemælken giver et godt fugtigt brød og understreger også sigtemelets syrlighed.

Portionen passer til 4 små brød, der kan være på en plade i ovnen. Når jeg bager 4 brød, lægger jeg dem på én plade, hvor hvert brød har den halve længde af bagepladen. Du kan også bage 2 store brød side om side eller små boller. Jeg skriver de forskellige bagetider i opskriften.

Nemt sigtebrød med kærnemælk

Koldhævet sigtebrød med kærnemælk

Forb. tid 20 minutter
Tilb. tid 25 minutter
Hævetid 9 timer
Samlet 9 timer 45 minutter
5 fra 3 stemmer
Sigtebrød er et hvidt brød med stor smag og dejlig syrlighed. Det er nemt at bage og passer rigtig godt til smør, ost og en julefrokost.
Antal: 4 brød

Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.

Køkkenudstyr du skal bruge:

Du skal bruge:

  • ½ liter kærnemælk (eller et andet surmælksprodukt)
  • 15 g gær (25 g, hvis du ikke koldhæver)
  • ½ dl vand
  • 1,5 tsk salt
  • 600 g sigtemel Reklame for bagebixen.dk (ca.)
  • 1 æg (til pensling)

Sådan gør du: 

  • Smuldr gæren ud i vandet, og rør, til den er helt opløst. Rør så dejen godt sammen i en stor skål eller på din røremaskine. Dæk dejen, og lad den hæve, gerne lunt en times tid, og vælg nu, om du vil langtidshæve (8-12 timer ved 5-8 grader – anbefales) eller bare lade dejen stå lunt en time eller to mere.
  • Form 4 små aflange brød, og læg dem på bagepapir. Lad dem efterhæve lunt en times tid, til de er synligt hævede. Rids dem så på skrå med en skarp kniv – se billederne – og pensl med æg.
  • Tænd ovnen på 250 grader varmluft. Sæt en bradepande ind på nederste rille og en bageplade over. Når ovnen er helt varm: Hæld et glas vand i bradepanden og træk sigtebrødene over på bagepladen. Bag dem 5 minutter ved den høje temperatur, og skru ned til 180 grader. Bag videre i ca. 20 minutter. Hold øje – hvis de bliver for mørke, kan du dække dem med folie. Det er vigtigt, de bliver gennembagte.
    Hvis du kun bager to brød, skal de bage 10-15 minutter længere ved 180 grader.
  • Du kan også forme boller i samme facon. De skal kun bage ca. 12 minutter. Sæt dem ind ved 250 grader, giv dem 5 minutter, og skru ned til 200 grader.
Kunne du lide opskriften?Giv 1-5 stjerner ved at klikke på dem, eller efterlad en kommentar.
5 fra 3 stemmer
Del opskrift Print
Fik du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar her, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Min barndoms sigtebrød

Da jeg var barn, var der mors hjemmebagte sigtebrød på bordet stort set hver eneste dag. Dengang syntes jeg faktisk, det var lidt kedeligt – mest fordi det bare lå i en pose i mange dage, og vi havde ingen brødrister.

Tænk, det er sandt. Ingen brødrister.

I dag smager sigtebrødet af barndom (ren idyl, set i bakspejlet), søndagmorgener og jul. Så det gode traditionsrige brød fortjener faktisk en revival.

Selvom sigtebrød til hverdag ikke har overlevet i min husholdning, har min familie en anden lidt tosset tradition, der lever i bedste velgående: Til jul spiser vi sigtebrød med smør og – guess what – brunkager ovenpå! Det skal være min oldemors originale brunkager, som virkelig smager kraftigt og ikke så sødt. Det er en himmelsk kombi. Tro mig.

Nemt sigtebrød med kærnemælk

Bodil

Bodil

Hej! Jeg hedder Bodil, og det er mig, der er mutti. Her får du opskrifter, der gør dit køkken lidt grønnere, lidt nemmere - og du får smæk på smagen.

9 Kommentarer

5 from 3 votes

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Din bedømmelse:





  1. Et superlækkert brød. Jeg havde kun 600g sigtemel, så det blev også 100 g af høj proteinmel. Det hævede 15 timer i køleskabet, hævede i dampovn og bagt.
    Det har en anden krumme end dit men jeg er super tilfreds.
    Tusind tak fordi du delte den skønne opskrift

    • Hej Mona, det er jeg rigtig glad for at høre, tak for at skrive. Og gode tricks til en mere luftig krumme 🙂 Kh Bodil

  2. Fortsættelse af ovenstående for der skulle naturligvis stå 500g sigtemel.

    • Tak Finn, det er også en rigtig dejlig klassiker!
      Tak for at skrive.
      Kh Bodil

  3. 5 stars
    Kære Bodil – rigtig godt nytår.
    Jeg sidder og kigger på din blog, efter brød. Det er ikke helt nemt at finde frem til. Der mangler en kategori under bagværk, som leder hen til brød og madbrød.
    Tak for dejlige, skønne opskrifter.
    Spinattærten skal prøves i week-enden.
    Dbh. Jeanett

    • Hej Jeanett,
      tak for dejlig kommentar! Og godt du siger til. Jeg skal nok få tilføjet Brød til oversigten i menuen, det burde være simpelt (der ligger en del skyggemenuer, jeg kan aktivere efter behov).
      Godt nytår og god fornøjelse på bloggen, dejligt du er her 😊
      Kh Bodil

  4. 5 stars
    Hej – jeg lavede 4 stk – men undrede mig lidt over at de skulle være så små? 4 stk – fulgte opskrift præcis men dog med groft sigtemel. Næste gang vil jeg “kun” lave 2 – ellers bliver de lidt flutes-agtige i størrelsen. Men de smager Max godt (Ps jeg bruger altid varmluft synes bare det funker bedre )

    • Hej Karsten, tak for at skrive! Jeg bager også altid ved varmluft, og det har jeg lige tilføjet i opskriften – plus anvisning til at bage to brød frem for fire.
      Gør mig glad, at de smagte 😊
      Kh Bodil