Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page

Ægte fynsk brunsvigerDet var ret specielt at tælle efter og opdage, at jeg nu har holdt nøjagtigt 50 børnefødselsdage på Fyn. Og nu har jeg fået så meget styr på en ægte fynsk brunsviger, at selv fynboerne siger god for den! Det kan jeg takke min tidligere genbo for – hans far var bager, og han bagte selv den mest forrygende fynske brunsviger. Og han brugte samme opskrift som mig. Sagde han.

Men da jeg gik ham lidt på klingen, så havde han alligevel lavet et par justeringer. Et par ikke helt uvæsentlige justeringer. Dem får du her.

Tre tips til ægte fynsk brunsviger:

Sagen er, at han brugte:

  • Mere farin (og dermed: Mere snasket).
  • Længere hævetid (og dermed: Bedre krumme og holdbarhed).
  • Kortere bagetid (og dermed: Blød og saftig bund i stedet for tør og pap-agtig).

Opskriften er til en hel bradepande. Den bliver bedst, hvis du går i gang aftenen før. Og hvis du gør som fynboerne, så skal der også slik på!

Fordel remoncen på din brunsviger

Da jeg gik i 9. klasse, var jeg i praktik. Det sku’ vi. Og jeg tænkte, at det sjoveste var at arbejde med min hobby: Bageriet. Så jeg var hos en bager i Aalborg. Her lærte jeg én praktisk ting om brunsvigere: De skal prikkes med fingrene!

Prik med alle 10 fingre, så der bliver små fordybninger i dejen. Så kan remoncen bedre fordele sig i stedet for at ligge i én stor pøl i den ene ende.

Dejen skal rulles/trækkes overraskende tyndt ud.
Når du har fordelt fyldet ovenpå, er det en god idé at prikke med fingrene igen.

Gem

Opskrift på ægte fynsk brunsviger - koldhævet og snasket

Desserter og kager, Morgenmad og brunch

Rækker til: 20

Forberedelse: 8-12 timer

Tilberedning: 12 minutter

Til dejen skal du bruge:

  • 60 g smør
  • 4 dl mælk
  • 15 g gær
  • 4 spsk sukker
  • 1 tsk salt
  • ca. 650 g mel - start altid med lidt mindre

Til brunsvigersnasken skal du bruge:

  • 150 g smør
  • 300 g farin
  • 1 spsk sirup

Og hvis der skal pynt på:

  • Flormelis
  • Vand
  • Slik

Sådan gør du - husk at starte aftenen før:

  1. Smelt smørret blidt, opløs gæren i mælken og hæld den i smørret. Rør lidt rundt. Tilsæt resten af ingredienserne til dejen, hold lidt mel tilbage og ælt den godt igennem. Tilsæt evt. det sidste mel - dejen må hellere være for blød end for stiv, og den stivner lidt i køleskabet! Dæk den med plastfolie, og sæt den i køleskabet til næste morgen.
  2. Om morgenen (eller senere på dagen): Tænd ovnen på 200° - lad pladen/bradepanden stå i ovnen, så den bliver varm.
  3. Tag dejen ud af køl. Rul eller tryk den ud, så den passer til en bageplade eller den store bradepande. Læg et godt stort stykke bagepapir under. Træk bagepapiret med dejen over på den lune plade, og lad dejen stå der og hæve lidt, mens du laver fyldet, og ovnen bliver helt varm.
  4. Smelt alle ingredienser til fyldet en gryde. Pisk det godt sammen i hånden, så det ikke skiller.
  5. Prik nu med alle 10 fingre en masse små huller i dejen, inden du hælder fyldet ud over. Så fordeler det sig, og du slipper for, at det hele ender i en stor pøl i den ene ende. Lad den hæve lidt videre, og prik gerne igen, inden du sætter den i ovnen (ja, du får meget snaskede fingre, men de kan vaskes).
  6. Når ovnen er varm: Sæt brunsvigeren ind. Og så er kunsten at bage længe nok, men ikke for meget. Jeg plejer at sætte mit ur på 12 minutter og måske give den 2-3 minutter mere. Den skal ikke være brun i kanten, for så bliver den også tør.
  7. En ægte fynsk brunsviger er pyntet med glasur og slik. Såh - det kan du jo overveje.
  8. Skær den ud - min bradepande giver 20-25 stykker.

Måske også noget for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.