Følg med her:
Hjemmelavet tomatsuppe på 30 min.
Vil du gerne have en nem tomatsuppe, der ikke smager af dåse - så er den her. Du kan variere smagen i det uendelige, helt som du har lyst!

Hjemmelavet tomatsuppe er bare et hit – nemt lavet på bare en halv time. Og den er fuld af smag og her ekstra intens, fordi den lige har fået lidt flere grønsager at smage af. Du kan krydre den helt, som du har lyst.
Hurtig tomatsuppe med blendede grønsager
Hvis din tomatsuppe skal have lidt ekstra dybde i smagen, er det en god idé at give den nogle ekstra grønsager. Og det behøver ikke at tage lang tid.
Mine faste suppegrønsager er løg, hvidløg, gulerod og selleri. Og bare rolig, du behøver ikke elske selleri for at elske selleri i suppe. Hvis du en dag synes, din suppe ikke rigtig smager af suppe – så tilsæt selleri. Det er suppesmagen over alle suppesmage, hvis du spørger mig. Især i en lidt klassisk suppe uden for mange eksotiske krydderier. Sådan har jeg tænkt suppen her: En god basissuppe.
Du kan selvfølgelig twiste den i det uendelige. Både med krydderier, med toppings og med forskelligt tilbehør.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
Til suppen skal du bruge:
- 1 løg (eller rødløg)
- 2 fed hvidløg
- 1 gulerod (ca. 100 g)
- 2 stilke bladselleri (eller tilsvarende knoldselleri)
- ½ rød peber
- olivenolie
- 1 liter tomatjuice
- 7 dl tomatpassata
- 7 dl vand (brug passata-flasken som mål)
- 2 spsk miso
- 1 spsk soya sauce
- 1 spsk rød balsamico
- 1 terning grønsagsbouillon
- salt og friskkværnet peber
Til rugbrødscroutonerne skal du bruge:
- 4 skive rugbrød (tykke!)
- 2 spsk olivenolie
- 1 tsk flagesalt
- 1 fed hvidløg (valgfrit)
Til servering evt:
- parmesan
- purløg
Sådan gør du:
Sådan laver du tomatsuppen:
- Pil løg og hvidløg, skræl guleroden, rens selleri, og fjern frøstanden fra den halve peberfrugt. Hak det hele i tynde skiver eller små tern, og lad det simre i olivenolie i ca. 15 minutter, til det er helt mørt (middelvarme – det må ikke tage farve). Læg gerne låg på, og hæld en smule vand ved, hvis det begynder at blive tørt.
- Tag gryden af varmen, og hæld tomatjuice over, til det dækker. Blend grundigt, nemmest med en stavblender.
- Tilsæt de øvrige ingredienser, og varm suppen godt igennem. Smag til med salt og peber.
Sådan laver du rugbrødscroutoner
- Tænd ovnen på 180 grader med varmluft. Skær rugbrødsskiverne i tern på 1×1 cm. Pres hvidløg. Vend rugbrødsstykkerne i olie, salt og evt. krydderier. Bred dem ud på bagepapir, og giv dem ca. 15 minutter i ovnen, måske lidt mere, til de tager lidt farve. De bliver først helt sprøde, når de køler af.
- Servér!

Tilbehør til tomatsuppe
Vi spiste tomatsuppen helt, som den er, bare med rugbrødscroutoner, lidt revet parmesan og purløg. Til en lidt større sult kan du også servere brød ved siden af, fx focaccia.
Hvis du søger en tomatsuppe med flere grønsager i, så tjek min minestrone, som jeg virkelig er begejstret for. Den tager bare lidt længere tid, fordi grønsagerne skal hakkes først.
Er du frisk på en spicy tomat-thaisuppe, så er den også hurtigt lavet. Den er med søde kartofler, kokosmælk og citrongræs.

Hvordan vil du krydre din tomatsuppe?
Når du laver din tomatsuppe selv, kan du heldigvis også selv bestemme, hvad den skal smage af. Altså, ud over tomat. Prøv for eksempel:
- Chili, fx 1 rød chili i små tern i suppen – eller chiliflager som drys
- Frisk basilikum
- Din yndlingskrydderblanding, fx italiensk eller mexicansk
- Timian eller herbes de provence
- Kanel og spidskommen (gerne hele, som får lov at trække i suppen).
- Eller måske endda ingefær eller anis.
Prøv dig frem!










