Scan for at gå til opskrift
Hjemmelavet tomatsuppe på 30 min.
Forb. tid 10 minutter min
Tilb. tid 20 minutter min
Samlet 30 minutter min
Til suppen skal du bruge:
- 1 løg (eller rødløg)
- 2 fed hvidløg
- 1 gulerod (ca. 100 g)
- 2 stilke bladselleri (eller tilsvarende knoldselleri)
- ½ rød peber
- 2 spsk olivenolie
- 1 liter tomatjuice
- 7 dl tomatpassata (gerne Mutti)
- 7 dl vand (brug passata-flasken som mål)
- 2 spsk miso
- 1 spsk soyasauce
- 1 spsk rød balsamico
- 1 terning grøntsagsbouillon
- salt og friskkværnet peber
Til rugbrødscroutonerne skal du bruge:
- 4 skiver rugbrød (1,5-2 cm tykke)
- 2 spsk olivenolie
- 1 tsk flagesalt
- 1 fed hvidløg (valgfrit)
Sådan laver du tomatsuppen:
Pil løg og hvidløg, skræl guleroden, rens selleri, og fjern kernerne fra den halve peberfrugt. Hak det hele i tynde skiver eller små tern, og lad det simre i olivenolie i ca. 15 min. ved middelvarme, til det er helt mørt og blødt – det må ikke tage farve. Læg gerne låg på, og hæld en smule vand ved, hvis det begynder at blive tørt.
Tag gryden af varmen, og hæld tomatjuice i – nok til at det dækker grøntsagerne. Blend det hele grundigt til en jævn masse, nemmest med en stavblender.
Tilsæt tomatpassata, vand, miso, soyasauce, rød balsamico og bouillonterningen, og varm suppen godt igennem. Smag til med salt og peber.
Sådan laver du rugbrødscroutoner
Tænd ovnen på 180 grader med varmluft. Skær rugbrødsskiverne i tern på 1×1 cm. Pres hvidløg. Vend rugbrødsstykkerne i olie, salt og evt. hvidløg. Bred dem ud på bagepapir, og giv dem ca. 15 min. i ovnen, måske lidt mere, til de tager lidt farve. De bliver først helt sprøde, når de køler af.
Servér!