Følg med her:
Kylling i paprika-flødesovs – hurtig aftensmad med kylling
Er du på udkig efter hurtig aftensmad med kylling - så prøv kylling i paprika-flødesauce. Og smag, hvorfor lige netop den er en favorit.

Kylling opskrifter er der nogle stykker af her på bloggen, flødesaucer er mere en sjældenhed. Men jeg blev nødt til at gøre en undtagelse med kylling i paprika-flødesauce. Den har den helt perfekte balance mellem fløde og frisk syre – og den får ekstra intensitet med soltørrede tomater.
Det er tilmed hurtig aftensmad, og vi elsker den – prøv selv, så ved du hvorfor!
Få ideer til tilbehør, mere grønt og andre nemme retter til aftensmad under opskriften.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
- 600 g kyllingefilet (juster efter appetit)
- 1 citron (4 spsk saft)
- 2 spsk stødt paprika Reklamelink
- stødt chili Reklamelink (eller chiliflager, efter smag)
- 1 fed hvidløg
- ½ spsk tørret estragon Reklamelink
- olivenolie
- 12 soltørrede tomater
- ¼ liter piskefløde
- salt og friskkværnet peber
Tilbehør fx:
- asparges (grillede, alternativt dampet broccoli eller grønne bønner)
- ris (alternativt pasta eller godt madbrød)
Sådan gør du:
- Hvis du vil lave fuldkornsris, så sæt ris over allerførst.
- Skær kyllingefileterne i ca. 1 cm tykke skiver.
- Pres saft af citronen, og pres hvidløg. Mariner kyllingen i citronsaft, paprika, evt. chili, hvidløg og estragon, gerne et kvarters tid eller mere. Tip: Du kan også gøre kyllingen klar i marinaden om morgenen, sætte den i køl og stege om aftenen. Så har du ekstra hurtig aftensmad.
- Varm olien ved relativt svag varme på en pande eller i en gryde med stor diameter. Læg kyllingen i olien, og vendt rundt i stykkerne, til de er gennemstegte (tid afhænger af tykkelsen).
- Imens: Skær de soltørrede tomater i 3-4 skiver hver.
- Hæld fløde og soltørrede tomater i gryden, varm godt igennem og smag til med salt, peber, citron og evt. chili. Du kan forlænge saucen med lidt vand – det er helt ok.
- Server med det tilbehør, du synes.
Muttis tips
Den bedste opskrift med kylling på pande med fløde
Opskriften på kylling stammer fra Karin, der lavede den bedste firmafrokost, jeg nogensinde har kendt. Faktisk var det lidt en udfordring at få hende til at lave den samme ret to gange – hun syntes, det var sjovere at eksperimentere. Men med kylling i paprika-flødesauce gjorde hun en undtagelse. Hårdt presset. Og heldigvis.

Hurtig aftensmad med kylling i paprika-flødesauce!
Det er en nem ret med kylling, og du får hurtig aftensmad. Det tager under en time – og det kan gå endnu hurtigere, hvis du lige forbereder lidt i forvejen: Mariner kødet i køleskabet fx om morgenen, så er det klar til hurtig ekspedition om aftenen.
Sådan en god gryderet skal selvfølgelig have noget godt at tilbehør – noget der kan suge sovsen op – prøv fx med:
- Sprøde kartoffelstakke
- Ris, havreris eller pasta
- Madbrød


Mere grønt til gryderetten – eller i?
Jeg synes, der skal noget grønt til også, og denne gang faldt jeg over et stort bundt asparges, der fik en tur på grillpanden. Men den er også god med fx grønne bønner, pandestegt broccoli eller grillet/pandestegt spidskål.
Du kan også tilsætte nogle grønsager i gryden. Prøv fx
- Svampe, fx sauterede champignons
- Peberfrugt i tern
- Squash i tern, sauterede
- 100 g cherrytomater

Tip om frisk estragon
Hvis du har frisk estragon til rådighed, må du endelig bruge det. Mængden må du teste – man skal bruge noget mere frisk end tørret, og en hjælpsom læser har foreslået 10-15 g.
Andre forslag til aftensmad med kylling
Da mine børn var små, spiste vi usandsynligt ofte kylling til aftensmad. Så jeg har virkelig været omkring mange retter med kylling, og et par af dem er også havnet her på bloggen.
Du kan fx prøve:


Hurtig aftensmad med kylling – sådan!
Generelt er det ret hurtigt at lave aftensmad med kylling, så længe kyllingen ikke skal steges hel. Men tricket her er også, at det faktisk virkelig er en enkel opskrift, hvor du kun skal bruge 4 ingredienser – plus krydderierne. Og alligevel får du en virkelig velsmagende aftensmad, hvor smagsløgene ikke savner noget:
- Kylling. Kyllingebryst (eller kyllingefilet, om du vil) skåret i mundrette stykker, der hurtigt bliver møre.
- Citron. Når du marinerer kyllingen i citron – også bare kort – er det med til at mørne kødet. Og så giver den god syre til en ret med flødesovs. Citronen skal bare presses.
- Soltørrede tomater. En genial, koncentreret smagsgiver, fuld af umami. De skal bare skæres i stykker, hvis du har købt de hele. Husk, at det skal være de bløde eller dem i olie.
- Fløde. Ja, det skal jo ligesom til en flødesovs. Den skal bare hældes i og simre lidt.
Og så er der krydderierne, der gi’r den sidste magi: Kombinationen af sød paprika, estragon og hvidløg (som du faktisk også finder i mine kyllingefrikadeller). Salt og måske et lille svirp cayenne eller chili. Voilá.
Andre forslag til hurtig aftensmad
Skal din hurtige aftensmad ikke være med kylling eller fløde? Så prøv et par vegetariske forslag her:











