Krydrede rodfrugter i ovn

Krydrede rodfrugter i ovn er noget af det bedste tilbehør til din aftensmad. Bag rodfrugterne med gode krydderier - her får du flere forslag!

Hos mig er ovnbagte rodfrugter fast på menuen vinteren igennem. De er superfleksible – du kan lave lige den version, der passer bedst til dit humør og resten af menuen. Og du kan få brugt de rodfrugter, der ligger lidt hengemt i et hjørne.

Jeg bruger selv færre kartofler efterhånden, og det er jo helt en smagssag. Men glem aldrig rødløg – de giver sådan en god sødme sammen med rodfrugterne.

Det vigtige er gode krydderier, en hurtig blanchering – og olie nok til, at de får lidt stegeskorpe i ovnen.

Seje pinde – eller lækre bagte rodfrugter?

Hvis du har det lidt som mig, har du nok prøvet, at dine rodfrugter – trods alle gode råvarer og intentioner – ender som nogle tørre, seje pinde. Hm! Så måtte jeg tilbage til min mors oprindelige instrukser, som jeg i min dovenskab nærmest havde glemt: Blancher rodfrugterne, før de kommer i ovnen. Den kemiske forklaring kan du læse om her. Det handler om at stabilisere pektinen i rodfrugterne, før de får den hårde varme i ovnen.

Krydrede rodfrugter i ovn opskrift

Krydrede rodfrugter i ovn

Forb. tid 20 minutter
Tilb. tid 30 minutter
Samlet 50 minutter
Giv de første stjerner!
Vinterens bedste tilbehør – det er vist sådan, jeg har det med rodfrugterne i ovnen. Fleksibelt, nemt og fuldt af smag.
Antal: 4 personer

Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.

Du skal bruge:

  • 1 kg rodfrugter (fx kartofler, søde kartofler, persillerod, gulerødder, pastinak, rødbeder, knoldselleri)
  • 2 rødløg
  • 3 fed hvidløg
  • ½ dl olivenolie
  • 1,5 tsk paprika
  • 1,5 tsk tørret esdragon
  • salt og friskkværnet peber

Til servering:

  • Lidt flagesalt

Sådan gør du: 

  • Skræl rodfrugter, og pil rødløg og hvidløg. (Pæne kartofler og søde kartofler skal kun skures, og jordskokker skal du skure og kun skære det med knudrede af – smagen sidder i skrællen).
  • Sæt en god stor gryde vand over, og skær rodfrugterne i stave.
  • Når vandet koger: Put rodfrugterne i vandet, vent til det koger op igen, og lad dem koge 3-5 minutter. Hæld vandet fra. Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
  • Skær rødløgene i grove både – op i gryden med dem. Pres hvidløget, og bland det i olien sammen med krydderierne. Vend olien i rodfrugt- og rødløgsblandingen.
  • Bred blandingen ud på et stykke bagepapir, og sæt den i ovnen ved 200 grader i ca. 30 minutter.
  • Server med et drys flagesalt.
Kunne du lide opskriften?Giv 1-5 stjerner ved at klikke på dem, eller efterlad en kommentar.
Giv de første stjerner!
Pin Del Udskriv
Fik du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar her, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!
Krydrede rodfrugter i ovn

Ovnbagte rodfrugter – temperatur og tid

Rodfrugter i ovnen er noget af det bedste tilbehør – ikke kun fordi det smager godt, mætter godt og passer til virkelig mange retter. Det er også praktisk tilbehør, fordi man ikke skal røre en finger den sidste halve time før spisetid. Bare man lige har styr på temperatur og tid, så det tager vi med det samme:

Temperatur: 200 grader (varmluft)

Tid: ca. 30 minutter

Bemærk, at hvis du fylder ovnen godt op, tager det længere tid.

Og få tricket til, hvordan du undgår tørre og seje rodfrugter her:

Hvad betyder blanchere?

Blanchere betyder at koge i kort tid – fra 30 sekunder til få minutter og derefter stoppe kogningen ved at hælde vandet fra (og hvis det skal være helt rigtigt: overhælde med koldt vand). Med rodfrugter, der skal i ovnen, skal du dog ikke hælde koldt vand over, for du vil jo gerne have rodfrugterne helt møre.

Med nogle grønsager er det helt afgørende, at du kun koger små portioner ad gangen (fx porrer). Hvis du blancherer grønsager, der skal bevare noget bid og struktur, skal du også overhælde med koldt vand for at stoppe kogningen inde i grønsagerne straks.

Men rodfrugterne er ikke så sarte. Mit tip er:

  • Sørg for, vandet koger, når du hælder rodfrugterne i.
  • Vent så, til det koger op igen, og giv rodfrugterne 3-4-5 minutter, alt efter tykkelse.
  • Dræn vandet fra, vend rodfrugterne i krydderolien, bred dem ud på bagepapir, og sæt dem i ovnen.

Du kan bruge alverdens rodfrugter – for eksempel:

  • Kartofler
  • Søde kartofler
  • Persillerod
  • Pastinak
  • Jordskokker
  • Rødbeder eller andre beder
  • Gulerødder (evt. i flere farver)
  • Knoldselleri

Rodfrugter bliver typisk ikke så sprøde, som kartofler kan blive, og nogle bliver det hurtigere end andre. Men til gengæld får du en fantastisk smag.

Ta’ de rodfrugter, du har eller holder mest af. Og nok til det antal personer, I er. Min erfaring siger, at 1 kg rodfrugter passer som tilbehør til ca. 4 personer, men men men, det kommer jo an på, hvem de er – og hvad I ellers får.

Husk også bagepapir.

Rodfrugter i ovn kan du krydre, som du vil

For at få lidt lækker stegeskorpe på dine rodfrugter skal de vendes i olie, og olien giver jeg altid salt og peber.

Her i opskriften har jeg også krydret rodfrugterne med paprika, estragon og hvidløg. Andre gode kombinationer kan være:

  • Rosmarin og hvidløg
  • 2 spsk balsamico og 2 tsk tørret timian
  • Hvidløg, chili, ingefær og gurkemeje
  • Garam masala – indisk krydderiblanding
  • Hvidløg og herbes de provence
  • Mexicansk krydderiblanding

Men der er lige så mange muligheder, som din krydderihylde tillader. Bare bliv i samme verdensdel som det, du serverer sammen med rodfrugterne – så går det nok.

Og som du sikkert ved, er krydrede rodfrugter i ovn gode til næsten alt! Jeg bruger dem til fx:

Rødbedebøffer med feta og quinoa
Rødbedebøffer er en af mine favoritter blandt vegetarfrikadeller. Server dem med fx ovnstegte kartofler, myntedippen og en god salat. Eller bare på rugbrød.
Gå til opskrift
Rødbedebøffer med feta og quinoa
Nøddepostej med svampe og svampesauce
Vegetarens julesteg, kunne man sige. I hvert fald en skøn nøddepostej med svampe, og den smager godt både til jul, til en julefrokost – og mellem nytår og jul 😉
Gå til opskrift
Vegetarisk nøddepostej med svampe og svampesauce
Krydret kyllingebryst i ovn
En god krydring gør et kyllingebryst til både hurtig og velsmagende aftensmad. Server med grønt tilbehør. Og brug evt. rester til madpakken.
Gå til opskrift
Krydret kyllingebryst i ovn - med paprika, estragon og hvidløg

Få en fest med resterne

Får du en rest rodfrugter, kan du enten varme dem til det næste måltid eller bruge dem i en slags rodfrugtsalat: Vend dem med fx pesto, et par håndfulde rucola og måske lidt små tomater. Så har du en fest til frokost, som kold aftensmad eller i madpakken.

Krydrede rodfrugter i ovn

Gem

Bodil

Bodil

Hej! Jeg hedder Bodil, og det er mig, der er mutti. Her får du opskrifter, der gør dit køkken lidt grønnere, lidt nemmere - og du får smæk på smagen.

Ingen kommentarer endnu

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Din bedømmelse:




  1. Er spändt på at pröve på fredag jeg vil pröve at fölge dine råd har lige väret på torvet hvor jeg har köbt nogle små orange knodle jeg ikke rigtig ved om jeg skal skralde men jeg blancerer ihvertifald

    • Hej Hanne – det bliver spændende med de orange knolde 😉 Jeg krydser fingre for et godt resultat. Kh Bodil

  2. Hej Bodil. Fem stjerner til kombi af hvidløg/estragon, det er 👍👍. Jeg supplerede med en sjat balsamico og hældte et helt hvidløg i hele fed med i bradepanden. Det blev kanon. De n husker vi lige 🙂

    • Tak Carsten! Ekstra hvidløg gør det helt sikkert ikke ringere – det husker jeg også lige!