Følg med her:

Vil du ha' flere opskrifter i samme stil?
Du kan vælge mellem to nyhedsbreve - direkte i din indbakke. Vil du se?
Du kan vælge mellem to nyhedsbreve - direkte i din indbakke. Vil du se?
Frisk og fløjlsblød jordbærtrifli med hyldeblomst og mascarponecreme. En nem og uimodståelig sommerdessert, der samler sæsonens bedste smage i ét glas.
Der er noget helt særligt over jordbærtrifli. Alene ordet trifli – det lover noget lag-på-lag, noget cremet og knasende og friskt på én gang. Og når det så kombineres med solmodne jordbær, duften af hyldeblomst og en fløjlsblød mascarponecreme… ja, så er jeg tæt på sommerlykke.
Jeg har længe haft lyst til at lave en opskrift på jordbærtrifli med marinerede jordbær, men fik ikke lige lavet den rette marinering i første forsøg. Og så endte det jo faktisk ret basic: Min egen hjemmelavede hyldeblomstsaft, limesaft og limeskal. Intenst og sommerligt! Hvis du er til mynte, kan du tilsætte det også, fint hakket.
Triflien er perfekt til gæster – fordi du kan forberede både jordbær og crunch forud – men den er også hurtig nok til en tirsdag, hvor jordbærrene bare kalder på at blive til dessert.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Jordbærtrifli er næsten som at plukke det bedste fra juni og juli – og hælde det i et dessertglas. Jordbær og hyldeblomst er en klassisk kombination, og her får de følgeskab af frisk lime og en cremet mascarpone, som giver fylde og balance. Og så den mandelcrunch – med sprødhed, sødme og lidt bid.
Hvis du spørger mig, er det her en af de bedste sommerdesserter, man kan lave. Og det siger jeg ikke kun, fordi jeg har smagt mig igennem opskriften nogle gange, da jeg testede … Den smager både friskt og fyldigt, og den er tilmed nem at lave.
Jordbær FTW! Nu marineret med hyldeblomst og lime.
Jordbær: Søde, saftige og friske – og selvfølgelig helst danske. Jeg skærer dem i kvarte og lader dem marinere i hyldeblomstsaft, lime og mynte. Det giver dybde og friskhed.
Hyldeblomstsaft: Jeg bruger gerne hjemmelavet (men en købt fungerer også fint. Du skal endelig ikke fortynde den – brug den koncentreret direkte fra flasken). Den blomstrede smag er perfekt til jordbær og giver en fin parfumeret tone.
Mascarpone: Den her italienske flødeost er fast inventar i mit køleskab om sommeren. Den er rig og blød, men bliver cremet og luftig sammen med fløde og en smule vanilje. Og hvor er det nemt!
Mandelcrunch: En hurtig lille topping, der er værd at lave. Havregryn og mandler ristes med sukker og olie – det smager lidt som granola, men mere dessertagtigt.
Den her jordbærtrifli egner sig virkelig til alt fra børnefødselsdag til midsommerfest. Den er nem at gange op og servere i portionsglas – eller du kan lave én stor i en skål og lade gæsterne selv tage. Har du børn med til bords, kan du overveje en ekstra gang, om den skal have lidt mindre lime – og måske lade ungerne selv bygge deres trifli.
Og bonus: Både creme og crunch kan laves på forhånd. Bare vent med at samle triflierne til lige inden servering, så crunchen holder sig sprød.
Kan jeg lave triflien dagen før?
Ikke rigtig. Du kan lave mandelcrunchen i god tid – den holder sig sprød i en lufttæt bøtte. Mascarponecremen bør dog piskes samme dag, og jordbærrene skal ikke marinere mere end et par timer. Selve samlingen: Lige inden servering!
Hvilken hyldeblomstsaft er bedst?
Hjemmelavet, hvis du har. Ellers gå efter en økologisk variant uden for meget sukker.
Kan jeg bruge frosne jordbær i jordbærtrifli?
Ikke til denne dessert – de bliver for våde og mister den dejlige tekstur. Gem de frosne til smoothies eller kompot.
Er det dessert for børn?
Absolut. Den smager sødt og friskt, og du kan justere lime og mynte, så det passer til små ganer.
Jordbærtrifli er himmelsk – men uh, sommer er højsæson for mange af de desserter, jeg elsker allerhøjst: Dem med frugt. Her får du et par stykker (og resten finder du her):
Få mine nyhedsbreve med - mest grønne - tips og opskrifter i din indbakke. Ganske gratis!
(Du kan altid afmelde igen)