Gløgg-ekstrakt til hjemmelavet gløgg

Lav din egen gløgg-ekstrakt! Så har du til mange venner - eller mange glas. Og du opdager hurtigt, at hjemmelavet gløgg smager laaaangt bedst!

En bekendelse: Jeg elsker gløgg. Men jeg elsker ikke alle slags gløgg. Derfor laver jeg min egen ekstrakt, så jeg hurtigt kan mixe et glas hjemmelavet gløgg eller invitere til gløgg-party.

Hjemmelavet gløgg-ekstrakt smager bedst!

Du behøver ikke at være stor gløgg-fan for at opdage, at hjemmelavet gløgg smager LANGT bedre end det sprøjt, du køber i Netto. Jeg ved ikke, hvad de gør ved den – jeg føler mig bare altid snydt, når jeg ved, hvor ren i smagen en gløgg kan være, hvis man laver den selv. Og det er så simpelt!

Så lav din egen. Det tager et kvarter at lave ekstrakten. Bagefter skal den bare hvile, indtil du ikke længere kan dy dig …

Gløgg ekstrakt til hjemmelavet gløgg

Gløgg-ekstrakt til den bedste gløgg

Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 5 minutter
Trækketid 2 timer
Samlet 2 timer 20 minutter
Giv de første stjerner!
Vær god ved dig selv: Lav din egen hjemmelavede gløgg-ekstrakt. Det er så nemt, og det smager så meget bedre end den, du køber.
Antal: 15 glas

Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.

Du skal bruge:

Til gløgg-ekstrakt:

  • 4 hele kardemommekapsler
  • 6 hele nelliker
  • 2 stk. hel kanel
  • 3 papirtynde skiver frisk ingefær (evt.)
  • 2 dl sukker
  • ½ citron (økologisk, skallen)
  • 2 dl rødvin

Til den færdige gløgg også:

  • 2 flasker rødvin
  • mandler (smuttede, snittede)
  • rosiner (evt. udblødt i mørk rom)

Du kan tune din gløgg med:

  • 1 dl snaps eller 1 dl cognac eller 1/2 dl portvin

Sådan gør du: 

  • Varm ekstrakten op i en gryde – den må godt lige koge – og lad den så stå mindst et par timer. Gerne længere. Læg evt. også rosinerne i rom, gerne mindst et døgn.
  • Si gløgg-ekstrakten gennem en sigte, når den har trukket. Hvis du ikke skal lave gløgg med det samme, kan du hælde ekstrakten på flaske og gemme den.
  • Når du vil lave gløggen færdig: Opvarm gløgg-ekstrakten med rødvin, rosiner og mandler. Du kan også gi’ den gas med stærkere sager.
  • Varm din gløgg forsigtigt op – den må ikke koge! Hvis den koger, damper du alkoholen af. Og det var vel egentlig ikke meningen.
  • Server i glas med en teske – husk at gå til bunds efter de gode romrosiner.
Kunne du lide opskriften?Giv 1-5 stjerner ved at klikke på dem, eller efterlad en kommentar.
Giv de første stjerner!
Pin Del Udskriv
Fik du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar her, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Nem opskrift på hjemmelavet gløgg

Den eneste forberedelse til din gløgg-ekstrakt er, at du skal en tur forbi supermarkedets/grønthandlerens/helsekostens krydderihylde på vej hjem, så du får fat i de rigtige hele krydderier:

  • Hel kardemomme
  • Hel kanel. Jeg går efter det, der hedder ægte kanel (Ceylon-kanel), der er lidt mildere end den billigere kanel, du får i de fleste supermarkeder. Men du gør, som du gør, og din gløgg bliver god. Ægte kanel har jeg været heldig at finde hos nogle helskostbutikker (og på nettet).
  • Hele nelliker

Du skal også bruge citronskal, og her er det vigtigt, du vælger økologiske – eller i hvert fald ubehandlede – citroner.

Gløgg-ekstrakt til hele december

Opskriften her giver gløgg-ekstrakt til ca. 15 glas gløgg. Hvis du ved, du kommer til at drikke mere gløgg i december, kan du roligt lave en dobbelt portion, for den holder sig fint bare med låg på i et skab. Jeg plejer at hælde den på flaske, så jeg nemt kan dosere til et enkelt glas ad gangen på en kold aften i december.

Servér et glas gløgg på to minutter

Hvad serverer du for uventede gæster i december?

Jeg serverer gløgg. Altså, hvis de vil ha’ det, men det vil de ofte gerne. Derfor har jeg et lille gløgg-sæt klar:

  • Gløgg-ekstrakt
  • Smuttede mandler, skåret i splitter (evt. i fryseren, de tør op på et øjeblik)
  • Rosiner i rom
  • Og rødvin, forstås … gerne en med skruelåg.

En gryde genopvarmet gløgg er ikke så spændende. Men med gløgg-ekstrakten kan du mixe frisk gløgg på to minutter!

Tip! Hvad vil du spise til?

Server din hjemmelavede gløgg med fx æbleskiver eller vaniljekranse.

Perfekt runde æbleskiver
Har du glemt, hvor godt hjemmelavede æbleskiver smager, så glæd dig! En let, luftig æbleskive med kardemomme – og dit yndlingstilbehør.
Gå til opskrift
Æbleskiver med kardemomme perfekt runde
Vaniljekranse med mandler – og ekstra smag
Julens klassiske vaniljekranse bliver allerbedst med ristede mandler. Det tager lidt længere tid, men det er umagen værd!
Gå til opskrift
Vaniljekranse med mandler
Bodil

Bodil

Hej! Jeg hedder Bodil, og det er mig, der er mutti. Her får du opskrifter, der gør dit køkken lidt grønnere, lidt nemmere - og du får smæk på smagen.

Ingen kommentarer endnu

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Din bedømmelse:




  1. Jeg giver mig: Din gløgg er den bedste! Og mærkværdigt nok også den nemmeste 🙂